Jeg har læst artiklen fra mandag den 12. november om skyldfølelser og skyldforventninger mellem jøder og vor tids tyskere med en del indvendinger og modsigelse, fordi ordet skyld i denne sammenhæng næsten altid bliver brugt ukritisk. Skyld forudsætter altid en handling, eventuelt mangel på samme lige fra den, der har straf til følge, til den banale eller høflige indrømmelse: Undskyld, det var min skyld! Men altid noget begået!
Nu har vor tids tyskere, to generationer født efter 1945, jo ikke selv haft del i jødeforfølgelserne, kender dem kun fra historieundervisningen og bliver måske i hellig iver stopfodret med den nazistiske periode uden at kunne forestille sig de ufattelige lidelsers omfang på anden vis end med et milliontal og symbolske begreber som Auschwitz og holocaust.
Hvad vil det så sige at pålægge et helt folk af efterkommere en fælles skyld? Det får ikke mere indhold af at blive gentaget og gentaget. Politisk set har skyld klare konsekvenser. I israelsk offentlighed forlanges kritikløs ydmyghed over for alle israelske tiltag og uindskrænket officiel bekendelse til den historiske skyld og dertil hørende ansvar, men hvad skal den enkelte tysker af i dag mene og føle med udenrigsminister Joschka Fischers Jeg kommer som en skyldig? Jeg ikke som udenrigsminister, men som person.
Der er dem, der måske lidt tilfældigt opdager i familiens gemmer, at bedstefaderen dengang var aktiv nazist. Det sker slet ikke så sjældent og fører ofte til forargelse eller måske endda til yderligere detektivarbejde på egen hånd.
Den største fejl i efterkrigstidens første år var, at man først ikke nåede og siden undgik et opgør med de i ordets egentlige forstand skyldige på den ene side og på den anden side Hitlers befolkning som helhed. Dengang kunne man have opnået en afklaring og sat et punktum. Vi har oplevet noget lignende i Sydafrika efter apartheid-perioden.
De allieredes afnazificering var en total fiasko, som bortset fra de første Nürnberg-domme mod nazitoppen lod de fleste fra andet og tredje geled slippe fri, da den kolde krig pludselig skabte nye forhold og et behov for en ny tysk hær. Men den kunne ikke etableres uden uddannede officerer, og dem havde man kun fra den opløste naziarmé. Hvad skete? Man slugte kamelerne. Et ægte opgør i årene 1945-1948 under de allieredes opsyn ville have ført til en nuanceret sortering af de cirka 80 millioner, som under luftkrigen blev anset for kollektivt skyldige.
Så længe der blev afholdt valg i 1930erne fik Hitler aldrig mere end de 40 plus nogle procent. Hvad skal man sige om de andre? Socialdemokraterne, i Weimartiden detstørste parti, stemte som de eneste imod Hitlers uindskrænkede magtbeføjelse og blev opløst, forfulgt ligesom Willy Brandt, arresteret og sendt i de første kz-lejre til opdragelse. Nogle led i fængslerne indtil befrielsen. Skal efterkommerne af disse standhaftige demokrater føle sig skyldige, fordi de er en del af en helhed, der står under anklage?
Kansler Willy Brandt har givet svaret uden ord i Warszawa! Hvad med andre grupper eller enkelte uden for det store flertal af medløbere? Nævnes skal da i hvert fald de tusinder som gemte jødiske forfulgte i deres lejlighed i daglig angst for opdagelse og indlevering i en kz-lejr. Man regner med at op mod to millioner kom i konflikt med systemet i de 12 onde år. Over for dem står de overbeviste cirka to partimedlemmer og de millioner af medløbere, der muliggjorte forbrydelserne. Et folk er ikke en enhed, undtagen i politikken.
Den gruppe, der interesserer mig mest, har man kaldt emigranter indadtil. De kunne ikke emigrere, men det var vigtigt for dem at bevare sig for en ny demokratisk tid, som de troede på. De dukkede altså hovedet. Hvor mange var de? Vi ved det selvfølgelig ikke. Vor tids unge generationer kunne måske føle sig i slægt med dem, men en individuel skyldfølelse ville være en alt for tom gestus over for en omverden, som gerne sætter sig personligt i et moralsk højsæde.
En rimelig følelse i alle disse eksempler i stedet for skyld burde være skam. Skam kan ikke kræves frem, den kommer impulsivt indefra, og så kan man skamme sig på andres vegne, for familien eller andre fællesskaber, når der er lig i lasten, eller snarere sørge over det skete og forsømte.
Knut Oesterhelt,forhenværende gymnasielektor i tysk og religion,Bredvigvej 11, Herning