Prøv avisen

Tysklands genforening: assimilation eller integration?

Question mark Foto: Foto:colourbox.com

Den økonomiske og kulturelle drivfjeder i hjertet af Europa søger (at værne) sin sjæl

For et lille års tid siden fejrede Tyskland med kolossal eufori 20-året for Berlinmurens fald. I betragtning af, at der inden længe venter et 25-års-jubilæum, kunne al virakken godt tage sig noget proportionsløs ud. Måske skyldtes den behovet for at aflede opmærksomheden fra den finanskrise, der kradsede i overfladen på den mirakeløkonomi, som har givet Tyskland al den politiske stabilitet, landet savnede, før Hitler kom til magten og lagde det halve Europa øde.

I morgen, den 3. oktober, er det så blevet tid at fejre 20-året for den genforening af Øst- og Vesttyskland, der fulgte mindre end et år efter Murens fald. Enhedsdagen – "Tag der Einheit". Men selvom genforeningen formelt satte punktum for årtiers koldkrig og jerntæppe og med daværende kansler Kohls ord endelig lod dét vokse sammen, der hørte sammen, så er det småt med begejstringen op til jubilæet. Hvorfor?

Måske fordi Muren var et forhadt symbol for både øst- og vesttyskere, mens det forenede Tyskland ikke er en slet så entydig størrelse. Eller måske netop er en alt for entydig størrelse, da genforeningen både formelt og reelt foregik som Østtysklands opløsning og tilslutning til Vesttyskland. Derfor er der en del, der olmt har sammenlignet genforeningen med Østrigs tilslutning til Hitlers stortyske rige i 1938: "Anschluss".

Sådan ser den tidligere østtyske borgerrettighedsforkæmper og nuværende leder af Stasi-arkivet i Berlin, Marianne Birthler, ikke på det. Og dog kan hun godt, som hun forklarer i Berliner Zeitung, føle sig fremmed blandt sine nye medborgere. "Eksempelvis, når jeg i vest får at høre: Fru Birthler, man mærker slet ikke, at De kommer fra øst. Det er jo et giftigt kompliment! Sådan noget viser, at enheden er en opgave for en hel generation."

For vesttyskerne synes genforeningen med andre ord at være et spørgsmål om østtyskernes assimilation i den gamle forbundsrepublik. For østtyskerne et spørgsmål om integration i et nyt Tyskland, skabt i fællesskab med vesttyskerne.

Under alle omstændigheder er tyskerne ikke de samme i dag, som de var for 20 år siden. Tiderne skifter trods alt. Og det kan godt bekymre nogle, for eksempel Stephanie zu Guttenberg, der ikke blot er gift med landets konservative forsvarsminister, men også har skrevet en bog: "Schaut nicht weg!" ("Se ikke væk!"). Det, de voksne tyskere ikke må lukke øjnene for, er den hybrid af pop og porno, der perverterer de unge tyskere: Lady Gaga, musikkanalen MTV, g-strenge og hårdt pumpede bryster.

Pornogenerationen! Sådan er der nogle, der kalder ungdommen. Biedermeiergenerationen! Er der andre, der kalder den. "En fuldstændig orgiastisk lidenskab finder de unge suspekt," siger Stephan Grünewald, der har været med til at lave en aktuel undersøgelse af de 18-24-årige tyskeres mentalitet, til Süddeutsche Zeitung. De unge er overraskende modne, kontrollerede og fornuftige:

"Mentaliteten har ændret sig fundamentalt de sidste årtier. Af de rebelske 68?ere, der vendte sig kategorisk mod deres spidsborgerlige forældre, er der intet spor. Ungdommen er målrettet. Uddannelse, karriere og en god indkomst står i høj kurs. Et lille hus med have eller gerne en ejerlejlighed. I alle livsprojekter titter en biedermeierverden frem."

Unge mand, man mærker slet ikke på Dem, at de er ung!

Der er altså en diskrepans mellem den tavse majoritet af veltilpassede unge og den iøjnefaldende minoritet, som tyske aviser hellere diverterer sine læsere med. Det samme er tilfældet med en anden gruppe, som den tyske offentlighed beskæftiger sig meget med, og som den gerne vil have integreret i en fart. De tre millioner etniske tyrkere.

Selvom 90 procent af tyrkerne er godt integrerede, hævder man, at integrationen i al almindelighed er slået fejl. Hvilket er lige så misvisende, som da den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, under et nyligt besøg i Tyrkiet krævede, at de tyrkiske imamer skal lære tysk, inden de kommer til Tyskland. For det har de allerede gjort i otte år – på Goethe-Instituttet i Ankara.

Hr. Özdemir, man mærker slet ikke på Dem, at de er tyrker!

Peter Tudvad er forfatter og filosof og bor i Berlin. På denne plads skriver han hver uge om europæisk værdi- og kulturdebat