”Tysklands marxistiske ikon” får skylden for dramatisk valgnederlag

I denne uges "Kiosken" tager Anders Raahauge til Tyskland, hvor det tyske svar på partiet Enhedslisten havde et katastrofalt valg

Tysklands "marxistiske ikon", topprofilen i partiet Die Linke Sahra Wagenknecht, kan meget vel være hele årsagen til partiets enorme stemmefald.
Tysklands "marxistiske ikon", topprofilen i partiet Die Linke Sahra Wagenknecht, kan meget vel være hele årsagen til partiets enorme stemmefald. Foto: Stefanie Loos/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det netop overståede tyske valg blev en katastrofe for partiet Die Linke, der svarer til vores Enhedslisten. Begge fusionerer et gammelt, sovjetstyret kommunistparti med en række studenterpolitiske grupperinger fra den yderste venstrefløj.

Die Linke mistede to millioner stemmer og klarede kun med nød og næppe spærregrænsen.

Man har fundet en syndebuk: Hun hedder Sahra Wagenknecht, Die Linkes mest markante profil. Wagenknecht har begge ben solidt plantet i klassisk kommunisme.

Den 52-årige datter af en iransk far og en tysk mor voksede op i DDR og begræder nedlæggelsen af den stat. Hun har tilmed udtrykt forståelse for dele af Stalins politik.

Dogmatiker, men samtidig en af de stærkeste oratorikere i tysk politik, og hun er ofte den, der overstråler alle i tv-debatter. ”Tysklands marxistiske ikon” er hun blevet kaldt.

Men hvorfor give Sahra Wagenknecht skylden for det dramatiske valgnederlag? Fordi hun som renlivet kommunist er på kollisionskurs med en moderne, mondæn socialisme.

Når Marx kaldte religion opium for folket, vil Wagenknecht følgerigtigt lade religionskritikken omfatte også islam. Hun betragter ikke muslimsk indvandring som en herlig berigelse med eksotiske krydderier og mavedans, men som en import af løntrykkere til skade for hendes eget proletariat.

Hun konstaterer, at Forbundsrepublikkens ”livsstils-venstrefløj”, som hun kalder den, rynker på næsen af tyske arbejdere og aldrig omgås dem.

Og her, i selve det store valgår, hvor Angela Merkel gik af, og Die Linke håbede på en alliance med det tyske socialdemokrati SPD og de Grønne for at stille en rød-rød-grøn regering, netop det år valgte Sahra Wagenknecht at udgive en bog, ”De selvretfærdige”, med alle sine kætterske synspunkter.

Kersten Augustin, redaktør ved avisen TAZ, der ligger en del til venstre for midten, opsummerer de kritiske røster i Die Linke:

”Det er frem for alt Wagenknechts skyld, at Die Linke optrådte splittet, og ingen vælger vidste, hvad han fik, hvis han stemte på dem. Den, som hellere tilbringer valgaftenen på en restaurant med en Spiegel-reporter end med sit parti, for den er narcissisme vigtigere end socialisme.”

”De selvretfærdige” fik fine anmeldelser.

Avisen Frankfurter Allgemeines Thomas Thiel finder, at det er oplagt sandt, at livsstils-venstrefløjen nærer moralsk foragt for underklassen. Og han kalder det skarpt set af Wagenknecht, når hun regner den art venstrefløj for en kapitalistisk elite, der baner vejen for den globaliserende markedsøkonomi ved at erstatte neoliberalismens kolde sprogbrug med varmere, woke ord:

”Frihandel, egoisme og laisser faire blev til verdensåbenhed, mangfoldighed og tolerance. Den, der peger på modsigelser, bliver nedgjort som nazist og racist.”

I bogen viser hun tillige, hvordan også den nye identitetspolitik – som arbejderne afskyr – materielt gavner det venstre-liberale miljø. Og hvordan den skader deres elskede, etniske minoriteter.

Identitetspolitikken sigter nemlig ikke på frisind og lighed, men på ulighed, for den spærrer mennesker inde i interessegrupper. Det er et angreb på oplysningstidens principper om fælles rationalitet og samtale, mener Wagenknecht.

I storbyernes dystre kvarterer lever en deklasseret arbejderstand mere eller mindre konfliktfyldt op ad de etniske minoriteter, mens de venstreliberale bor på de dyre adresser. Og de sværmer for en fremtid med åbne grænser.

”Den venstreliberale lejrs angreb på nationalstaten er det tydeligste tegn på dens nære forbindelse med verdensmarkedet,” lyder Wagenknechts kritik i Thiels referat.

Livsstils-venstrefløjen forstår ikke, at afskeden med nationalstaten efterhånden vil føre til enden på retsstaten, socialstaten og demokratiet, argumenterer hun.

Så når mange nu spørger: ”Er Sahra Wagenknecht stadig socialist?”, har de intet forstået, mener Thiel. Hun er tværtimod en af de sidste af slagsen.

Anmelderen i avisen Süddeutsche Zeitung, Hans Werner Kilz, kan goutere den spot, som Wagenknecht i ”De selvretfærdige” udøser over de livstils-venstreorienterede med deres veganske kost, deres børn i privatskoler og deres elbiler. I stedet for at tage fat på sociale misforhold, fattigdom og høje huslejer, beskæftiger de sig med kønspolitisk korrekt sprogbrug.

“Arbejdere og arbejdsløse stemmer dårligt nok mere på Die Linke, de er løbet over til AfD,” konstaterer Kilz.

Han bemærker, at Wagenknecht ”ikke bryder sig om, at begreber som tro, nation og hjemstavn miskrediteres som tegn på tilbageståenhed, mens spørgsmål om hudfarve, køn og seksuel orientering i stedet skal bestemme debatten”.

I disse dage mener mange i Die Linke, at Wagenknecht skal eksluderes. Omvendt er der også dem, der opfordrer hende til selv at træde ud og stifte et nyt parti.

Fagforeningsformand Hans-Christian Lange siger til nyhedsmagasinet Der Spiegel :

”Vi ønsker et nyt Wagenknecht-parti i stedet for ‘gauche-kaviar-wokeness’. Det er uacceptabelt, at en partikommission nu sætter Sahra Wagenknecht under pres med ydmygelser og et signal om allernådigst at tåle hende under en tydelig skjult trussel.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.