I løbet af sit første år ved magten har den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, gennemført det største eftersyn af tysk forsvars- og udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig. Og i et essay, offentliggjort i det amerikanske magasin Foreign Affairs har den ellers så knastørre socialdemokratiske kansler, kendt for sine søvndyssende “lidt på den ene side, lidt på den anden side”-taler, selv undergået en radikal forvandling.
Under titlen “The Global Zeitenwende” (Det globale vendepunkt eller tidehverv) stiller kansleren i ualmindeligt klare vendinger Rusland til regnskab for at have bragt krig til Europa og ødelagt årtiers "international fredsarkitektur". Kansleren lover ubetinget militær støtte til Ukraine og fastslår, at Ukraine alene og ikke Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal definere, hvordan en fredsaftale efter den snart 10 måneder lange krig skal se ud.
"Putin må forstå, at ikke en eneste sanktion vil blive ophævet, hvis Rusland forsøger at diktere betingelserne for en fredsaftale,” skriver han i essayet og går dermed videre end sit hidtidige mantra om, at Ruslands krig i Ukraine ikke må munde ud i en "dikteret fred".
"Vi vil ikke acceptere den ulovlige annektering af ukrainsk territorium,” skriver han.
Allerede i en skelsættende tale få dage efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar lovede Scholz at hæve forsvarsudgifterne til Natos mål på to procent af bruttonationalproduktet og brød et tabu, der har rod i den tyske skyld fra Anden Verdenskrig, ved at love at sende våben til en krigszone for at støtte regeringen i Kyiv.
Tyskland vil “støtte Ukraine så længe som nødvendigt”, skriver han. G7-landene, gruppen af Vestens mægtigste industrinationer, har anerkendt den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs vilje til at “skabe en retfærdig fred”. Og Tyskland, EU’s stærkeste økonomi, skal indtage en ny rolle som "en af de vigtigste garanter" for sikkerheden i Europa.
"Tysklands nye rolle kræver en ny strategisk kultur,” skriver Scholz og taler om en ny sikkerhedsstrategi, som hans regering vil vedtage om nogle få måneder. Tyskland skal bidrage langt mere til det transatlantiske Nato-samarbejde med USA, og Scholz’ regering vil styrke Tysklands forbundshær med cirka 100 milliarder euro. En beslutning, som markerer den mest dramatiske ændring i tysk sikkerhedspolitik siden oprettelsen af forbundshæren i 1955, pointerer han.
“Vores budskab til Moskva er meget klart: Vi er fast besluttede på at forsvare hver eneste centimeter af Natos territorium mod enhver mulig aggression,” skriver han.
Brud med Merkel-æra
Scholz’ “Zeitenwende" er et brud med 16 års tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik under hans forgænger, kristendemokraten Angela Merkel. Det skriver korrespondent Ulrich Reitz i en analyse i nyhedsmagasinet Focus.
Socialdemokraten Scholz, som var finansminister under Merkel, kom til magten med løfte om at fortsætte Merkels politik, som havde garanteret velstand og stabilitet i Tyskland – blandt andet takket være lukrative gasleverancer fra Rusland. Under den tyske valgkamp sidste år blev Scholz beskyldt for at kopiere den afgående kansler i en sådan grad, at han fik øgenavnet ”Merkel II”.
Men Ruslands invasion af Ukraine kastede en skygge over Merkels arv og tvang Scholz til at fokusere på at genopruste Tyskland, erstatte de billige russiske energileverancer, som landet havde gjort sig afhængigt af, og fremskynde et skift i udenrigspolitikken i retning af mere strategi og mindre købmandspolitik. I sit essay fremstår Scholz “fuldstændig kompromisløs” og skriver “utvetydige sætninger”, som den forsigtige Merkel aldrig har formuleret, pointerer Ulrich Reitz i sin analyse.
“Merkel havde ikke meget til overs for at forklare sin politik for en bredere offentlighed. Til tider anså hun det endda for skadeligt, da det ville have fremhævet konfliktlinjer. Merkel ønskede at udjævne konflikterne til hendes fordel og ikke at fremhæve dem. Scholz gør det anderledes – og det er helt sikkert mere gennemsigtigt,” skriver han.
Modsat sin franske kollega, præsident Emmanuel Macron, anser den tyske kansler forhandlinger med Putin som et “spildt stykke kærlighedsarbejde”, konkluderer Reitz. Det viser de gentagne krigsforbrydelser i Ukraine med al tydelighed.
“Scholz er derfor ikke parat til at reducere våbenleverancer til Ukraine som pressionsmiddel for at gøre Kyiv mere forhandlingsvillig,” skriver han og tilføjer, at Scholz’ dermed leverer et tysk korrektiv til de overvejelser, der verserer i både den amerikanske og den franske regering og blandt fredsaktivister i Tyskland.
Scholz vendepunkt lader til at have resonans blandt tyskerne. I en afstemning på nyhedsmagasinet Focus’ hjemmeside, som godt 100.000 har deltaget i, svarer 63 procent, at de forholder sig positivt til en ny tysk sikkerhedspolitik, mens 28 procent er skeptiske.
Ingen ny kold krig
I sit essay, som bærer undertitlen “Hvordan man undgår en ny kold krig i en multipolær æra”, forkaster kansler Scholz den udbredte forestilling om, at vi står over for en bipolar verdensorden, hvor de konkurrerende stormagter USA og Kina nærmer sig en ny kold krig. Den "nye verden" vil ikke være en verden af blokke, men en multipolar verden med mange forskellige magtcentre.
En pointe, som i praksis understreges af, at Tysklands grønne udenrigsminister, Annalena Baerbock, netop har besøgt Indien for at overbevise landet med verdens næststørste befolkning om at skifte side fra Rusland til Vesten. Kina er blevet en global aktør, men landets fremgang berettiger ikke til at isolere Beijing, skriver kansleren.
“Men Kinas voksende magt berettiger heller ikke til krav om overherredømme i Asien og andre steder. Intet land er et andet lands baghave,” skriver han med henvisning til Kinas aggressive fremfærd over for Taiwan.
At Tyskland og især Scholz’ socialdemokratiske SPD har indledt et selvopgør i forhold til de årtier lange tætte bånd til Putins Rusland er godt. Men der er behov for konkrete tiltag for at få de nødvendige våben hurtigere til Ukraine, hurtige indkøb for at udfylde de store mangler i Tysklands egne væbnede styrker og en omfattende informationskampagne for at sikre langsigtet folkelig støtte til en robust national sikkerhedsstrategi, mener Robin Quinville, direktør for Global Europe Program ved det amerikanske forskningsinstitut Woodrow Wilson International Center.
“I et drastisk ændret trusselsmiljø er tyskerne ved at genlære forsvarets sprog. Som det er tilfældet med enhver sprogundervisning, kræver det øvelse – og engagement,” skriver hun i en analyse på centrets hjemmeside.
Scholz’ epokeskifte – som han også har kaldt det – kan vise sig vanskeligt. Det kolde vejr er kun lige begyndt og tester Tysklands evne til at holde varmen uden russiske gasleverancer, priserne stiger, og den tyske økonomi forventes at dykke ned i recession næste år.
Hjælpepakker på flere hundrede milliarder euro har hjulpet Scholz' koalition med at afværge alvorlig social uro, men de seneste meningsmålinger tyder på, at hans koalition har mistet sit flertal.
Tyskland er på jagt efter en ny udenrigspolitik, siger Thomas Kleine-Brockhoff fra tænketanken German Marshall Fund til Reuters. "Og så længe det fortsætter med det, vil det slutte sig til rækken af de europæiske lande, der ikke står til rådighed for europæisk lederskab,” siger han.
Mere ord end handling
Man skal ikke forvente sig for meget af Scholz’ “Zeitenwende”, mener Thomas Jäger, professor i international politik og udenrigspolitik ved Köln Universitet.
“Scholz pointerer, at Ruslands imperialisme er EU's regulerende modsætning. Men han drager ingen konklusioner af dette. Hans diagnose af nutiden er korrekt, men hans henvisninger til fortiden svarer ikke til virkeligheden, og han giver ikke et realistisk fremtidsperspektiv,” siger Thomas Jäger og tilføjer, at Tysklands Ukraine-politik siden 2014 – at man ifølge Scholz har støttet Ukraine i dets stræben efter suverænitet – er “forskønnet”.
For eksempel behandler kansleren ikke, at han som vicekansler i Merkels regering forsvarede byggeriet af rørledningen Nord Stream 2, som skulle lede billig russisk gas til Tyskland.
Ifølge professor Thomas Jäger burde en kreds af uafhængige eksperter evaluere de seneste 23 års tysk Ruslandspolitik. Ud fra Tysklands størrelse og økonomiske styrke er det rigtigt, at landet burde være en garant for den europæiske sikkerhedsorden.
“Men det er Tyskland ikke, og de hidtidige beslutninger tyder alle på, at intet vil ændre sig,” siger han og henviser til, at Tyskland mangler ammunition og ikke ville kunne kæmpe i tre dage i en nødsituation, mens Nato-partnerne for længst har bestilt forsyninger for at genopfylde deres lagre.
Tyskland tilsidesætter også sin forpligtelse til at stille 10 procent af soldater og materiel til rådighed for Nato, tilføjer den tyske professor.
“Kansler Scholz ville have god grund til at sætte navn på fortidens fejltagelser og træffe banebrydende beslutninger for fremtiden, men han undlader at gøre det.”