RESULTATET AF Tysklands forbundsvalg udgør en vigtig lektie for Den Europæiske Union: Selv det land, der har været fundamentet for EU’s stabilitet midt i krisen, er ikke immun over for politisk fragmentering og polarisering. Selvom kansler Angela Merkel næsten helt sikkert vil få en fjerde valgperiode, er der stor sandsynlighed for, at hendes nye regering vil være betydeligt svagere end de tre forudgående.
Forbundsdagen tæller nu seks grupperinger sammenlignet med fire i den foregående valgperiode. Merkels centrum-højre-parti, Den Kristeligt-Demokratiske Union (CDU), tog 33 procent af stemmerne – partiets værste resultat siden 1949, som dog stadig er nok til at give CDU flest pladser i parlamentet. Centrum-venstre-partiet Socialdemokratiet (SPD) – Tysklands næststørste parti og en del af Merkels seneste regeringskoalition – fik også det laveste resultat siden krigen med kun 20,5 procent af stemmerne.
I mellemtiden fik det populistiske Alternative für Deutschland (AfD) hele 12,6 procent af stemmerne, hvilket gør dette prorussiske og standhaftigt fremmedfjendske antieuro-parti til det første højreorienterede parti, der er kommet ind i Forbundsdagen i næsten 60 år. Og SPD har kastet håndklædet i ringen og lovet at tilbringe den næste valgperiode i oppositionen.
På denne baggrund forventes Tyskland at blive regeret af en såkaldt Jamaica-koalition, opkaldt efter farverne på de partier, som den vil udgøres af, nemlig CDU (sort), De Grønne og De Frie Demokrater (FDP) (gul). Men en sådan koalition vil være urolig på grund af parternes forskelligartede holdninger til udenrigspolitik.
Tilsvarende vil en opposition ledet af SPD blive plaget af dyb splittelse. Faktisk er det ikke sandsynligt, at de vil kunne samarbejde om noget som helst med det andet oppositionsparti, AfD. SPD har næsten ingen værdier tilfælles med AfD, som allerede har erklæret, at deres vigtigste mål vil være at forfølge de andre partier med populistisk og nationalistisk svulstighed. Årtier med gamle parlamentariske normer om anstændighed og kollegialitet er dermed i fare.
I betragtning af Forbundsdagens centrale rolle i udformningen af Tysklands EU-politik kunne dette være med til at svække Merkels regerings muligheder for at give den form for lederskab, som Europa har brug for nu.
Men der er også gode nyheder. Sejren for Merkels CDU, hvor lille den end er, medfører visse elementer af kontinuitet, som der kan bygges videre på. Merkels hurtige beslutning om at stå for at danne en levedygtig koalitionsregering betyder, at hendes engagement i at bevare EU og hendes urokkelige forsvar af demokrati og vestlige værdier fortsat vil styre tysk politik. Mådehold, stabilitet og international åbenhed vil forblive Tysklands slagord, uanset hvor meget grim retorik AfD fyrer af.
Men med hensyn til handling på internationale udfordringer vil Tysklands partnere blive nødt til at være tålmodige.
Især fordi Merkel, selvom hun ventes at arbejde tæt sammen med Frankrigs proeuropæiske præsident, Emmanuel Macron, om at skabe en ny model for integration i EU efter Brexit, sandsynligvis ikke vil gøre dette med det samme.
DET VIL SANDSYNLIGVIS TAGE måneder blot at danne en koalition – især en konservativ-liberal-grøn en. Delstatsvalget i Niedersachsen i næste måned, hvor AfD er sikret betydelig støtte, udgør endnu et usikkert element.
Selv efter dette valg kan det blive svært at finde kompromiser. Den Kristelig-Sociale Union (CSU) fra Bayern – CDU’s søsterparti – er på delstatsvalg til næste efterår.
Med AfD’s varme ånde i nakken har CSU allerede skærpet sin kritik af Merkels indvandringspolitik og vil sandsynligvis forsøge at presse kansleren længere til højre i det kommende år.
Det måske vanskeligste problem for koalitionspartierne vil være eurozonen. FDP og De Grønnes holdninger står i modsætning til hinanden på denne front, især når det gælder fælles krisestyring, gensidige forsikringsmekanismer og finanspolitiske værktøjer. Men denne kamp for at finde fælles fodslag kan vise sig at være nyttig for den bredere Europæiske Union, fordi den monetære union, i en tid hvor lederne forsøger at finde balancen mellem ansvaret for medlemsregeringerne og for institutionerne i hele eurozonen, er nødt til at fungere effektivt.
Det kan vise sig at blive lettere for Tysklands koalitionspartier – for ikke at nævne den franske og den tyske regering – at skabe en ny ramme for bilateralt og europæisk sikkerhedssamarbejde.
Meningsmålingerne viser, at bekymringer om terrorisme og indre sikkerhed vejer tungere end frygten for indvandring. Hvis disse presserende spørgsmål behandles på europæisk plan, som Merkel antydede det i sin tale efter valgsejren, kunne opbakningen til EU ende med at vinde de utilfredse vælgere, der gav deres stemme til AfD, tilbage.
Uanset hvilken regering der bliver skabt i Tyskland i de kommende uger, vil dens ledere være nødt til at gøre mere for at forklare deres politiske valg til både borgerne og deres internationale partnere.
Med AfD i Forbundsdagen vil den tyske offentlighed blive udsat for mere radikale holdninger til udenrigspolitiske spørgsmål – fra EU-lederskab til forbindelserne med Rusland – end der er blevet hørt i over en generation. Tysklands kerne har stået fast, men landets konsensus vil snart blive sat på prøve.
Daniela Schwarzer er direktør for det tyske udenrigspolitiske selskab (DGAP).
© Project Syndicate, 2017.
Oversat af Translated By Us.