Jeg er tysksindet med god samvittighed

Jeg må tilstå at være tysksindet. Vel at mærke ikke i national forstand, men i kulturel forstand, og vel at mærke ikke mere, end jeg er dansksindet. Og det kan man faktisk godt uden at være tvesindet, skriver Jesper Bacher

”Ausfahrt” sendes fra tyske rastepladser med værterne Kasper Habroe og Maria Thuesen, et venligt, småsnakkende program, hvor der kun tales godt om Tyskland.
”Ausfahrt” sendes fra tyske rastepladser med værterne Kasper Habroe og Maria Thuesen, et venligt, småsnakkende program, hvor der kun tales godt om Tyskland. . Foto: DR Danmark / DR Presse.

Jeg må tilstå at være tysksindet. Vel at mærke ikke i national forstand, men i kulturel forstand, og vel at mærke ikke mere, end jeg er dansksindet. Og det kan man faktisk godt uden at være tvesindet.

Det handler simpelthen om vedgåelse af åndelig arv og gæld til den tyske teologi, filosofi, litteratur og musik, om glæde ved det tyske sprog, den tyske høflighed, de tyske byer og det tyske landskab, om smag for det skummende tyske øl og det solide og nærende tyske køkken.

Det har ikke altid været let at være Tysklands nabo, men fratræk al tysk indflydelse og bidrag til Danmark, og vi ville være en sørgelig amputeret nation. Ja, selv kristendommen kom via Det Tysk-romerske Rige. Tyskland er en stor nation, stor i sine præstationer og stor i sine fald. Det var Thomas Mann, der beskrev sine landsmænd som ”dette folk, som ubestrideligt har givet verden så meget smukt og stort og samtidig gang på gang på så fatal måde er faldet den til byrde”.

Men ak, alligevel er Tyskland og det tyske sørgeligt overset og negligeret her til lands. Selv på højere uddannelser kan man ikke regne med, at de studerende læser tysk, endog på teologistudiet, og de fleste danskere kender kun Tyskland ”som én lang motorvej, der bare skal overstås”. Den sidste påstand er taget fra DR 2’s sommertema ”Ausfahrt”, som har sat sig for at råde gemytlig bod på det forhold. Vel nok en overdrivelse, men heller ikke uden et betragteligt sandhedsmoment.

”Ausfahrt” sendes fra tyske rastepladser med værterne Kasper Habroe og Maria Thuesen, et venligt, småsnakkende program, hvor der kun tales godt om Tyskland.

I den sidste udsendelse blev der sendt fra en rasteplads ved Koblenz med Dorthe Kollo og Torben Steno som germanofile gæster, og to unge blaffere, som ved at rejse på tomlen mødte tyskerne i øjenhøjde og fik stillet små opgaver af Kasper Harboe. De skulle blandt andet tage til Harzen og finde en person under 30 år, som ferierede frivilligt på de kanter.

Med al respekt for programmet, som med egne ord vil ”udfordre fordommene”, gjorde ”Ausfahrt” sig her skyldig i en. Således kan jeg af dugfrisk ferieerfaring sige, at selvom det grå guld har en svaghed for Harzen, så er regionen ikke just blottet for ungdommelige turister.

Måske var tempoet lidt for sindigt til de danske blaffere, men også ynglinge kan drages mod bjerge, skove og bindingsværksbyer af ælde og ynde. Og nå ja, mountainbikekørsel.

Mens Kasper Habroe var vært på rastepladsen, tog Maria Thuesen på tur i Ruhr-distriktet, hvor fordums mægtige kulindustri er blevet et turistmål, og gjorde visit hos prinsesse Benedikte på Berleburg. Siden ebbede ”Ausfahrt” festligt ud med Dorthe Kollos sang efter indtagelse af perlende rhinskvin fra Mosel.

Mon ”Ausfahrt” er hemmeligt sponseret af Tysk Turist Information med adresse på fashionable Amaliegade i København? Næppe, og hvad skader det med lidt god omtale af Tyskland og ikke et ord om politik? Det er dog agurketid og sauerkraut en miskendt spise. Jo, ”Ausfahrt” plejede det gode naboskab, og selvom de danske fodboldkvinder i går sejrede over tyskerne ved europamesterskabet, bliver der næppe slået skår i forholdet til fætterfolket.

Jesper Bacher er sognepræst.