DAGLIGT KØRTE MIN mormor på sin cykel ned for at handle i byen. Og hun kunne ikke drømme om at begive sig af sted uden sit hovedtørklæde. Hun havde nogle stykker af dem. Som jeg husker det altid med blomstermotiver på stoffet.
Mormors tørklæde holdt på håret og frisuren i den danske blæst. Det var en praktisk foranstaltning. Der var derimod ikke tale om, at tidens kvinder ikke kunne vise sig uden tørklæde, fordi det på en eller anden måde ville stemple dem. Når hun vendte hjem igen, eller når hun blev budt indenfor hos bekendte, tog mormor derfor tørklædet af og lagde det pænt sammen, indtil hun atter skulle op på cyklen.
Her har vi et frihedens tegn: En kvinde, som i det offentlige rum er fri til skiftevis at optræde med og uden tørklæde. Det er enkelt, ja, banalt, men ikke desto mindre en ægte målestok: Er vi frie til at veksle mellem forskellige måder at klæde os på, eller er én form for påklædning foreskrevet som den eneste anstændige med begrundelse i helligskrifter?
Min mormors brug af tørklæde står i skarp kontrast til den religiøst betingede tildækning, vi ser i muslimske miljøer i dag. For her er der intet valg og derfor heller ingen frihed. Og til den manglende frihed knytter sig en, udtalt eller tavs, fordømmelse af alle de andre kvinder, de, som ikke klæder sig efter islams forskrifter.
DEBATTEN OM muslimske kvinders tildækning og deres uvilje mod at hilse på andre mennesker på almindelig dansk manér er blevet mere og mere uigennemskuelig. Det ene røgslør efter det andet lægges ud, både af de involverede selv og af velmenende, danske kristne og humanister, som gør deres bedste for at bagatellisere det religiøse, muslimske symbols fremtrængen og gøre brugen af 30 gram stof til et blot og bart udtryk for den enkeltes frie valg.
Det kunne på den baggrund være interessant fra autoritativ muslimsk kilde at få klarhed over gældende forskrifter. Imam Abdul Wahid Pedersen rubricerer den 29. maj her i avisen bekymringen over, at ufrihedens symboler sammen med tanken om et skel mellem rent og urent vinder frem, som fanatiske antimuslimers hysteriske dagsorden.
MÅSKE KUNNE IMAMEN da påtage sig at svare på de spørgsmål, som naturligt melder sig: For det første: Findes der inden for islam teologisk og trosmæssigt afgørende begrundelser for, at kvinder skal benytte tørklæde? Og er kravet i så fald knyttet til forholdet mellem kønnene og til en særlig muslimsk forståelse af mandlig og kvindelig seksualitet?
For det andet: Er brugen af tørklæde (tildækning) forbundet med islams forestillinger om halal (rent) og haram (urent), og hvis det er tilfældet, hvordan ser man da på kvinder (muslimer og ikke-muslimer), som afviser at tildække sig efter islamiske forskrifter?
For det tredje: Er nogle muslimske kvinders afvisning af at give hånd til mænd knyttet til forestillinger om renhed og urenhed? Eller hvilken skade forestiller man sig i islamisk tænkning, at den efter danske normer helt uskyldige fysiske kontakt ved et håndtryk til goddag og farvel skulle have?
TIL SIDST: For nylig var der et dansk tv-program, hvor en håndfuld danske kvinder, som er kendte i offentligheden, havde indvilget i at bære muslimsk tørklæde i en kortere periode. Idéen var at registrere både kvindernes egen og deres omgivelsers reaktion på forandringen. Kunne man tænke sig den modsatte udsendelse realiseret, altså at en håndfuld kendte, muslimske kvinder, som bærer tørklæde til daglig, indvilgede i at optræde i almindelig dansk påklædning i en periode?
Det kunne man vist nok ikke. Og dermed er vi tilbage ved mormor og hendes brug af hovedtørklæde. Hun kunne tage det af og på, som det passede hende; og derfor blev tørklædet et frihedens tegn i 1950-ernes danske provins.
Men er, efter islamisk opfattelse, brug af tørklæde tvingende nødvendig for anstændighedens og renhedens bevarelse, ja, så har vi at gøre med et ufrihedens tegn, som samtidig stempler de kvinder, som klæder sig anderledes, som urene. Et tegn, der viser åben foragt for skik og brug blandt danske kvinder.
AF Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke, Blomstervænget 10, Lyngby