Lone Nørgaard (LN) bryder sig ikke om de muslimske tørklæder, hvilket fremgår med al tydelig klarhed af hendes indlæg i Kristeligt Dagblad den 1. september.
Hendes aversion mod dette klædningsstykke bygger på følgende påstande: tørklædet signalerer et ønske om indførelsen af sharia, det er et udtryk for en kønsdiskriminerende indstilling over for kvinder, det sætter skel mellem rene og urene kvinder. Det handler ikke om religion men om sex og sidst, men ikke mindst, de kvinder, der går med tørklæde, er stort set alle blevet tvunget hertil.
Vi kan ikke vide, hvordan disse undertrykte kvinder har det, skriver LN, men vi skal alligevel forsøge at sætte os ind i deres situation. Hvad det så konkret skal betyde, hører vi ikke noget om, men mon ikke vores empati for disse stakkels kvinder skal omsættes i et tørklædeforbud, som det man har indført i Frankrig?
Lad det være sagt med det samme, der er mangt og meget i og ved islam, der må give anledning til kritik og forbehold, men at ville gøre tørklædet til sådant et altoverskyggende problem er de facto at tillægge det samme betydning, som det har hos islamisterne. Hvis vi vil hæve os moralsk over dem, og det skulle vi vel gerne ville, så må vi passe på med at falde for fristelsen til at bruge tvang overfor »afvigere«. Nu er det ikke godt at vide, om LN selv kender til kvinder hhv. piger, der går med tørklæde, men der er intet i hendes skriverier, der tyder på, at hun har personlig eller professionel omgang med praktiserende muslimer.
Derfor vil jeg gerne hermed opfordre LN til at tage et smut forbi Frederiksberg gymnasium, hvor jeg for tiden arbejder. Her vil hun møde et større antal piger, der går med tørklæde og som i deres klædningsstil viser en imponerende mangfoldighed. Her vil LN møde piger i traditionelle lange gevanter i tækkelige farver, men også piger, der kombinerer tørklæde med seje træningsdragter eller super stramt siddende modejeans og –bluser, tørklædepiger, der åbenlyst nyder drengenes opmærksomhed.
Der findes sikkert tørklædebærende kvinder og piger, som ønsker shariaen indført, men også mange, der ganske sikkert ikke gør det. Der er sikkert piger, der tvinges til at bruge tørklæde, men også mange, der ikke bliver det. Tørklædet er et religiøst statement, ligesom det kors som jeg går med om halsen, også når jeg underviser i øvrigt. Og spørgsmålet er vel, om vi ikke skulle kunne rumme dette fra elevers og/eller læreres side.
I øvrigt er det jo også kommet på mode hos unge danske piger at gå med kors om halsen, så interessen for at vise religiøst/kulturelt tilhørsforhold er åbenbart smitsom, og det er vel heller ikke så slemt endda.
LN mener, at de piger, der måtte bære tørklæde frivilligt, er med til at udøve tvang mod dem, som helst ville være fri. Men på samme måde, kunne man argumentere for, at de kvinder, der vælger at være hjemmegående husmødre øver pres med dem, der ønsker at gøre karriere. I et frit land, må man vel have lov til at vælge, hvordan man vil leve, også selvom dette måtte indbefatte, at man for sit eget vedkommende fravælger de dominerende frihedsidealer.
Tørklædet handler om religion. Religion er nemlig, i modsætning til hvad LN synes at mene, ikke noget, som man nødvendigvis skjuler og heller ikke noget, som man klart kan adskille fra synet på sex og kønsroller.
Problemet med islam er ikke, at islam stiller krav til sine tilhængere, for det gør kristendommen også, men at man ikke her på samme måde som i kristendommen har tradition for eller vilje til at debattere religionen og tilpasse den det moderne samfund. Dette problem kan vi ikke løse med tvang eller påtaget medlidenhed med de muslimske kvinder.
Karen M. Larsen,
adjunkt,
Løjtegårdsvej 30 B,
Kastrup