Den franske vrede over at have mistet en u-bådshandel med Australien i milliardklassen har stjålet hele billedet. Men den såkaldte Aukus-aftale om militært samarbejde mellem USA, Storbritannien og Australien illustrerer, at en ny verdensorden tager form. Og den verden marginaliserer et Europa, der ikke kan finde ud af at optræde samlet på den globale scene.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, har ganske vist forsikret, at dette strategiske samarbejde om at imødegå Kinas voksende magt i Stillehavet og Det Indiske Ocean ikke har til formål at udelukke nogen, som han ifølge BBC sagde til journalister på vej til FN’s årlige generalforsamling i New York.
Men det er lige præcis sådan, det opfattes – ikke kun i Paris, men også i EU’s hovedkvarter i Bruxelles.
Frankrig er så meget desto mere vred, som landets status som atommagt med en væsentlig tilstedeværelse i Stillehavet faktisk giver landet kort på hånden til at deltage i det globale kortspil. 7000 franske soldater er udstationeret i Stillehavet, blandt andet for at beskytte de to millioner franskmænd, der bor i de franske besiddelser som for eksempel Ny Caledonien.
Denne nye ydmygelse et nyt bevis på, at USA ikke længere ser Europa som en strategisk global partner.
Men EU’s ledere er ikke langt fra at dele den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drians, ord om, at aftalen er både ”svig, løgn og en kniv i ryggen”.
Som EU’s udenrigschef, Josep Borrell, sagde ved et pressemøde i Bruxelles allerede i torsdags, så blev Aukus-aftalen ikke brygget sammen på få dage. Alligevel blev både Frankrig og Europa holdt ude. Som det britiske magasin The Spectator skriver, blev de ikke bare forment adgang til forhandlingsrummet. De var ikke engang klar over, at dette rum eksisterede.
Efter USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan uden at tage hensyn til de europæiske partnere er denne nye ydmygelse et nyt bevis på, at USA ikke længere ser Europa som en strategisk global partner.
I takt med Kinas voksende vilje til at føre global magtpolitik rykker verdens tyngdepunkt fra Atlanterhavet til Stillehavet og Det Indiske Ocean. Og Australien bliver en vigtigere partner for USA end Europa.
Det skaber øget momentum for tanken om en strategisk uafhængighed eller suverænitet, som kommissionsformand Ursula von der Leyen netop promoverede i sin tale om EU’s tilstand dagen før bomben om det nye Aukus-samarbejde sprang. Det var også EU’s udenrigschef, Josep Borrells, konklusion ved et pressemøde allerede i torsdags, og på Twitter har formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, gentaget mantraet om, at EU har brug for en fælles strategisk indsats.
Det har netop været den franske præsident, Emmanuel Macrons, kongstanke i adskillige år. Og denne vision vil skinne stærkt igennem, når Josep Borrell på torsdag skal fremlægge en ny europæisk strategi for Stillehavet og Det Indiske Ocean.
Men selvom tættere europæisk samarbejde om sikkerhedspolitik har fået mere rygvind, er det ikke blevet nemmere at sætte realiteter bag. For ”de europæiske lande er ikke mere enige i dag, end de var i går, om, hvordan Europas strategiske interesser ser ud”, konstaterer Ian Lesser fra tænketanken German Marshall Fund of the United States på BBC .
De britiske og engelsksprogede medier er særdeles barske ved EU, og for eksempel peger det britiske magasin The Spectator på, at EU hænger uhjælpeligt fast i de 27 landes samarbejdsformer, der kræver enstemmighed om udenrigspolitik.
Og The Economist peger på, at der ikke ligefrem har været mærkbar opbakning til Frankrig, som står temmelig alene med sin dramatiske hjemkaldelse af sine ambassadører i Canberra og Washington, selvom også Tyskland er stødt på den nye geopolitiske drage. Fredag oplyste det tyske forsvarsministerium, at Kina har forbudt et tysk krigsskib på officiel patruljering at lægge til i kinesiske havne.
Som et ekko drager det tyske medie Der Spiegel den konklusion, at EU-landene ikke skal sætte sig selv for ambitiøse mål i den nye verdensorden, der tegner sig. Og i hvert fald ikke forsøge at rivalisere med Aukus.
”De europæiske lande gør klogest i at koncentrere sig om deres nærområder som Sahel og Ukraine. Meget var vundet, hvis franskmænd, tyskere og andre europæiske lande kunne få afklaret, hvad de egentlig vil opnå i forhold til deres nærmeste naboer i stedet for, som Tyskland, at sende en fregat til Det Sydkinesiske Hav.”