U-lande skal have energi til vækst og Danmark kan få nøglerolle

Britta Thomsen (S) håber, at EU's fokus på udviklingsbistand fornyes på længere sigt.

U-lande har stort potentiale for energi-løsninger, siger Britta Thomsen (S).
U-lande har stort potentiale for energi-løsninger, siger Britta Thomsen (S).

I JANUAR vedtog Europa-Parlamentet en betænkning, der støtter FNs mål om at sikre global adgang til energi inden 2030. Den beslutning kan få stor betydning for u-landene. Samtidig er beslutningen forhåbentlig udtryk for et nyt fokus for EUs udviklingsbistand.

Det skal naturligvis fortsat være en opgave for EU at bidrage til at sikre mennesker i verdens fattigste regioner adgang til rent vand, sundhedsklinikker og medicin. Men skal vores udviklingsstøtte for alvor gøre en forskel og hjælpe mennesker i u-landene til større selvforsyning og velfærd, så skal vi støtte disse lande i at udvikle en moderne og effektiv energiforsyning. Det er en forudsætning for, at de reelt får mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen.

LÆS OGSÅ: Dansk ulandsbistand skyder forbi

Herhjemme forbinder vi som oftest energi og varme med velvære og komfort. Det er rart at starte dagen med et varmt brusebad eller at kunne tænde for radiatoren i de kolde vintermåneder.

Men et liv uden strøm og varme er hverdag for en stor del af Jordens befolkning. Ifølge Det Internationale Energiagentur har omkring 1,3 milliarder mennesker verden over ikke adgang til elektricitet, og omkring 2,7 milliarder mennesker har ikke rene madlavningsfaciliteter. Det betyder, at mange familier derfor bruger meget tid på at hente vand, samle brænde og holde liv i ildstedet. Tid, som kunne være brugt på arbejde eller uddannelse.

Samtidig foregår både madlavning og opvarmning ved hjælp af åben ild, hvilket ikke kun er meget skadeligt for helbredet, men også for klimaet. Faktisk mener man, at indendørs røg er ansvarlig for 1,4 millioner tidlige dødsfald om året. På verdensplan er det den næststørste årsag til for tidlig død efter hiv/aids.

EN MODERNE energiforsyning vil uden tvivl forbedre disse menneskers liv markant. Det vil også styrke landenes mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen.

I den vestlige verden kan vi næppe forestille os at skulle drive en virksomhed uden at have strøm til maskiner eller uden at benytte sig af computere og internet. Det er derfor ikke realistisk, at u-lande kan skabe vækst, arbejdspladser og øget velfærd for befolkningen uden ordentlig adgang til energi og elektricitet.

LÆS OGSÅ: EU-slagplan på plads: Sådan får vi vækst

Samtidig er det vigtigt, at EU bidrager til udviklingen af moderne og bæredygtige energiforsyninger frem for at implementere energiløsninger i u-landene, som vi i Ves-ten selv arbejder for at blive fri af. Det betyder, at vi skal styre uden om både kulkraft og atomkraft. Men vi skal også være kritiske over for brugen af biomasse, hvis det betyder, at marker, der kunne være brugt til at producere fødevarer på, i stedet bruges til produktion af biomasse til energiforsyningen.

Det har også vist sig, at flere udviklingslande har et stort potentiale for energiløsninger, der baserer sig på vindkraft eller solvarme. Dette potentiale skal vi støtte u-landene i at udvikle. Og her kan Danmark komme til at spille en nøglerolle, fordi vi allerede er langt fremme, når det gælder vedvarende og bæredygtig energi.