I maj kom tre sange, som U2’s forsanger, Bono, synger, men som ikke er egentlige U2-sange. Tre vidt forskellige sange, som alligevel har en række umiskendelige fællestræk.
Først kom den officielle Uefa 2021sang ”We Are the People” af Martin Garrix, en hollandsk dj, Bono (tekst og sang) og The Edge (guitar) fra U2. En håbefuld popsang i EDM-stil (Electronic Dance Music). Sangen handler om at række ud, overvinde nederlag og opleve fællesskabet med den, man ikke kender.
Det kan godt være, det er vanvittigt at have tro og ingen frygt – og hive håbet frem i nederlagets stund. Endnu mere vanvittigt at tro på fællesskabet med mennesker, jeg ikke kender – men måske er netop dét rigtigt, spørger han.
At det samme kan forekomme vanvittigt for nogen og være det sande og det rigtige, minder om Bonos karakteristik af Jesus, der siger, han er Guds søn (i Michael Assayas samtalebog ”Bono om Bono”, 2006). Her siger Bono, at enten er Jesus sindssyg – ja, som Charles Manson – eller også er han lige præcis det, han siger, han er: Guds søn. I ”We Are the People” opfordrer Bono os til at tro, at der er håb – på trods af uvished og nederlag, selvom nogle vil kalde det vanvittigt.
Omkvædet lyder: ”Vi er de mennesker, vi har ventet på”. Og hvem er vi så? Ja, vi er børn af et Europa, der har rejst sig fra had og krig. Vi er folket med de åbne hænder. Her kan man nok godt mærke, at Bono tænker på mere end fodboldfællesskabet!
Bono formår på vanlig vis at lave dobbelttydige tekster, hvor han kombinerer fodboldentusiasmen med Europas krigshærgede fortid og også giver et hint til de splittelsestendenser, der er i Europa i dag.
Også den igangværende genopbygning af den nedbrændte Notre Damekatedral knyttes til håbet om, at det kan gøres bedre. Når man har tabt, må man finde vejen til sejr i nederlaget. Det er først og fremmest en sang om håb.
Derpå kom en sang skrevet til dokumentarfilmen ”Citizen Penn” om Sean Penn, der er skuespiller og aktivist engageret blandt andet i nødhjælp. Sean Penn har siden 2010 og jordskælvet i Haiti været meget engageret i nødhjælpsarbejdet. Han grundlagde en nødhjælpsorganisation, der hedder Core (Community organized relief effort). Den blev grundlagt i 2010 som J/P Haitian Relief Organization og har gennem 10 år ydet støtte til flere end en halv million haitianere. Filmen om ham og hans sag, ”Citizen Penn”, kan ses på kanalen Discovery+.
Ud over at være nødhjælpsaktivist er Sean Penn skuespiller, filminstruktør og engageret i politik på USA’s venstrefløj. Privat har han været igennem nogle voldsomme skilsmisser.
Sangen hedder ”Eden: To Find Love”. Melodien er skrevet af Linda Perry, forsangeren i 4 Non Blondes, der er mest kendt for monsterhittet ”Whats up?”. Teksten er skrevet af Bono – og det er også ham, der synger – i hviskende Lou Reed-stil. Den handler om, hvor svært det kan være at finde kærligheden, som også har voldt Sean Penn og mange andre besvær og smerte – og glæde. Bono synger om at blive smidt ud af Edens have eller måske selv at have smidt Gud ud af haven! Hvorfor er det så svært at få kærligheden til at gro? Og kan man finde Edens have i et jordskælvsramt fattigt land?
En parallel til denne sang er U2’s ”Ordinary Love” fra filmen om Nelson Mandela – og den italesætter også kontrasten mellem at kæmpe for den store sag og undervejs miste kærligheden, som det også skete for Nelson og Winnie Mandela.
Det er også en selvkritisk klagesang. I sangen spørges der: Hvorfor er vi blevet pengejunkier og er ved at glemme både hinanden og Moder Jord? Moder Jords fødselsveer er ved at være ovre. Er det for sent – eller er det nu, noget nyt skal fødes?
Sangen ender med håbefuldt at sige: Troens genialitet er, at vi sommetider selv må tage en chance for at finde kærligheden – og vejen frem. Det er en sang først og fremmest om kærlighed.
Endelig er der kommet en tredje og helt anderledes sang, hvor Bono medvirker denne maj. Det er den nyligt afdøde rapper DMX (Earl Simmons, født 1970), hvis album nu udgives halvanden måned efter hans død, der muligvis skyldtes en overdosis. Det er et længe ventet album, som nu udgives posthumt – hans første siden 2012.
Albummet ”Exodus” var færdigt, inden DMX døde, og på albummet medvirker en perlerække af kendte kunstnere: Jay Z, Nas, Lill Wayne, Snoop Dogg, Alicia Keys og altså Bono.
DMX fik et kæmpe gennembrud i slutningen af 1990’erne, og hans fire første albummer røg direkte ind på hitlisternes førsteplads.
Han havde en meget svær barndom med vold og svigt og kriminalitet, som trak spor igennem hele hans turbulente liv, samtidig med at DMX også var draget mod kristendommen. Han har blandt andet lavet nogle meget stærke bønner som raptekster.
”Skyscrapers” hedder sangen, hvor Bono har bidraget til sangskrivningen og synger omkvædet, mens DMX rapper den smertefulde tekst om livets vekslen mellem had og kærlighed, sorg og glæde, svigt og håb.
”Jeg blev født i skidtet,” skriver DMX, men som et lille frø, der puttes i jorden og vokser op, sådan beder han om, at han må vokse. En tro på trods af alt. Som sennepsfrøet, der lægges i jorden, men som vokser op og bliver så stort, at fugle kan bygge rede i dets skygge (Markusevangeliet 4, 32). Eller som hvedekornet, der må kommes i jorden og dø for at kunne vokse op og blive mange fold (Johannesevangeliet 12, 24).
Bonos omkvæd handler så i grunden om, at troen netop kan være som det lille frø, der er i jorden, men vokser op og bliver et træ, der bærer frugt.
For kul kan blive til diamanter, og den blinde mands drøm bliver til en skyskraber. Ja – du kan blive en skyskraber.
Troen kan flytte bjerge eller blive skyskrabere, og man kan også falde helt sammen.
En sang fuld af smerte og sorg og dog først og fremmest om tro eller måske snarere en bøn om tro.
En sang fuld af smerte og sorg og dog først og fremmest om tro eller måske snarere en bøn om tro.