Hvad er egentlig ambitionen med ”SKAM” som teater?

Om det særlige ”SKAM”-univers lader sig omplante til teater, er ikke til at vide endnu. Til gengæld havde det været relevant at spørge den begejstrede teaterdirektør Jon Stephensen om, hvad hans ambition egentlig er – udover at lokke flere unge i teatret? spørger Kurt Strand i mediekommentaren

At fortælle en historie, der er kendt i forvejen og tilmed tilgængelig i en endnu længere og dermed mere nuanceret version kan vel ikke i sig selv begrunde den tilsyneladende store satsning, skriver Kurt Strand.
At fortælle en historie, der er kendt i forvejen og tilmed tilgængelig i en endnu længere og dermed mere nuanceret version kan vel ikke i sig selv begrunde den tilsyneladende store satsning, skriver Kurt Strand. Foto: DR /NRK/Ritzau foto.

ET NYRENOVERET TEATER, en flok unge skuespillere og en populær tv-serie. Det var ingredienserne, da teaterchef Jon Stephensen mandag kaldte til pressemøde for at løfte sløret for den kommende sæsons satsning: den norske successerie ”SKAM” omsat til de skrå brædder.

”Jeg har drømt om ’SKAM’ som teater i mere end et år og har forfulgt drømmen. Nu er det virkelighed.”

At teaterchefen på det københavnske Aveny-T har arbejdet hårdt for at få rettighederne til de norske teenageres helt almindelige hverdagsproblemer, -glæder og -konflikter, er givetvis rigtigt. Hans mål er, at dømme efter TV Avisens omtale mandag aften, at få flere unge til at tage plads på de røde plyssæder, hvilket jo i sig selv er et helt legitimt formål. De fleste teatre kæmper på linje med andre klassisk dannende kulturinstitutioner for at få sænket aldersgennemsnittet, og med ”SKAM” på plakaten ikke bare til efteråret, men også i de kommende tre sæsoner, er en god del af billetsalget givetvis sikret.

For som teaterforsker Stig Jarl fra Københavns Universitet udtrykte det i P1 Morgen tirsdag: ”’SKAM’ får flyvende udsolgt, det er der ingen tvivl om. Om det får afsmittende effekt, det er så spørgsmålet.”

Netop den afsmittende effekt vil selvfølgelig være en vigtig del af legitimiteten for overhovedet at lokke med noget, der med stor forudsigelighed vil øge billetsalget. At kalde et teater for ”ungt” er i sig selv ingen garanti for at tiltrække et publikum, som er vokset op med et digitalt shopping-gen, der i sig selv gør det svært at fastholde koncentrationen i de par timer, en teaterforestilling almindeligvis varer.

Og når ”SKAM” på tv i Norge og herhjemme – hvor sæson fire har haft premiere i denne uge – har udviklet sig til en succes, skyldes det ikke mindst, at den i udgangspunktet har været tænkt som en slags anti-voksenserie. I Norge er de enkelte afsnit klippet op i korte fem-minutters forløb, som dag efter dag er sendt via links direkte til målgruppens smartphones. Tilmed har serien i første omgang været sendt udelukkende via nye digitale medier og ikke i de voksnes fjernsyn; noget, som i følge tilrettelæggerne i Oslo har været helt afgørende for succesen.

Om det særlige ”SKAM”-univers lader sig omplante til teater, er ikke til at vide endnu. Til gengæld havde det været relevant at spørge den begejstrede Jon Stephensen, hvad hans ambition egentlig er – ud over at lokke flere unge i teatret? At fortælle en historie, der er kendt i forvejen og tilmed tilgængelig i en endnu længere og dermed mere nuanceret version kan vel ikke i sig selv begrunde den tilsyneladende store satsning.

Forhåbentlig rækker ambitionerne på Aveny-T længere end det. For hvis ikke den ungdommelige teatertur byder på andet end en genkendelig historie uden nye indsigter, er der stor risiko for, at det hele ender som uambitiøst tv-teater. Med første akt opført i en veliscenesat foromtale i TV Avisen, P1 Morgen og flere andre medier.

Kurt Strand er journalist, vært og producent på P1’s ”Mennesker og medier”.