Biskopperne skylder os en god teologisk forklaring på dåbsafslag

Dåbsanordningens ordlyd åbner efter min bedste overbevisning mulighed for, at en præst indvilliger i at døbe et barn uden for både kirkerum og almindelig gudstjeneste. Det kræver blot et fornuftigt skøn fra præstens side. Det skøn har biskopperne nu lukket for. Men lad os bede til, at de kommer på bedre tanker, skriver debattør

Folkekirken modtager ofte forespørgsler om at flytte barnedåben uden for kirkens rum. Det har biskopperne hidtil afvist med en begrundelse om, at dåben er et sakramente og ikke en privat begivenhed. Biskoppernes vurdering møder nu kritik fra flere sider
Folkekirken modtager ofte forespørgsler om at flytte barnedåben uden for kirkens rum. Det har biskopperne hidtil afvist med en begrundelse om, at dåben er et sakramente og ikke en privat begivenhed. Biskoppernes vurdering møder nu kritik fra flere sider. Foto: Steffen Ortmann.

Kristeligt Dagblad kunne den 24. april fortælle, at de danske biskopper på deres seneste møde har afvist muligheden for at ”flytte dåben uden for kirkens rum”.

Beslutningen har fremkaldt flere kritiske indlæg, hvilket er helt forståeligt. Som Viborg-bispen Henrik Stubkjær forklarer, er dåben et af folkekirkens to sakramenter. Man kunne derfor forvente en grundig teologisk begrundelse for afslaget.

En sådan leder man imidlertid forgæves efter. I referatet fra bispemødet hedder det om punktet vedrørende dåb uden for kirkens rum blot lakonisk: ”Der har været flere henvendelser, men der er ikke hjemmel til at imødekomme ansøgningerne.”

”Hjemmel” er jurasprog, så man må formode, at biskopperne henholder sig til det retlige grundlag for folkekirkens dåb, Dronningens anordning fra 2008. Her hedder det ganske vist: ”Dåben foretages i kirken ved sognets gudstjenester på søn- og helligdage.” (paragraf 3). Men i juraen er der jo ingen regel uden undtagelse, så derfor tilføjes det: ”Dåben kan efter aftale med præsten foretages på et andet tidspunkt.” Når man i mange kirker er begyndt at holde lørdagsdåb - altså uden for den almindelige gudstjeneste - er der således hjemmel i anordningen.

Men kan man døbe uden for kirkens rum? Også her gælder der naturligvis en undtagelse: ”Hvis et barn på grund af sygdom eller svagelighed eller af anden gyldig grund ikke kan døbes i kirken, kan præsten foretage hjemmedåb.” (paragraf 4).

Når biskopperne har besluttet, at der ikke er hjemmel til at imødekomme ansøgninger om dåb uden for kirkens rum, må det altså være, fordi de ikke mener, at noget sådant kunne støttes med ”anden gyldig grund”. Men hvorfor udelukker de så bastant, at der kunne gives gyldige grunde til for eksempel at foretage hjemmedåb, selvom hverken barn eller mor er syg eller svagelig?
 

Det spørgsmål forsøger Henrik Stubkjær muligvis at besvare i sine udtalelser til avisen den 24. april. Han siger, at ”dåben er indgangen til vores kirke og fællesskabet med de øvrige medlemmer, ikke mindst den lokale menighed”.

Det er en meget tynd teologisk begrundelse! Mig bekendt indebærer en luthersk forståelse af dåbens sakramente intet om menighedens fællesskab.

Den mest officielle forklaring på dåbens betydning finder vi i folkekirkens vigtigste bekendelsesskrift, Den Augsburgske Bekendelse. Her siges det slet og ret, at dåben er nødvendig, fordi nåden tilbydes i den (artikel 9). I Luthers forskellige skrifter om dåben - for eksempel i ”Den store Katekismus” - fremhæver han som det afgørende, at dåb betyder genfødsel, det vil sige befrielse fra synd og djævel og indlemmelse i Kristi rige. Det er det, der i det danske dåbsritual så poetisk hedder, at barnet nu er ”indpodet i ham [Kristus]”. Dåbens mening ligger altså i, at det enkelte menneske får et helt nyt livsgrundlag ved at blive udsat for Guds kærlige henvendelse.

Det er ganske enkelt utilfredsstillende, at biskopperne snyder os andre for en ordentlig teologisk begrundelse af deres afvisning. Jeg forstår godt, at de vil undgå, at dåben kommer til at indgå i en privat underholdningsceremoni. Men en hjemme- eller udedåb er jo ikke i sig selv ”en privat begivenhed”, som Stubkjær taler om. En præsts gennemførelse af et sakramente kan aldrig være privat. Og hvis man tillægger indlemmelsen i menighedens fællesskab så stor betydning, sikres også det af anordningen: Det døbte barn ”kan (“) senere fremstilles i kirken” (paragraf 5).

Dåbsanordningens ordlyd åbner efter min bedste overbevisning mulighed for, at en præst indvilliger i at døbe et barn uden for både kirkerum og almindelig gudstjeneste. Det kræver blot et fornuftigt skøn fra præstens side. Det skøn har biskopperne nu lukket for. Men lad os bede til, at de kommer på bedre tanker.

I øvrigt har jeg selv været så heldig, at vores daværende præst skønnede, at der var gyldig grund til, at jeg blev hjemmedøbt.

Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet