En af ugens største mediehistorier har handlet om en bande. Jeg vil undlade at nævne dens navn, da en del af pointen i det følgende netop er, at der er noget ubehageligt forbundet med al den opmærksomhed, der tildeles mennesker, hvis levevis er med til at ødelægge samfundet.
Jeg får det ubekvemt, hver gang deres latterlige logo vises på skærmen, og man spørger sig selv, om det virkelig er berettiget at give disse typer så meget sendetid.
I hvert fald kan man overveje, om den journalistiske indsats ikke snart bør koncentrere sig om en dybere forklaring på fænomenet. Sagen har i denne uge drejet sig om, at den omtalte bande er i færd med at udvide sit territorium og forsøger at hverve børn og unge ved enten at true dem eller lokke med store biler og sej livsstil.
Politi og SSP-medarbejdere er på dupperne, og den ret modige Anahita Malakians trådte forleden frem med sin bekymring for at lade sin 11-årige søn færdes frit på Nørrebro i København. Dertil er det kommet.
Dette aspekt har selvsagt væsentlighed, men samtidig findes to dybe anfægtelser. For det første eksisterer der en hårfin balance mellem oplysning og indirekte markedsføring af et kriminelt foretagende, hvis medlemmer sikkert kun vokser i selvbevidsthed, når de ser sig selv i fjernsynet og hører politifolk udtale, hvor alvorligt de tager dem. Når man næsten dagligt er nyhedsstof, er man vel noget, og måske virker den massive omtale i virkeligheden som brændstof for mennesker med en sikkert lidt simpel tilgang til begrebet betydningsfuldhed.
Derudover bliver man optaget af at vide, hvem der egentlig udgør en sådan bande. Om den med andre ord – for nu at sige det ligeud – hovedsageligt består af unge mænd med rødder i Mellemøsten, som vi i vore hjerters godhed har inkluderet i samfundet. Det er naturligvis relevant at vide, hvordan myndighederne prøver at bekæmpe banderne, men det er mindst lige så relevant at få indblik i, hvordan de opstår. Ligesom det var vigtigt at vide, hvordan terroristen Omar el-Hussein i sin tid kom til landet. Det har betydning for vores syn på asylpolitik, indvandring og integra- tion, og man kan ikke i dag høre ordet ”bande” uden at overveje alt dette, da de fleste forhåbentligt kan indse det usmarte ved at blive ved med at samle flere af problematisk kaliber på samme sted.
Jeg er godt klar over, at journalister på en stille sommerdag, hvor nogle nyheder bare skal stampes op af jorden i en fart, ikke kan angribe tingene fra denne komplicerede vinkel. Men hver gang begrebet ”bande” optræder i medierne, får man en dårlig smag i munden. Fordi der skabes en masse dramatisk omtale, der sikkert kun styrker visse typers identitet, og fordi bandeproblematikken ikke kun handler om kriminalitet. Men også om indvandring.
Man kan kun se frem til dagen, hvor gode journalistiske kræfter bider pænheden i sig og giver sig til at kortlægge, hvem medlemmerne er, hvordan de kom hertil, og hvorfor det gik så galt. Vi er nødt til at vide det.
Sørine Gotfredsen er præst og forfatter.