Ubekvemme nyheder er uønskede i Kina

Sandheden kan potentielt føre til forandringer, magthaverne ikke ønsker. Dette er tilfældet i Kina, skriver Kurt Strand i mediekommentaren om P1-programmet "Verden ifølge Gram"

Den ilde hørte sandhed understreger, at frie medier er uomgængelige i et demokrati. Findes de ikke, ja, så er det netop ikke et demokrati. Som det tydeligvis er tilfældet i Kina, og som det blev blotlagt i tirsdagens ”Verden ifølge Gram” på P1, skriver Kurt Strand i mediekommentaren. Arkivfoto af Kinas præsident Xi Jinping.
Den ilde hørte sandhed understreger, at frie medier er uomgængelige i et demokrati. Findes de ikke, ja, så er det netop ikke et demokrati. Som det tydeligvis er tilfældet i Kina, og som det blev blotlagt i tirsdagens ”Verden ifølge Gram” på P1, skriver Kurt Strand i mediekommentaren. Arkivfoto af Kinas præsident Xi Jinping. Foto: Jason Lee/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Jeg oplever det på mange ledder og kanter; for eksempel når man skal have sit visum fornyet: Der er en anderledes hård og arrogant tone. Og ude i landet er omgangsformen også blevet mere kontant.”

Philip Khokhar, DR’s Asien-korrespondent, satte i gårsdagens udgave af P1’s ”Verden ifølge Gram” ord på, hvordan han fra Shanghai oplever, at det kinesiske styre strammer grebet om udenlandske journalister. En udvikling, der ligger i tråd med voksende centralisme og frygt for folkelige reaktioner og opstande efter coronapandemiens hærgen i foråret.

Hvordan stramningerne virker i praksis, har to australske journalister oplevet på nærmeste hold, da de efter en ubehagelig afhøring for nylig følte sig tvunget til at forlade Kina med kort varsel. Ifølge britiske The Guardian, fordi de angiveligt truede ”den nationale sikkerhed”. Men endnu værre er det for kinesiske journalister, skriver avisen. Mindst 48 journalister er for tiden i fængsel for at rapportere om emner, som styret ikke synes, at offentligheden skal kende til. Ikke mindst journalistik om overgreb på menneskerettigheder er uønsket i kinesiske medier, ligesom artikler, radio- og tv-indslag om fejlslagne projekter er uønskede.

Enhver, der har stået ved foden af det kinesiske stats-tv’s 234 meter høje bygningsværk i Beijing – et hus med en ved første øjekast umulig konstruktion – forstår hurtigt, at her er ingen adgang for hverken tilfældigt besøgende eller ubekvemme nyheder. Og det er unægtelig ufrivilligt komisk, at det statslige tv på engelsk hedder China Central Television, forkortet CCTV. For det er jo samme forkortelse, vi bruger om de efterhånden allestedsnærværende overvågningskameraer i vores del af verden; cctv: closed-circuit television.

CCTV er kendt for at levere et meget poleret billede af, hvad der foregår i Kina. Selv uden at forstå kinesisk er det nemt at opfatte, hvordan studieværter og journalister får deres hyre for at fremhæve for eksempel nye højhastighedsbaner, rekordresultater i techindustrien og bedre høst end forventet.

I sig selv er der intet galt med nyheder, der fokuserer på noget, som lykkes. Den slags kunne vi såmænd sagtens bruge flere af her i vores del af verden. Men de kan selvfølgelig ikke stå alene, for hvis medierne skal have en berettigelse og være troværdige, skal de også beskæftige sig med det, som ikke fungerer. De skal være det, vi i festtaler herhjemme kalder samfundets vagthund: den fjerde statsmagt.

For når nogen ikke vil erkende, indse eller høre en sandhed, er det ofte, fordi den er ilde hørt. Fordi den er ubekvem. Og fordi den potentielt kan føre til forandringer, magthavere ikke ønsker.

Men den ilde hørte sandhed understreger også, at frie medier er uomgængelige i et demokrati. Findes de ikke, ja, så er det netop ikke et demokrati. Som det tydeligvis er tilfældet i Kina, og som det blev blotlagt i tirsdagens ”Verden ifølge Gram” på P1.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.