Prøv avisen
Refleksion

Forfatter: Vi er blevet alt for ivrige efter at afbryde forbindelsen til det, vi kommer fra

Illustration: Søren Mosdal.

For tyve år siden kunne jeg ligge en hel dag på sofaen uden at foretage mig andet end at læse i den samme store roman. Men også den verden er forsvundet, for min hjerne skal konstant belønnes med en dosis dopamin: Nye beskeder på Facebook, nye mails og nye sms’er disrupter den rolige, dybe tilegnelse af ukendte verdener, skriver forfatter Kasper Støvring

”Disruption” er tidens nye modefænomen. Disruption betyder egentlig bare afbrydelse eller forstyrrelse. Men det, der skal disruptes, er selve den gamle verden. Ind med selvkørende biler, intelligente robotter, virtuel reality og 3D-printere; ud på historiens mødding med alt det gamle skidt. Så kan den fagre nye verden vokse frem.

Men for dem af os, der behandler gode, skrøbelige ting med varsomhed, ser det helt anderledes ud. For os viser et fænomen som disruption, hvor aggressive vi er blevet i vores iver efter at afbryde forbindelsen med det, vi kom fra.

Hvordan ser udsigten ud fra ruinerne af de forsvundne verdener?

Meget af det, der engang var hårdt, men uomgængeligt, eksisterer ikke længere. Hvem forstår i dag, hvad ordet skæbne betyder? Tænk på sådan noget som ufrivillig barnløshed. Det er næsten forsvundet. For i dag kan de fleste få et barn ved hjælp af kunstig befrugtning. Det er et stort fremskridt. Men også her er det, som om de privilegerede muligheder er blevet til rettigheder og siden til krav. Giv mig en bolig, et job, et godt helbred, et barn! Fremskridtet giver trange kår for tilsyneladende utidssvarende følelser som taknemmelighed.

Tænk på et andet bioetisk dilemma: Bør man forlænge livet og optimere mennesket ved hjælp af human genetik, der for eksempel gør det muligt at undgå livstruende sygdomme selv i en meget høj alder? Ja, vil de fleste af os sige.

Men omvendt er bioteknologien ved at fjerne det, der gør mennesket til menneske: at vi er underkastet nogle vilkår, vi ikke kan beherske. Store præstationer inden for kunst og kultur er forsøg på at komme overens med det vilkår, at vi er ufuldkomne og dødelige væsener. Vigtige dimensioner i det, vi kalder åndslivet, forsvinder under fremskridtet. Et nyt forskningsfelt hedder karakteristisk nok ”transhumanisme”. Efter det menneskelige.

Medicinske opfindelser har altid radikalt disruptet verden. Med p-pillen for eksempel blev områder, der før var forbundet med store længsler og dybe afgrunde, pludselig gjort farbare. Men dermed gik et afgørende kraftfelt også tabt, som forfatteren Aage Henriksen engang sagde.

I dag, 50 år efter den seksuelle revolution, er det offentlige rum i øvrigt totalt seksualiseret. Blandt andet takket være informationsteknologien. Da jeg engang underviste en 7. klasse, var en af opgaverne at forhindre, at eleverne så porno på deres skærme i frikvartererne. Da jeg selv var i den alder, så jeg for første gang en nøgen kvindekrop. Jeg lurede gennem en sprække i ruden til damernes bad og så de skønne gudinder komme til syne ud af dampens tåger. Dét var en frydefuld oplevelse – en slags indvielse i et mysterium, som har meget vanskeligere vilkår i dag, hvor det hele er lige op i ansigtet.

Men ikke bare pornoen har invaderet vores liv gennem skærmene. Hele den fjerne verden trænger sig på, men uden at blive nærværende. Og hvem har i dag evnen til at være alene? Hvem kan nyde ensomheden? For tyve år siden kunne jeg ligge en hel dag på sofaen uden at foretage mig andet end at læse i den samme store roman. At ligge for åbent vindue en sval sommerdag og læse skøn poesi bag duvende gardiner. Men også den verden er forsvundet. For min hjerne skal konstant belønnes med en dosis dopamin: Nye beskeder på Facebook, nye mails og nye sms’er disrupter den rolige, dybe tilegnelse af ukendte verdener.

Kommunikationsmidlerne er fagre nye verden, men det er transportmidlerne også. Billigt og hurtigt kan vi komme til alverdens lande, der før var utilgængelige for de fleste. Men vi bliver blaserte, for vi har set det hele så mange gange før. Verden er blevet affortryllet. Engang var det at rejse besværligere og tog længere tid, men udbyttet var på en måde også større. Man var en smule forvandlet, når man vendte hjem. For man havde været i det fremmede. Den sanselige rejse med tog satte spor i erindringen på en anden måde end nutidens mange hastige gennemrejser med fly.

Jeg har det nogle gange, som om jeg er kommet for sent til verden. Verden er som bekendt en scene. Træder jeg op på den, står jeg blandt tomme kulisser, og de velkendte kostumer er efterladt på gulvet.

Dog læser jeg i min knitrende avis, at gamle ting, der syntes forsvundet, er på vej tilbage. Fyldepennen, tavle og kridt, det mekaniske schweizerur, vinylplader, den lokale boghandler, endda den trykte bog. Alt sammen gode ting, der har overvintret i det sakrale refugium, digteren Thorkild Bjørnvig skrev om. Beskyttet mod en forstyrrende omverden. Mod disruption.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.