Ud med traditionerne? BBC overvejer at ændre promenadekoncert af frygt for Black Lives Matter-protester

To klassiske sange står til at ryge ud af BBC’s traditionsrige promenadekoncert på grund af referencer til de dage, hvor det britiske imperium var aktiv i slavehandel

Traditionelt skråler det festklædte publikum med på de to sange, mens de svinger med det britiske flag Union Jack under den sidste af årets promenadekoncerter. 
– Foto: Graham Wiltshire/Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Traditionelt skråler det festklædte publikum med på de to sange, mens de svinger med det britiske flag Union Jack under den sidste af årets promenadekoncerter. – Foto: Graham Wiltshire/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

En institution står for fald. Når BBC den 12. september afvikler The Last Night of the Proms, den sidste af en række promenadekoncerter, også kendt som BBC Proms, så vil det ikke alene være i en historisk mennesketom Royal Albert Hall i London på grund af coronakrisen.

Der hænger også et stort spørgsmålstegn over, hvorvidt de to traditionelle sange ”Rule, Britannia!” og ”Land of Hope and Glory” vil være en del af programmet. Traditionelt skråler det festklædte publikum med på de to sange, mens de svinger med det britiske flag Union Jack.

Men de to sange hænger nu i en tynd tråd, fordi teksterne trækker tråde til kolonitiden og ikke mindst slavehandlen. Et kapitel i den britiske historie, som der nu bliver kigget på med kritiske øjne som en del af Black Lives Matter-bevægelsen. Det er blandt andre den finske dirigent Dalia Stasevska, der har fået det prestigefyldte job med at være dirigent ved den sidste promenadekoncert, som er kritisk over for de to sange.”Dalia er en stærk støtte af Black Lives Matter-bevægelsen, og hun føler, at en koncert uden publikum er en god anledning til at ændre programmet,” skriver avisen Metro .

”Rule, Britannia!” med tekst af den skotske digter James Thomson blev sat til musik i år 1740 og indeholder blandt andet strofen: ”Britons never, never, never shall be slaves” (Briter skal aldrig, aldrig, aldrig være slaver), hvilket ses som en reference til, at Storbritannien dengang var engageret i slavehandlen. Tilsvarende bliver Arthur Bensons tekst til Edward Elgars ”Land of Hope and Glory” fra 1902 set som en hyldest til kolonisten Cecil Rhodes, hvis efternavn gav navn til kolonistaten Rhodesia – det nuværende Zimbabwe. Men det er ikke et argument, som en af de fremmeste britiske anmeldere af klassisk musik, Norman Lebrecht, giver meget for.

”Sangen ’Rule, Britannia!’ er en del af hjertet i den sidste promenadekoncert og har været det i syv årtier. Det er en sang, der forener samfundet og løfter folk. Det handler kun om ét ord i sangen, slaves, som rimer på waves (bølger, red.), som det bør være muligt at skifte ud,” siger Norman Lebrecht til BBC Radio 4 .

Han sammenligner det med at erstatte den franske nationalsang ”Marseillaisen”, som indeholder ordene ”urene blod”, med børnesangen ”Frère Jacques” (”Mester Jakob”).

BBC har over for The Sunday Times givet en mere teknisk end politisk forklaring på, at de to sange risikerer at blive strøget af programmet: ”’Rule, Britannia!’ bliver typisk opført med 80 medlemmer af BBC’s symfoniorkester og et kor med mere end 100 sangere. Men coronavejledningerne om social afstand betyder, at vi kun kan spille for halv kraft, og med et kor på blot 18 sangere,” hedder det i en udtalelse.

Kommentatoren Inaya Folarin Iman sætter i avisen Daily Mail spørgsmålstegn ved visdommen i tankerne om at droppe de to sange, som også indeholder strofer, der taler om demokratiet.

”Tanken om, at fortiden fremmedgør etniske minoriteter, og at folk skal føle skyld og skam over deres nations historie, bliver hele tiden hamret ind i os – men den er både usand og løser ingenting,” skriver hun.

På den anden fløj er Wasfi Kani, hvis forældre kom til Storbritannien i 1947 fra Indien. Hun er leder af Grange Park Opera i Surrey.

”Promenadekoncerterne er verdens største musikfestival. Formålet er af fejre musik i hele verden og at bringe os sammen gennem klassisk musik. Men de sange indskrænker publikummet, og de forener ikke folk,” siger hun ifølge avisen Daily Express .