FOR AT BESKYTTE ytringsfriheden bør vi ikke acceptere brugen af religiøse argumenter i politik, siger filosoffen Kai Sørlander i sin kronik i Kristeligt Dagblad den 21. september. Et underligt paradoksalt udsagn!
Sørlander forklarer: Hvis man argumenterer ud fra sin egen religion, så argumenterer man på en måde, som er uden vægt for dem, som ikke deler ens religion; så tager man dem ikke alvorligt som demokratiske medborgere.
Men gælder det kun religion? Det gælder vel også ideologi! Konsekvensen af Sørlanders logik er, at hvis man argumenterer ud fra sin egen ideologi, så argumenterer man på en måde, som er uden vægt for dem, som ikke deler ens ideologi; så tager man heller ikke dem alvorligt som demokratiske medborgere.
Det udsagn må være lige så gyldigt som det første, hvilket man jo også ser bekræftet, når liberalister, socialister og nationalister taler forbi hinanden. I øvrigt kunne man fortsætte på samme måde med erfaringsbaggrund, kultur og så videre.
AT DEN POLITISKE samtale ifølge Sørlander skulle være hæmmet af forskellige udgangspunkter, kan aldrig være et argument for religiøs nul-tolerance. Logikken mangler, men det gør de praktiske gennemførelsesmuligheder også.
Hvordan skulle man i et demokratisk samfund nægte at acceptere en bestemt type argumenter? Hvordan kan man etablere en instans, der kan skride ind, hvis borgerne formaster sig til at bruge religiøse argumenter? Og hvor ville sådan en instans have sin myndighed fra?
Følgen af Sørlanders drømme er, at også visse typer af politiske mål må blive uacceptable. Der vil ikke længere være nogen til at argumentere imod provokeret abort eller eksperimenter med menneskelige gener. Og skulle der være nogen, der alligevel forsøgte på det med såkaldt rationelle argumenter, så ville de blive skudt i skoene af tankepolitiet, at de var kryptoreligiøse. Det er i øvrigt en fordrejning at påstå, at religiøse argumenter baserer sig på et krav om at have Gud på sin side. Tværtimod ved den troende bedst, at man ikke kan underordne Gud sine behov og ambitioner.
Nej, det handler om, at den troendes tro og verdensbillede naturligvis er gældende både inden for og uden for lønkammeret: man kan ikke være totredjedels-troende eller kun troende fra klokken 17 til 23.
SØRLANDERS tankegang afspejler så fint det paradoksale i Dansk Folkepartis national-populistiske projekt. Det er ikke den brogede mangfoldige og ustyrlige befolkning, der har ytringsfrihed. Nej, ytringsfriheden tilhører folket den kernedanske, enstænkende folkesjæl, som næppe findes andre steder end i drømmene hos visse filosoffer og nationalistiske politikere. En til tider afgudslignende forestilling, som heldigvis er underkastet den offentlige debats knivskarpe dissekering.
Meningen med demokratiet er jo netop også at forene, hvad der ellers kunne være endt i slagsmål, og derfor skal meninger og holdninger have lov at brydes frit. Samtalen har altid til formål at bygge bro, og det, at vi gerne vil forstås, og gerne vil forstå, gør, at dialogen i sidste ende altid bærer nogen frugt.
Undlader vi at udtrykke det, vi hver især brænder for, så svigter vi os selv og hinanden. Ytringsfrihed handler ikke om, at vi kun anerkender vores egen ret til at tale for døve øren, men at vi også anerkender andres ret til at tale, og at vi lytter til dem.
Kristian Larsen,
formand for Kristendemokraterne i Herlev,
Sennepshaven 26 st.th.,
Herlev