Dette debatindlæg er skrevet af Edith Thingstrup, sognepræst Ledøje-Smørum
AARHUS-BISKOP Kjeld Holm er god for en masse kvikke bemærkninger og anekdoter. Spørgsmålet er bare, om han har nogen egentlig pointe.
I sin klumme Kirkeligt set i Kristeligt Dagblad den 8. februar fremhæver Kjeld Holm anekdoten om en graffiti, hvor der stod: Jesus er svaret. Næste dag stod der nedenunder: Men hvad er spørgsmålet?. Vittigt. Og Holm konkluderer, at det er i dette vedføjede spørgsmål, at evangeliet er nærværende.
LÆS OGSÅ: Kjeld Holm: Menneskets vilkår skal kendes, før tale om frelse giver mening
Jeg læste biskoppens ord, netop mens jeg forberedte min prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger. Her begynder evangelieteksten pudsigt nok med ordene: Jesus svarede disciplene.
Et nysgerrigt menneske undersøger altid, hvad spørgsmålet er. Og det kunne faktisk være relevant for Kjeld Holm. Spørgsmålet handlede om, at nogle grækere ville se Jesus. Nogle hedninger.
Og svaret til disciplene var at finde i ordene: Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.
I de forgangne uger har der været en hidsig debat her i Kristeligt Dagblad, fordi Kjeld Holm ikke bryder sig om begrebet mission.
Hvis de gamle apostle havde haft samme indstilling, er to ting sikre: Kristendommen ville aldrig være kommet til Danmark, og Kjeld Holm var aldrig blevet biskop. I hvert fald ikke i en kristen kirke.
MAN MÅ DERFOR spørge, hvilket formål Holm ser i at være biskop, når han er så uinteresseret i mission. Posten giver ham selvfølgelig en platform for at skrive højstemte ting såsom, at det er tilværelsen selv med alle dens indre og ydre modsætninger, der afgør, om man kan finde en vej også i retning mod det guddommelige.
Tilværelsen selv? Det lyder unægtelig, som om Holm mener, at vi mennesker er overladt til os selv, gudsforladte.
Hvis Kjeld Holm gad læse søndagens tekst, behøvede han slet ikke være i tvivl om, hvad Jesus er svaret på. Nemlig alle folkeslags behov for at vide, at vi ikke lever i en gudsforladt verden.
Jeg forstår sådan set godt uviljen mod mission. Det er hårdt, og det kan virke lidt groft at sige til muslimer, ateister og så videre, at det, de tror på, er tomt.
Men det er nu engang kirkens opgave: at vi skal gå ud og gøre alle folkeslag til Jesu Kristi disciple.
Skoleelever unddrager sig deres pligt ved at hævde, at hunden har ædt deres stil. Biskop Holm er mere kreativ. Han fremdrager det kendte Grundtvig-citat: Menneske først, kristen så. Endnu et løsrevent citat uden pointe. Javist, man er menneske først. Men skal man lade det blive ved det?
Man kan jo godt være menneske og samtidig trælbunden. Var det ikke netop meningen, at Guds ord skulle gøre os fri? Fri for at skulle leve op til alle mulige og umulige ydre krav om, hvad vi skal spise, hvordan vi skal leve?
Men det er jo så bastant, for Kjeld Holm vil dialogen, og det lyder jo smukt. I denne livsoplysning er kirken deltager, hvis den vil, skriver han. I dialog med alle de andre, med ateister, udskældte relativister, foragtede kulturradikale og andre åbenbart i manges øjne generende andre religioner.
MEN KRISTENDOMMENS ærinde er ikke dialogen. Det er derimod Guds tale til mennesket, gennem Jesus. Nogle vil være fristet til at kalde det en monolog, fordi mennesket blot kan tage imod.
Monologer er lidt irriterende, når man er blandt begavede, oplyste mennesker. Her skal man lade, som om man konverserer. Alt andet er så uf fanatisk. Men tilliden til Gud rummer netop noget af det, moderne mennesker hader: noget ubetinget.
Så i den udstrækning, kristendommen indlader sig på en dannet konversation eller en politisk korrekt dialog, er formålet stadig det samme: at afsløre for menneskene, hvor lidt de selv magter. Menneskets afmagt og Guds almagt.
Præster scorer naturligvis selvmål, hvis vi fremstår som zeloter, især i Danmark. Vi skal tale det sprog, folk forstår. Men det er ingen undskyldning for at blive siddende på sin flade. Vi er også ansat til mission.
Måske magter Kjeld Holm ikke at missionere. Rank ryggen, biskop. Med Guds hjælp og med din gode løn i ryggen skulle det ikke være så svært endda.