Prøv avisen

Uden originaler opnår vi intet originalt

Mads Holger kendte utvivlsomt Baudelaires digt om albatrossen: ”Han, som for nylig i den grad var smuk, han er nu komisk og hæslig/ Én tirrer hans næb med en snade. Den anden gør nar af den haltende svækling, som flakser.”. Dette digt var inspiration til ligprædikenen, som blev holdt ved hans bisættelse fra Garnisons Kirke i København. Foto: Simon Læssøe

I denne uge blev to store værdikrigere begravet. Jørgen Schleimann blev 87 år. Mads Holger kun 38 år. Men der er dog den lighed de to imellem, at de ikke var bange for at stikke næsen frem, skriver Kristian Østergaard

I Weekendavisen skrev psykologerne Maiken Lykke Christiansen og Pia Callesen en kronik, som mærkværdigvis ikke har vakt opsigt. Kronikken rummer ellers opsigtsvækkende oplysninger.

Baseret på diverse forskningsresultater slår de to psykologer fast, at vi behandler folkesygdommen stress helt forkert.

I en kritisk fase af sit liv besluttede forfatteren Christopher Isherwood sig for at gøre kål på sin stress, idet han i sin dagbog formanede sig selv: ”Blow your nose, and pull up your socks, and shut up” (snyd næsen, hiv op i sokkerne og stik piben ind).

Noget lignede foreslår de to psykologer. Gængse råd mod stress består ellers i at skrue ned for tempoet og tale ud om problemerne.

Men dermed vil tingene fortsætte med at gå deres egen skæve og gale gang: ”Årsag og løsning på stress, angst og depression skal for os at se slet ikke findes i generne, miljøet eller livsrammerne, men i vedvarende overtænkning og bekymringer og overbevisning derom.”

35.000 danskere er sygemeldt på grund af stress hver dag. Men 80 procent af de stressramte danskere kunne nemt kureres, hævder kronikørerne.

Forenklet sagt består løsningen i, at man holder op med at gruble og stoler på, at kroppen selv afvikler stressen. Som jo altså koster den danske statskasse næsten lige så meget årligt som ikke-vestlig indvandring.

Hvor bliver debatten om kronikken i Weekendavisen af?

I denne uge blev to store værdikrigere stedt til hvile – Mads Holger og Jørgen Schleimann. Schleimanns legendariske lange ledere i Weekend-avisen var i mine gymnasietid ugens højdepunkt. For som Samuel Rachlin skrev i Kristeligt Dagblad, var Schleimann i en klasse for sig selv.

Hans motto lød da også: Livet er en strid. Og Schleimann unddrog sig den aldrig. Eller som Rachlin citerer ham for: ”Jeg er ingen åndelig flugtbilist.” De ord faldt, når man ville bagatellisere Schleimanns nazistiske sværmeri i ungdomsårene. Som Lasse Jensen så rigtigt skrev i sin nekrolog i Information, blev Schleimann ”efter sin teenage-flirt med det totalitære en livslang antitotalitær skribent”.

Jeg erindrer således, hvorledes Schleimann i Weekendavisen ålede politiske fanatikere via Jakob Knudsens begreb ”vildført idealitet”. Kristendommen forkynder, at et menneske ikke må begære det fuldkomne af det ufuldkomne.

Derfor er de politikere og tænkere, der drømmer om det fuldkomne menneske i det perfekte samfund at betragte som politisk vildførte, skrev Schleimann.

I en kommentar i Berlingske skriver tidligere radiodirektør Leif Lønsmann, at Schleimann formentlig havde været den eneste chef i DR, som faktisk var enig med Erhard Jakobsen i, at DR var bemandet med ”venstresnoede” journalister. Schleimann nøjedes ikke med konstatere, at det forholdt sig sådan. Han gjorde også oprør. Til en af sine overordnede skrev han direkte: ”Jeg har aldrig anset dig for kompetent til at beklæde den chefstilling, du sidder i.”

Jørgen Schleimann blev 87 år. Mads Holger kun 38 år. Men der er dog den lighed de to imellem, at de ikke var bange for at stikke næsen frem, skønt den hver gang blev kraftigt trakteret.

I sin ligprædiken – offentliggjort i BT – sagde sognepræst Claus Oldenburg, at Mads Holger havde brugt albatrossen som et billede på sig selv. Mads Holger kendte utvivlsomt Baudelaires digt om albatrossen: ”Han, som for nylig i den grad var smuk, han er nu komisk og hæslig/ Én tirrer hans næb med en snade. Den anden gør nar af den haltende svækling, som flakser.”

Ifølge Anne Sophia Hermansen i Berlingske blev netop dette Mads Holgers skæbne: ”Han blev 38 år og var mere latterliggjort, end han fortjente, også selvom hans projekt var meget lidt latterligt: at insistere på, at kunst, åndelighed, historiekundskaber, paratviden, kultur, demokrati og kongehus har en berettigelse i Danmark”.

Og så slutter Hermansen af med at indskærpe os, at vi skal huske at sætte pris på originalerne, mens vi har dem. For uden originaler opstår der ikke noget originalt.

Hvad enten de hedder Jørgen Schleimann eller Mads Holger.