KØBENHAVNS UNIVERSITET har skaffet plads til sit teologiske fakultet i nye bygninger på Amager. Her bliver fakultetet fra januar 2017 atter en del af hele universitetsmiljøet – efter i mere end 40 år at have levet sit eget stille liv i Købmagergade i Københavns indre by.
Da jeg var barn, hørte stormagasinet Messen i Købmagergade med til rundturen i København. Vi fik dengang en særlig skolefridag til juleindkøb og foruden Disneys tegnefilm i biografen Metropol, så gjaldt det om at besøge alle stormagasinerne. Messens legetøjsafdeling var nu ikke den sjoveste og blev næppe savnet meget, da forretningen lukkede. Til gengæld var der trapper og rum, som jeg kunne genkende, da huset i 1971 blev taget i brug igen – nu af Københavns Universitet og som hjem for de teologiske institutter.
Et par undervisningslokaler, et lærerværelse og et lille bibliotek med det foruroligende navn ”Teologisk Laboratorium”, alt sammen placeret lige bag ved Københavns bispegård, det havde indtil da været nok. Men antallet af studerende eksploderede i de år, og i mine første semestre blev undervisningen i latin, græsk og hebraisk nærmest til en rundtur mellem dusinvis adresser i den indre by. Ældre studerende kunne fortælle om et Institut for Kirkehistorie på Vodroffs-vej på Frederiksberg – på den anden side af søerne.
Nu blev det hele samlet og passende udvidet i det forhenværende stormagasin i Købmagergade. De 11 auditorier skulle også benyttes af andre, men som regel var juristerne allerede på vej hjem, når teologerne begyndte at gå til undervisning sidst på formiddagen, så det passede fint sammen. Men nyt var det, at alle lærere fik kontor med navn på døren. I løbet af nogle år fik de også træffetid, så man rent faktisk kunne få dem i tale på stedet og ikke mere var henvist til at opsøge dem på eksempelvis Østerbro eller i Birkerød.
Alt så nyt og fint ud, og alle polstrede stole havde blåt betræk. Det forlød, at lektorer kunne vælge mellem lænestol eller sofa, professorer kunne få begge dele på kontoret. Ud mod gaden var der en kaffestue, hvor der blev lavet frokost hver dag. Den rare dame, der stod for det, var formelt stadig ansat til at gøre rent på Vodroffsvej, hvilket først kom frem, da hun gik på pension, og stillingen forgæves søgtes genbesat. Kaffestuen blev til bibliotek, og det var et populært sted at have læseplads, da der var køleskab og kaffemaskine i hjørnet.
Lige neden for vinduerne kom vagtparaden forbi og fakultetets centrale placering gav i det hele taget god forbindelse til resten af byen. Smørrebrødsforretningen i Kronprinsensgade, over for Café Sommersko, bodega Longjohn og Marstrands Konditori hører til mindestederne – skønt hele det udvendige caféliv endnu knap var nået til byen i 1970’erne. I stedet åbnede en kreds af studerende kantine i Messens gamle cafeteria, der stod uberørt hen med disk, bakker, borde og stole med orange sæder.
Det blev også forsøgt at arrangere børnepasning, men til gengæld blev det forbudt at have dyr med på fakultetet. Det havde øjensynlig generet Arne Munk, at en medbragt labrador rejste sig, strakte forbenene og gabte højt, når gennemgangen af Israels historie trak ud. Vi studerende havde meget frie rammer, der var altid lang tid til eksamen, og den nye styrelseslov gav os pladser i fakultetsråd og studienævn. For nogle blev ”fagrådet” på fjerde sal et andet hjem, i korte perioder det eneste, og fester løb regelmæssigt af stablen.
Den hæderkronede Teologisk Forening blev grundlagt i 1905 og holdt regelmæssigt jubilæumsfester, hvert år også en populær julerevy. Vi mente nok, at den største ondskabsfuldhed mod en lærer måtte være slet ikke at blive nævnt deri. Modtagelse af årets nye studerende begrundede flere fester, begyndende med de kendte ”rusture” ud på landet, hvor man skulle lære hinanden at kende. Sammenlignet med andre fags gruppedynamik i spejderhytter holdt teologerne i de år en anden standard på for eksempel Liselund eller herregården Fuglsang.
Indflytningsfesten i 1971 var selvsagt den første, hvor man endnu var usikre på, hvad etagerne gemte. I stuen var der auditorier og betjentstue. På første sal det kirkehistoriske institut fra Frederiksberg, nu også med den internationale afdeling for ”kirke og mission” – og hvis man fortsatte opad med den meget lille elevator, kom man på anden sal til ”bibelsk eksegese”, på tredje sal ”systematisk teologi” og oppe under skråvæggene på fjerde sal det gamle ”teologisk laboratorium” og de studerendes ”fagråd”.
Fordelingen har altid givet anledning til idéer om, hvad der er vigtigst i teologien. Er dogmatik og religionsfilosofi (tredje sal) kronen på værket, det ypperste resultat af menneskets opstigning mod himlen? Er bibelstudiet (anden sal) i centrum, fordi det bliver ved at være den væsentligste del af teologien? Eller er kirkehistorien (første sal) så jordnær og mest i kontakt med menneskelivet, at alt derover er ætervaderi?
På alle etagerne var der sekretærer, der sørgede for post og kaffe og renskrev lærernes manuskripter. Ja, i de første mange år kunne vi endog som studerende få maskinskrevet vore øvelsesopgaver hos Tove på fjerde sal. Eller få udleveret stencils og pink retteblæk til at forberede duplikering af vore mesterværker. Studieordningen blev ændret midt i 1970’erne, og opgaverne voksede i antal og omfang, de gamle eksamensformer blev ændret, og mange valgte at gå til eksamen i ét fag ad gangen. Langsomt ændrede det miljøet fra (meget) frit studium til eksamensrelevante gennemgange.
Senere i løbet af de 45 år, teologerne nu har holdt til i Købmagergade, blev det muligt at bygge om og sætte i stand. Administrationen flyttede ind i stuen, betjentene fik en skranke med ekspeditionsluge, og der kunne anskaffes forskellige møbler, ligefrem males vægge i andre farver end institutionshvid. De bi- blioteker, der i de første mange år gemte sig i små huler, blev samlet i større enheder, og alt kom til at se meget pænere ud – ja, selv i gården, hvor lærerne kæmpede om de meget få parkeringspladser, dukkede der bænke op.
Vi er naturligvis mange, der har vidt forskellige minder fra tiden i Købmagergade, kort eller lang. For nogle måske endog dårlige minder, hvis studiet blot var en plagsom forhindring på vej til en prædikestol. Men for mange af os var det trods alt en spændende og udviklende tid – hvor teologien tog form og nærmest af sig selv blev en livslang beskæftigelse. Vi var der kun i nogle år, til forskellig tid. Fra den anonyme tid, hvor udvalgte få kunne finde vej gennem porten ved siden af butikken med brudekjoler, til den moderne tid, hvor skiltet over porten annoncerer ”Det Teologiske Fakultet”. Og når der heldigvis er en stor udskiftning af studerende hvert år, er der ikke meget, der bliver ved at være, som det var. Jeg har været så heldig som censor og ved forskellige møder at have haft ærinde på det gamle fakultet gennem alle årene. Det bliver aldrig det samme at gå gennem Købmagergade i det nye år.
Christian de Fine Licht er tidligere sognepræst ved Haderslev Domkirke.