DER ER ET HISTORISK vingesus over regeringens omfordeling af statslige arbejdspladser. For det første er der tale om et opgør med den centraliseringsarv, som Danmark har båret med sig fra enevælden. For det andet er den et eksempel på den tradition for folkestyre, vi udviklede i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet, nemlig reformer gennem folkelig mobilisering.
Når historien om omfordelingen af statslige arbejdspladser skal skrives i de kommende år, er det vigtigt at få dette historiske perspektiv med. Ellers kommer den til blot at handle om en regering, som tog nogle beslutninger, fordi danmarkskortet efter folketingsvalget i 2015 havde fået store gule pletter. Altså, at der var tale om ren politisk strategi. Men i så fald tager man hverken politikerne eller os borgere alvorligt.
For selve den politiske beslutning blev først taget efter en politisk proces, som begyndte som et oprør fra udkanten. Det var navnet på et epokegørende folkemøde i Ærøskøbing i september 2014 arrangeret af de to aktivister Finn Slumstrup og Viggo Mortensen, som lige siden har præget den offentlige debat sammen med to nystiftede foreninger fra samme år: Staten i Hele Danmark og Danmark på Vippen. Jeg har selv haft min gang i alle tre fora og sidder i dag i bestyrelsen i Staten i Hele Danmark, som var dér, hvor idéen om udflytning af statslige arbejdspladser oprindeligt blev fostret i april 2014. Så jeg er dybt fortrolig med de idéer og tanker, der har båret ildsjælene og hædersmændene og -kvinderne bag disse organisationer.
Der er således tale om en decentralisering, som ikke er sket på regeringens initiativ, men efter fire års debat i offentligheden og indlæg og dokumentation fra de tre nævnte kampagneorganisationer, foruden Landdistrikternes Fællesråd. Jeg viger derfor ikke tilbage fra at kalde reformen for resultatet af en folkelig bevægelse, der bærer lighedstræk med dem, der skabte det moderne Danmark.
SOM HISTORIKER og demokratiforsker har processen bekræftet mig i, at det, der er sket, er en sejr for folkestyret og den danske tradition for, at en disciplineret politisk mobilisering fra neden kan få reel betydning for den måde, Danmark indrettes og regeres på. Det kalder på min respekt for alle de partier, der står bag beslutningen.
Jeg vil benytte lejligheden til at udtrykke min medfølelse over for alle dem, som bliver berørt, og som nu må indstille sig på forandringer – hvad enten de vælger at flytte med eller vælger at finde et andet job. Men jeg vil samtidig udtrykke min glæde over, at det stadig nytter, at borgerne organiserer sig og blander sig i den folkelige debat. Og jeg glæder mig over at se, at politikerne kan bringes til at lytte og reagere, så længe der fremføres rimelig og saglig argumentation. Og tak til mine medkæmpere gennem de sidste fire år.
PÅ MIN FACEBOOK-PROFIL har jeg mødt mange kommentarer, som har overrasket mig. En skrev, at der ikke var tale om et eksempel på, at demokratiet fungerer, men at der blot er tale om decentralisering. For hende er demokrati kun noget, der foregår på Christiansborg, og som handler om at skaffe flertal for en sag. Det er en meget snæver demokratiopfattelse, for demokrati er også den proces, der går forud. En anden skrev, at udflytningen af arbejdspladser er skadelig for kvaliteten af et arbejde, som burde foregå tæt på centraladministrationen. Ondets rod lå i de centraliseringsreformer, der blev gennemført i 2000’erne. Det første argument køber jeg ganske enkelt ikke, men det andet er jeg enig i. Til gengæld er jeg realistisk nok til ikke at forestille mig, at de kan rulles tilbage.
Selv hvis de ikke var kommet, ville Danmark alligevel have haft brug for en spredning af statsinstitutioner til hele landet.
Derfor betragter jeg udflytningen/indflytningen som hermed afsluttet, men jeg forventer en tredje bølge. Flytningen har været symbolsk vigtig for befolkningens syn på staten. Men genoprettelsen af et Danmark i balance vil først og fremmest ske gennem de ændringer af planloven, der allerede er gennemført, og oprettelsen af flere relevante uddannelsespladser i centerbyerne.
Det første skridt er blevet taget, men man skal kunne tage flere skridt, før man kan gå. Og det ville være dejligt snart at se de store uddannelsesinstitutioner i storbyerne tage initiativer, helt af sig selv.
Michael Böss er forsker, forfatter, skribent og foredragsholder og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.