Faldende dåbstal og udmeldelser kan aldrig være en god nyhed for en kirke. Men når det sker, kan der være grund til at overveje, både hvori ulykken består, og hvor stor den er.
Der kan nemlig være et stykke realitetsterapi i tallene. De kan afsløre realiteter, som har været der længe, men som har været fortrængt. Det er i hvert fald ikke første gang i historien, at der skulle en ydre begivenhed til for at se en udvikling, som havde været undervejs længe: Uden sammenligning i øvrigt skulle man frem til Murens fald i 1989, før det for alvor blev klart, hvor længe Østblokken havde været en kolos på lerfødder.
Nu kan denne realitetsterapi gå i forskellige retninger. Og der er mulighed for, at hver mand rider sin kæphest.
Her vil jeg koncentrere mig om det, der handler om troslivets inderside. For jeg er overbevist om, at hvis vi koncentrerer al opmærksomhed om kommunikation, imagepleje og arbejdsmetoder, så bliver vi på overfladen af problemet.
Vi driver nemlig ikke vores virksomhed bare for at fastholde folkekirkens position og indflydelse i samfundet. Strengt taget heller ikke for at gøre folk kristne. Vi gør det derimod for at skabe disciple af Jesus. Det vil sige mennesker, der vil lære af ham, følges med ham og modtage fra ham. Og det er ikke en privat kæphest. Vi siger det faktisk, hver gang vi fejrer dåb.
Mindre ambitioner er for små for kirken: Høje dåbstal, mange kirkegængere og godt image i samfundet kan i bedste fald kun være værktøjer. I værste fald kan de gøre os ufokuserede.
Endvidere: En krise af den karakter kan kirken ikke producere sig ud af, hverken med god italesættelse, nye initiativer og liturgier eller stærke personligheder. Og slet ikke med forbedrede it-værktøjer, som nogen har foreslået.
Det er besindelse, der skal til. Nemlig på, hvad kirken er sat i verden for, og om vi selv – præster, funktionærer og menighedsrådsmedlemmer – er disciple af Jesus. Det vil sige: om vi er villige til at lære af ham, ligne ham og modtage fra ham. Vi kan nemlig ikke invitere mennesker til en fest, vi ikke selv deltager i. Og mennesker forholder sig altså ikke bare til den kristendom, de hører fra vores mund, men også til den, de ser i vores liv.
Hvis der er bare en lille smule virkelighed i dette billede, så er der grund til at takke Anders Stjernholm og Ateistisk Selskab. De minder os – formodentlig bag om ryggen på dem selv – om et stykke virkelighed: Det er farligere for en kirke at miste åndelig kraft end at miste medlemmer. Især hvis medlemstabet handler om formelt medlemskab.
Det har konsekvenser for, hvilke værktøjer vi vælger. Den afdøde engelske præst D. Martyn Lloyd-Jones gav kort før sin død et interview, hvor han sagde, at moderne kirkeledere inviterer til konferencer, når kirken kommer i krise. De gammeldags inviterede til bod og bøn.
Lloyd-Jones lagde ikke skjul på, at han tilhørte den gamle skole.
Han spillede nok brugbare værktøjer ud mod hinanden. For rådslagning om bedre arbejdsmetoder er ikke at foragte. Men det er bare modernisering. Og det er tilsyneladende en sygdom i alle fraktioner af folkekirken, at vi forveksler modernisering og fornyelse.
Fornyelsen begynder i en fornyet relation til Jesus Kristus. Den er skjult og i en vis forstand ineffektiv. Den kan gribe fat i præster, funktionærer, menighedsrådsmedlemmer og almindelige menighedsfolk, men begynder langtfra altid fra toppen.
Den demonstrerer, at åndelig kraft ikke er ligefrem proportional med aktivitet eller kreativitet. For øvrigt heller ikke med, om kirken er stor eller lille, under ydre pres eller i smult vande. Den handler om Helligåndens fornyede nærvær og forandrede menneskeliv. Undertiden vil det føre til livsstilsændringer: I menigheders liv måske større satsning på Bibelens budskab, omsorg for enkeltmennesker og bøn. I enkeltpersoners liv måske etisk stilskifte.
Der fulgte som regel moderniseringer i kølvandet: Reformationens ændrede gudstjenester og vækkelsernes mange aktiviteter er markante eksempler. Men de var altid underordnede og ikke dem, man skrev hjem om.
Måske skulle første værktøj derfor være en fælles bods- og bedekonference. Med mere fokus på fornyelsens inderside end på modernisering af kirkens yderside. Og det nytter ikke at henvise til, at vi jo har store bededag. For det første er det store konfirmationsdag, og for det andet har vi brug for fælles koncentration om hovedsagen: Vores egen relation til Jesus Kristus.
Mindre kan ikke gøre det.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.