Udsigt til uenigheder, hvis Vatikanet kanoniserer Schuman som EU's fader

Der er langt om længe tegn på, at Robert Schuman skal kanoniseres. Poul Smidt mener imidlertid, at helgenkåringen bør tilfælde en helt, helt anden person

Robert Schuman, tidligere fransk premierminister, holder tale i Poitiers den 19. april 1948.
Robert Schuman, tidligere fransk premierminister, holder tale i Poitiers den 19. april 1948. Foto: NF/Ritzau Scanpix.

Frankrigs udenrigsminister, Robert Schuman, talte tøvende og med en lidt kedelig og klangløs stemme om europæisk samarbejde, da aftensolen den 9. maj 1950 sendte sine sidste stråler ind og blandede sig med kandelabre og krystalkronernes lys i Salon d’Horloge i det franske udenrigspalads, Quai d’Orsay, Paris. Talen er kendt som Schuman-erklæringen, den 9. maj er blevet til Europa-dagen, og Schuman til en af Den Europæiske Unions ophavsmænd.

Og nu er der endelig tegn på, at Robert Schuman skal kanoniseres. Endelig, skriver jeg, fordi jeg første gang skrev om den mulige helgenkåring tilbage i 1998, og som journalist har man det bedst, hvis den ubekræftede fortælling hives ned på jorden og bliver til virkelighed.

Helgenkåringer tager åbenbart tid, men glimrende at generalsekretær Maria Krabbe Hammershøy, Caritas Danmark, nu aktualiserer projektet i Kristeligt Dagblad lørdag den 4. september 2021. Den indsigtsfulde generalsekretær skriver, at Vatikanet har kigget på Schumans imponerende og livslange indsats for frihed, fred, solidaritet og samarbejde. Hans kristne livsførelse og trofastheden i arbejdet for det fælles gode danner derfor ”afsæt for en langvarig saligkåringsproces.”

Jeg kender ikke Schumans gudsforhold, og det er heller ikke så afgørende. Romerkirken må gerne anerkende ham og hele hans liv og virke, men jeg vil forsøge en forsigtig protest mod, at Den Europæiske Union via Robert Schuman bliver til et katolsk projekt. Tanken og talen om det europæiske samarbejde kom fra Jean Monnet, der formulerede indholdet i Schuman-erklæringen, længe før han vidste, at han ville bruge sin udenrigsminister til at fremsætte forslaget om fredens projekt. Blandt Schumans regeringskolleger var Pierre Pflimlin, senere fransk ministerpræsident og endnu senere formand for Europa-Parlamentet. Meget direkte afviste han myten om, at Monnet kun havde brugt en time på at overbevise Schuman om Europa-idéens rigtighed, og sagde i stedet til min og DR’s båndoptager i Strasbourg: ”Non, Monsieur Schuman fik papirerne med hjem til Lorraine en hel weekend, og så havde han tilsluttet sig planerne.”

Det var Cognac-bonden og embedsmanden Jean Monnet, der allerede under Første Verdenskrig frembragte idéen om det overstatslige forpligtende samarbejde, som nu udgør Den Europæiske Union. Under Anden Verdenskrig forsøgte han det igen. Hvis jeg skal overbevise læseren om, at Monnet var noget særligt og kunne noget særligt, så arbejdede denne franskmand under Anden Verdenskrig i Det Hvide Hus som rådgiver for præsident Franklin D. Roosevelt, sendt til Washington på anbefaling af Winston Churchill, som havde haft et dagligt samarbejde med Monnet i London. Monnet var den forudseende kraft, der i et britisk-amerikansk samarbejde styrede våbenproduktionen – så hans forening af kræfterne utvivlsomt afkortede krigen.

Vi skal en omvej omkring landsbykirkegården i Bazoches-sur-Guyonne 47 kilometer sydvest for Paris for at finde spiren til min fortælling om helgenkåringen af Schuman. Kirkegårdsgraverne var ved at opgrave Jean Monnets jordiske rester, så han kunne flyttes til templet for Frankrigs store sønner, Pantheon. Min journalistiske mikrofon var helt fremme, hvor man kunne høre spade mod knogler til reportagen om genbegravelse, der var præsident Francois Mitterrands idé. Den skulle finde sted på Monnets 100årsdag, den 9. november 1988. Kernen i min historie var, at Danmark holdt sig på sidelinjen ved den første europæiske statsbegravelse, fordi vi ikke turde komme for tæt på projektet og Komiteen for Europas Forenede Stater.

I stedet blev det til en historie om, at Robert Schumans børn havde sagt nej til, at deres far skulle med og genbegraves i de udødeliges rækker i Pantheon. Her lå der kun mænd, og selvfølgelig havde Jean Monnets døtre haft deres kvaler ved, at man skilte deres forældre i døden. Og det skulle Schumænnerne ikke. Forklaring følger.

Mit største privilegium som korrespondent i Bruxelles var mødet med politiske mennesker, og det største privilegium var de mange samtaler med hollænderen Max Kohnstamm, der havde været Jean Monnets kabinetschef, da første del af EU-projekt blev sat i værk som Kul- og stålunionen. Max var også en ledende kraft i Komiteen for Europas Forenede Stater.

Det var Max, der havde overtalt Monnets døtre til at acceptere adskillelsen af forældrenes union på kirkegården som faderens sidste offer for Den Europæiske Union. Hvorfor så Schuman-børnene så anderledes på den sag? Max var ikke i tvivl. Han vidste, at den katolske kirke var på vej med at kanonisere Schuman. Og det skrev jeg så i et kapitel om Jean Monnet i en bog i 1998.

Jeg så i ånden, at EU-modstanderne i Danmark ville se helgenkåringen som et skræmmebillede, og skrev det også, vel vidende at den danske skepticisme har haft katolicismen som en bærende søjle. Allerede da statsminister H.C. Hansen reagerede mod de europæiske samlingsbestræbelser i 1957, formulerede han den socialdemokratiske afvisningslinje: ”Som deltager i Fællesmarkedet vil det betyde, at vi bliver det syvende land i en union, der vil blive domineret afgørende af den katolske kirke af højregående politiske bevægelser.” Nej tak.

Det ”katolske sammenrend” var stadig en del af ordvalget i den tidlige EF-modstand i begyndelsen af 1960’erne, og jeg husker et enkelt af skræmmebillederne. Jo, der havde været en historie i avisen om en katolsk pater i Bayern, der havde advaret sine sognebørn mod at stemme på socialisten Willy Brandt.

Jeg er sikker på, at det antityske og det antikatolske har levet længere end rimeligt er i forhold til EU. Den Europæiske Union er ikke et socialt projekt, men et politisk projekt, Monnets projekt for fred gennem forpligtende samarbejde og det forpligtende samarbejde, som efter Anden Verdenskrig førte Frankrig og Tyskland så tæt sammen, at udsoningen blev ægte.

Jean Monnet har stadig noget at sige os danske. Jeg bliver aldrig træt af at videregive hans morale: Du skal ikke spørge, hvad dit land får ud af at være medlem af EU. Du skal spørge, hvad europæerne får ud af at arbejde sammen.

Jeg ved fra kordegn og kirkegårdsgraver i Bazoches, at Jean Monnet var en god kristen og en dårlig katolik. De så ham ikke, selvom han boede tæt på. Så jeg siger med en venlig tanke til Romerkirken og Caritas Danmark, at Schuman gerne må løftes højt i den katolske verden, hvis bare vi er enige om, at det ikke var Schuman, men Jean Monnet, der fandt på det der med EU.