HVORDAN KAN Danmark være et kristent land, men samtidig have en ”noget for noget” politik på udviklingsområdet? Det hænger ikke sammen.
I det nye regeringsgrundlag slås det fast, at Danmark er et kristent land, selvom der ikke gøres mange anstrengelser for at forklare, hvad det i praksis vil sige. Men vi kan næppe komme uden om, at næstekærlighed og selvopofrelse er grundlæggende værdier i den kristne tro.
Som en folkekirkelig missionsorganisation hæfter vi os i Mission Afrika især ved, hvad der står i regeringsgrundlaget om udviklings- og udenrigspolitikken, og hvordan det harmonerer med ønsket om at være et kristent land. Der er helt klart prisværdige elementer i teksten, som for eksempel at man vil sætte mere fokus på de mange forfulgte kristne i verden. Når det er sagt, må vi også forholde os kritisk til en række formuleringer: Regeringen slår fast, at Danmarks udviklingsbistand fortsat kun skal udgøre 0,7 procent af BNI (bruttonationalindkomsten. Vi mener, som vi hele tiden har ment, at et rigt land som Danmark sagtens kan øge udviklingsbistanden, så den ikke kun akkurat opfylder FN’s minimumsanbefaling. Derudover kan vi til vores overraskelse læse, at ”noget for noget er et sundt princip i udviklingssamarbejdet”. Hvad for noget? Naturligvis skal vores udviklingsbistand være ledsaget af rimelige krav og forventninger, men vi vil altså holde fast i, at det danske overflodssamfund har råd til at give uden at få noget igen.
Det hænger ikke sammen, at Danmark er et land, der kun kan samarbejde, når vi får noget for noget. Der er lande, der hverken har Danmarks eller nogen anden nations interesse, og som har meget lidt at give tilbage, men som stadig har brug for en håndsrækning. Både i form af akut nødhjælp og en langsigtet udviklingsindsats. På netop de områder har Danmark råd til at være et foregangsland og arbejde konkret med næstekærlighed.
Endelig skrives det, at regeringen fuldt ud vil udnytte mulighederne for at finansiere udgifter til modtagelse af asylansøgere via udviklingsbistanden. Vi har set, hvordan denne praksis har udhulet udviklingsbistanden i de senere år, og den kan let komme til at spænde ben for regeringens ellers gode intentioner om at støtte indsatsen i nærområderne. For pengene kan ikke også bruges i nærområderne, hvis de allerede er blevet brugt her i Danmark.
Hvordan skal en udviklingspolitik se ud i et kristent land? Det kan der være mange meninger om. Vores bud er, at den må være præget af en næstekærlighedstænkning, der flytter os ud over vores egne nationale interesser, og som giver os overskud til at hjælpe mennesker og lande, der ikke nødvendigvis kan give noget tilbage. Den dagsorden og de værdier vil vi gerne arbejde med på i Mission Afrika. Og vi vil gerne opmuntre den nye udviklingsminister til at skubbe Danmarks udviklingspolitiske indsats i en retning, hvor der ikke altid skal tænkes på danske interesser.
Peter Fischer-Nielsen er generalsekretær i Mission Afrika.