Bunker af løgskaller og fingre, der er sprukne af at pille hvidløg i tusindvis. Det er noget af det, jeg stadig tydeligt kan se for mig, når jeg tænker tilbage på det besøg, jeg havde i Jordan og Libanon i efteråret. For her mødte jeg en familie af syriske flygtninge, hvis eneste måde at tjene penge på var at pille hvidløg i store, farvede plastikskåle. Så det gjorde de hele dagen. Voksne såvel som børn.
Jeg mødte familien i Bekaa-dalen, der ligger mellem to bjergkæder i det østlige Libanon. Og lige på den anden side af den ene bjergkam ligger Syrien. Landet, hvor der for over 10 år siden udbrød en borgerkrig, der siden har sendt mere end 13 millioner syrere på flugt. I Bekaa-dalen bor der 340.000 syriske flygtninge i primitive klynger af telte, hvor de hver dag kæmper for at opretholde et livsgrundlag.
Danmark har siden konfliktens start været et af de lande, der har hjulpet allermest i nærområdet til Syrien. Alene i år hjælper vi med 700 millioner kroner.
Under flygtningekrisen i 2015 kunne man få det indtryk, at størstedelen af de syriske flygtninge var taget til Europa. Særligt når man så billederne af migranter, der gik på den sønderjyske motorvej. Men sådan forholder det sig langt fra. Det store flertal af de syriske flygtninge opholder sig stadig i nærområderne i landene omkring Syrien her 10 år efter borgerkrigens udbrud.
Eksempelvis i Libanon. Et land med knap fem millioner mennesker. Men hvor der derudover er kommet mere end 850.000 syriske flygtninge til, og hvor der oven i det bor cirka 470.000 palæstinensiske flygtninge, som allerede havde opholdt sig i Libanon i flere årtier, før syrerne kom. Det gør Libanon til det land i verden, der huser flest flygtninge pr. indbygger.
Den syriske familie, jeg mødte, havde opholdt sig i Bekaa-dalen i syv år. Siden 2014. Far, mor og en større børneflok. Det præcise antal børn husker jeg ikke, men det var mere end en håndfuld.
De levede på et absolut minimum af, hvad de fik udleveret fra nødhjælpsorganisationer, blandt andet FN’s Flygtningehøjkommissariat, og hvad de så selv kunne tjene på at pille hvidløg. Arbejdet kunne indbringe dem én dollar om dagen til de helt basale ting, de manglede: mad, vand og gas til blusset i den del af deres telt, de kaldte køkkenet.
Men det var ikke kun deres yderst skrøbelige levevilkår i Bekaa-dalen, der gjorde et dybt indtryk på mig. Det samme gjorde historien om deres ældste søn.
For tre år siden havde de besluttet sig for at løbe en kæmpe risiko. De ville forsøge at få ham til Europa. For at betale for turen havde familien sat sig i dyb gæld. Deres søn skulle tage den ekstremt farlige sejltur over Middelhavet til Cypern. Det var i december 2018.
Siden havde de ikke hørt fra ham. De anede ikke, hvad der var sket med ham. Men de havde selvfølgelig deres bange anelser. De frygtede, at han var druknet. At han var en af de tusindvis af mennesker, der er druknet eller meldt savnet i Middelhavet i et forsøg på at nå Europa.
En dybt tragisk historie. Og desværre vil mange syriske flygtninge i Bekaa-dalen og andre steder i Syriens nærområde kunne fortælle lignende historier.
For det nuværende asylsystem er inhumant og dødsensfarligt for flygtninge og migranter. Det får folk til at lægge deres liv i hænderne på kyniske menneskesmuglere i håbet om at nå Europa. Og samtidig lades alt for mange i stikken i nærområderne.
Derfor er der behov for at tænke nyt. Så vi gør op med de farlige incitamenter og understøttelse af menneskesmuglere. Vi skal lægge kræfterne i at skabe et nyt og mere humant og retfærdigt asylsystem. Og skabe bedre fremtidsmuligheder, der hvor folk er. Her spiller vores udviklingsbistand en afgørende rolle.
For når livet i nærområdet er ekstremt sårbart, hjælpen er knap, og der ikke er meget håb for fremtiden. Ja, så er det ikke svært at forstå, at disse mennesker drømmer om at komme til Europa. Og at de kan blive desperate nok til at gældsætte sig for at kunne sende bare ét familiemedlem afsted. Også selvom turen er ekstremt farlig.
Det er derfor, vi i regeringen har sat os for, at vi vil hjælpe flere bedre i nærområderne.
For den nuværende situation er mange steder rent ud sagt forbandet. Den er hjerteskærende. Men vi bliver nødt til at se den i øjnene. Vi må ikke kigge den anden vej. For det er den situation, som millioner af flygtninge i nærområderne befinder sig i.
Vi har en medmenneskelig pligt til at hjælpe. For lige så stor en sandhed det er, at vi ikke kan hjælpe alle her i Europa og Danmark. Lige så stor en sandhed er det, at vi skal hjælpe mennesker, der er på flugt. Og vi skal hjælpe de mange, ikke kun de få.
På trods af vores ringe størrelse er Danmark blandt de lande, der hjælper mest i nærområdet til Syrien. Siden sammenbruddet i Syrien har Danmark givet omfattende hjælp til Syrien-krisen på mere end 3,5 milliarder kroner gennem blandt andet FN, EU og Verdensbanken samt syv danske ngo’er. Alene i år har vi bidraget med mere end 700 millioner kroner, hvoraf 130 millioner kroner netop er blevet givet til det arbejde i Syrien, Libanon og Jordan, som udføres af Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas, Care Danmark, Oxfam IBIS og Red Barnet. Her støtter Danmark blandt andet minerydning og forbedring af adgangen til rent vand. Vi vil også støtte befolkningens adgang til uddannelse og sundhedsydelser, herunder adgang til lægehjælp.
Vores humanitære hjælp går i høj grad til syrere, der er internt fordrevne eller flygtet til nabolandene, for eksempel i Bekaa-dalen, ligesom den bidrager til at holde hånden under de lokalsamfund, der huser mange flygtninge.
Vi hjælper blandt andet med nødhjælp såsom termotæpper, madrasser, tøj, vanddunke og køkkenredskaber. Dertil kommer fødevarer, indsatser for at beskytte sårbare kvinder og børn samt sikre, at de får adgang til skolegang og sundhedsfaciliteter.
Vi hjælper også med mere langsigtede udviklingsaktiviteter i nærområderne omkring Syrien, der blandt andet fokuserer på at skabe jobs og forbedre infrastrukturen og sundhedssystemet.
Danmark hjælper allerede mange. Men vi skal hjælpe flere. Det er derfor, at regeringen har sat sig det ambitiøse mål at skrue op for udviklingsbistanden til migration, nærområder og skrøbelige stater med 3,5 milliarder kroner frem mod 2025.
Det ændrer ikke på, at det, som flygtninge i nærområdet til Syrien har allermest brug for, er en politisk forhandlet afslutning på den konflikt, der har fordrevet dem. Det kan vi som et lille land bedst bidrage til i tæt koordination med vores nærmeste allierede i EU og USA.
Men vores meget store nærområdehjælp kan være med til at give mennesker som dem, jeg mødte i Bekaa-dalen, en bedre og mere tålelig tilværelse her og nu.
Den kan også være med til at inspirere andre lande til at hjælpe mere. Både i EU og i andre internationale fora.
For vi skal styrke det internationale samarbejde om flygtninge.
Danmark ligger i den absolutte superliga som ét af kun fire vestlige lande, der giver 0,7 procent af vores BNI i udviklingsbistand. Vi skal blive ved med at gå forrest og inspirere de store lande som for eksempel USA, England, Frankrig eller Tyskland til også at skrue op for deres nærområdehjælp. For behovet er enormt.
Vi bliver – både som Danmark og som samlet internationalt samfund – nødt til at hjælpe flere mennesker, end vi evner at gøre i dag.
Flemming Møller Mortensen (S) er udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde.