Ordfører: Udviklingspolitik bør ikke handle om at sætte Danmark først

”Strategien slår endda fast, at udviklingsbistand også skal bruges på tilbagesendelse af migranter og ...

”Strategien slår endda fast, at udviklingsbistand også skal bruges på tilbagesendelse af migranter og som pressionsmiddel over for lande, der ikke vil tage imod tilbagesendte,” skriver folketingsmedlem Christian Juhl fra Enhedslisten. Foto: Bram Janssen/AP/Ritzau Foto

Når frihandel og virksomheder har fået så central en placering i strategien, så er der altså kommet alt for meget Cepos i opskriften
Christian Juhl

Nedskæringerne og den nye strategi er et hjerteskærende brud med en ambitiøs dansk udviklingspolitik, hvor vi turde se på, hvad verden har brug for, fremfor hvad der tjener os bedst, skriver Christian Juhl fra Enhedslisten

Efter de seneste års massive nedskæringer på udviklingsbistanden indgik regeringen i januar et forlig om en ny udviklingspolitisk strategi. Alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten er med i strategien, der udgør et neoliberalt paradigmeskifte i dansk udviklingsbistand, hvor dansk egeninteresse og erhvervsliv sættes i front.

Der er tale om en strategi ud fra devisen ”Danmark først”, hvilket desværre er i tråd med den uhyggelige tendens til navlebeskuende udenrigspolitik, som USA’s præsident, Donald Trump, fører an i.

Regeringens fokus er, hvad danske virksomheder kan få ud af bistanden, og hvordan den kan bruges til at sende flygtninge tilbage, fremfor, hvordan vi bedst bidrager til en mere retfærdig udvikling globalt, der kan gøre, at mennesker slet ikke tvinges på flugt.

Det er ikke blot navlepillende og utilstrækkeligt.

Strategien fokuserer simpelthen ikke på de rigtige værktøjer. Hovedfokus burde være på, hvordan vi bedst bekæmper ulighed, fattigdom og klimaforandringer globalt og bidrager til en fredelig og demokratisk udvikling.

Det brede forlig er med til at legitimere den praksis, regeringen har ført på udviklingsbistand, siden den kom til magten. Store dele af udviklingsbistanden bruges i dag i Danmark, mens der samtidig skæres på den langsigtede bistand og på civilsamfundsindsatsen i syd.

Regeringen har gennemført historisk store nedskæringer på den langsigtede bistand, og nu ligger der så en strategi, som vil satse på danske virksomheder og EU, fremfor at forsætte den gode danske tradition for en stærk støtte til civilsamfundet og FN. Efter de massive nedskæringer synes det noget kvalmt, at der pludselig skulle være bred konsensus om udviklingspolitikken.

Vi ved alle, at en ambitiøs udviklingsbistand ikke kun handler om, hvor mange penge der gives. Det handler også om, hvor og på hvad, pengene bruges. Partierne er med forliget ikke sikret indflydelse på økonomien. Regeringen kan derfor uden problemer forsætte de massive besparelser og udhulingen af den langsigtede bistand.

Strategien slår endda fast, at udviklingsbistand også skal bruges på tilbagesendelse af migranter og som pressionsmiddel over for lande, der ikke vil tage imod tilbagesendte.

Det kan undre, at alle andre partier går med til den brutale politik, hvor man bruger migranter som handelsvarer.

Mest grelt er det dog, at regeringen ikke har villet rokke sig i forhold til den grundlæggende skæve kurs i strategien. På trods af at forhandlingerne har ført til mindre forbedringer, og at strategien er overplastret med pæne buzzwords, så er selve grundpillen forsat dansk egeninteresse i forhold til sikkerhed, migration, vækst og frihandel.

Det er ikke blot egoistisk og bagudskuende, det er forkerte prioriteter til en verden, der har akut brug for bekæmpelse af ulighed, krig og fattigdom.

Nedskæringerne og den nye strategi er et hjerteskærende brud med en ambitiøs dansk udviklingspolitik, hvor vi turde se på, hvad verden har brug for, fremfor, hvad der tjener os bedst.

Mens civilsamfundet førhen var spydspids, så sættes frihandel og danske virksomheder nu forrest. Vi risikerer dermed, at mange års erfaringer fra ngo’ernes arbejde i syd går tabt. Det sker samtidig med, at ngo’erne fremover i højere grad skal konkurrere om de færre midler. Udviklingsmidlerne skal nemlig fremover konkurrenceudsættes. Det kan medføre centralisering og ensretning af ngo’er, og der er stor risiko for, at organisationerne kommer til at hoppe og springe efter de penge, de kan få, i stedet for at holde fast i egne styrker og det, vi ved, virker.

Når frihandel og virksomheder har fået så central en placering i strategien, så er der altså kommet alt for meget Cepos i opskriften.

Er der noget, vi burde have lært af finanskrisen, så er det da netop, at frihandel, vækst og privatisering hverken skaber mindre ulighed, flere jobs, mere fred og demokrati eller retfærdighed. Det burde derfor være logik for burhøns, at dansk udviklingspolitik ikke skal give verden mere af den forkerte medicin.

Forliget kan bedst betragtes som regeringens ideologiske sejr i udviklingspolitikken.

En sejr, der kan få fatale konsekvenser for et dansk bidrag til en langsigtet fredelig og bæredygtig udvikling i syd. Udviklingspolitikken er et af de vigtige redskaber, vi har, hvis vi skal hjælpe med at sikre en fredelig, retfærdig og bæredygtig udvikling, så mennesker får gode vilkår og ikke tvinges på flugt. Verden råber på øget engagement – ikke mindst fra de rigeste dele af verden. Den globale ulighed vokser, klimakrise og krige driver mennesker på flugt, mens penge strømmer fra de fattigste til de rigeste lande på grund af udplyndring af naturressourcer og skatteunddragelse.

Det er vigtigt, at der rettes op på den skæve kurs i strategien. Men det er endnu mere vigtigt, at der leveres i virkeligheden. Altså, at der tilføres ressourcer til den langsigtede bistand, til civilsamfundsindsatser, til fattigdomsbekæmpelse, til klimainitiativer og til bæredygtige indsatser mod ulighed.

Verden bør være først i udviklingspolitikken – ikke Danmark.

Christian Juhl er folketingsmedlem og udviklingsordfører for Enhedslisten.