FOR EN UGE SIDEN bragte Kristeligt Dagblad et referat fra Danmissions repræsentantskabsmøde, hvor udpegningen af en imam og konvertit til ambassadør for Danmission vakte undren.
Det er en undren, som for underteg‑ nede er så stor, at jeg må betegne situationen som ufattelig.
En ambassadør er sit lands højeste diplomatiske repræsentant. Eller i overført betydning: en person eller gruppe, som repræsenterer et land, en by, en organisation eller lignende udadtil. Således i hvert fald Nudansk Ordbog.
Men hvordan kan en kristen, som er konverteret til islam, være ambassadør for et kristent missionsselskab – der bekender ”at Kristus er alle menneskers vej til frelse”? Som det lød i en tidligere udtalelse af Danmissions daværende generalsekretær Mogens Kjær.
I ARTIKLEN FREMFØRES DET, at de nye ambassadører skal udbrede kendskabet til Danmissions dialogarbejde mellem kristne og muslimer.
Dialogen er nødvendig. Det er der nok ingen, som har arbejdet med mission, der vil benægte. Men en ærlig dialog kræver, at de to parter vedkender sig det grundlag, dialogen føres ud fra, og i troskab mod formålet for den organisation, man er repræsentant (ambassadør) for. Og her er det, at kæden hopper af for Danmission.
Kan en muslim, som klart fornægter, at Kristus er vejen til frelse for alle, udnævnes til ambassadør for et missionsselskab, der har (eller skulle have) bekendelsen til Kristus som fundamentet for al aktivitet (det være sig forkyndelse, dialog eller fattigdomsbekæmpelse)?
I avisartiklen nævnes så, at formanden, biskop Peter Fischer-Møller, overvejer, om titlen ambassadør skal ændres. Hertil er kun at bemærke, at uanset titlen, er problemet det samme, så måske skulle man i stedet finde et nyt navn til Danmission – hvor ordet ”mission” ikke indgår.
Kresten Christensen er pastor emeritus og udsendt af DMS (Det Danske Missionsselskab, nu: Danmission) 1981-1998 som præst og missionær til Japans evangelisk–lutherske kirke.