Spørgsmålet om, hvorvidt Tyrkiet hører med i EU, er efter Kommissionens og det danske formandskabs udsættelse af Tyrkiets ansøgning om medlemskab i forrige uge også begyndt at blive diskuteret i Danmark. Også skriver jeg med velberåd hu, for diskussionen har raset længe i mange af de andre EU-lande. Men som i så mange andre debatter om Europa har vi her i landet en tradition for at diskutere vore helt egne emner på basis af en helt speciel opfattelse af virkeligheden. Nu ligner debatten pludselig noget, man kan genkende fra Tyskland, Nederlandene og andre stater. Det er i sig selv glædeligt.
Men er det klogt, endsige sandt, hvad danske debattører fra Erik Bjerager til Pia Kjærsgaard har fremført om umuligheden af at integrere Tyrkiet med 65 millioner indbygger, fattige og muslimske, som de er? At EU, ligesom Danmark, er et urkristent projekt er paradoksalt blevet en næsten fastslået kendsgerning. Opfattelsen fremføres såvel af folk,om meget vel ved, hvad den luthersk-evangeliske udgave af kristendommen går ud på, som af gennemsnitlige, helt og aldeles kirkefremmede danskere. Og så selvfølgelig af kristne fundamentalister som Søren Krarup, danskheds-fundamentalister som Mogens Camre og populister som Pia Kjærsgaard.
Påstanden om, at Europa og EU grundlæggende er kristent, blev fremført af en gruppe kristeligt demokratiske parti- og regeringsledere i 1997 som begrundelse for at afvise tyrkisk optagelse i EU. På et møde i Det Europæiske Råd i Helsingfors i december 1999 på et tidpunkt, da det var domineret af socialmokratiske regeringer, blev påstanden lagt lidt til side. Regeringslederne nåede frem til et kompromis, som åbnede mulighed for, at alle ansøgere til EU får mulighed for at forhandle om optagelse, når de opfylder en række nærmere præciserede krav, herunder de såkaldte Københavnskriterier fra 1993. Men nu er påstanden igen dukket op i et liberal-konservativt domineret EU.
Identifikationen af Europa med kristendom er imidlertid yderst lemfældig, for ikke at sige forkert, selv hvis man opfatter »kristendom« helt bredt som en kulturel mentalitet. Den sekulære forestilling om Europa opstod i anden halvdel af 1400-tallet som en afværgereaktion mod de osmanniske tyrkeres ekspansion efter erobringen af Konstantinopel i 1453. Pave Pius II tog initiativ til denne humanistiske nyformulering ved at lancere det kristne »Europa« som slagord i kampen med osmannerne.
I middelalderen havde der været delvis identitet mellem Europa og »kristenheden«. Men kun delvis. For der var hele tiden et andet kristent Europa, nemlig det ortodokse eller østromersk-byzantinske, senere slaviske eller russiske. Østkirken var forskellig fra den universelle katolske kirke og dens partner, kejseren over Det Hellige Romerske Rige. Derudover må vi ikke glemme, at der efter islams opståen og eksplosive udbredelse stadig var mange kristne i Mellemøsten. Alene af den grund er det fejlagtigt at identificere Europa med kristendommen. Flertallet af disse kristne, koptere som nestorianere, er monofysitter, dvs. at de ikke anerkender Guds dobbelte karakter af Gud og menneske. Heri ligner de jøder og muslimer.
Men ikke engang den vestlige kristendom har været en monolit siden middelalderen. Reformationen var langtfra så entydigt et fænomen, som vi tit tror i Norden. Som danskere er vi bedst bekendte med den i dens wittenbergske form, der i de nordiske lande blev indført ved revolution fra oven. Jean Calvin formulerede imidlertid en konkurrerende udgave af protestantismen, den calvinske eller reformerte lære. Samtidig skiftede katolicismen karakter gennem modreformationen. Så selv den vesteuropæiske kristendom er ret beset et mangetydigt fænomen.
I 1972 troede mange danskere at »Rom-unionen« var et katolsk komplot. Det hører man ikke så ofte i dag. Til gengæld udvidedes EF i 1981 med en repræsentant for østkirken i form af det ortodokse Grækenland. Kristent ja, men så forskelligt, at den amerikanske politikforsker Samuel Huntington i sin indflydelsesrige bog om »Civilisationernes sammenstød« regner det ortodokse Europa for en anden civilisation end den vestlige.
Skal man forstå Europa mere værdineutralt som kulturkreds, må det fremhæves, at der er mindst fem konstituerende religioner. Jeg kalder dem for »kirker«, idet kirke betegner den institutionaliserede religion med præster, menigheder, apparatur og liturgi. Begrebet er snævert bundet til kristendommen, men vi har brug for et ord, der dækker samme fænomen i andre religioner som islam og jødedommen. Forstået på denne værdineutrale måde kan man faktisk tale om fem »kirker« i Europa: den katolske, den ortodokse, den eller de protestantiske. Hertil kommer så jødedommen, og, som vi så dramatisk lærte i 1990´ernes reportager fra Bosnien, islam. Det sidste er kontroversielt, men islam har ydet et sådant bidrag til den europæiske kulturhistorie, at den som religion og »kirke« må regnes med til den europæiske civilisation. I Spanien, på Balkan og på Sicilien; filosofisk og idehistorisk. F.eks. havde Thomas Aquinas´ aristoteliske nytolkning af kristendommen ikke været mulig uden de arabiske lærde, der bevarede arven fra Grækenland.
Islam havde også betydning for renæssancen. Dertil kommer islams betydning som samlende fjendebillede for alle kristne, fra korstogene, over den osmanniske ekspansion til i dag. Alt afhængigt af, hvor store man opfatter forskellene mellem de prostetantiske kirker, kan man udvide antallet af konstituerende »kirker« til syv eller flere. Men for min pointe her er det nok med fem. Så slipper man også for at diskutere, om de mange sekter fra pinsemissionen til Jehovas vidner og mormonerne er særlige kirker.
Men hertil kommer som sagt også jødedommen. Tanken om at anskue jødedommen på linje med de andre europæiske »kirker« - »kirke« i anførselstegn, fordi jødedommen så lidt som islam anerkender betegnelsen - er, én gang formuleret, simpel og indlysende. Jøderne var indenfor, samtidig med at de var tilstrækkeligt udenfor til at kunne repræsentere en »andethed«, der regelmæssigt er blevet forfulgt og udryddet. Men som der alligevel var så meget mere brug i forskellige funktioner, at jøderne altid overlevede antisemitiske forfølgelser. I hvert fald indtil nazismen.
Ud over den enorme historiske rolle, som islam har spillet i Spanien, og som man i de senere år er begyndt at opdage i Syditalien og på Balkan, opstår i disse år en helt ny, moderne, »sekulariseret« islam i Frankrig, i Storbritannien og i Tyskland. Vi hører ikke meget til den, for med det nuværende diskussionsklima i islam kan det for muslimer være livsfarligt at lægge navn til moderne teologiske dogmer.
Men hovedårsagen til den manglende information er uvidenhed og fordomme i den europæiske offentlighed. Islam sættes oftest lig med fundamentalisme, hvorved man for det første overser, hvor mange kristne fundamentalister der er, og for det andet ignorerer de spændende diskussioner inden for islam. Hvad betyder dette for vurderingen af Tyrkiet? Direkte, ikke meget. Men indirekte, meget, idet erkendelsen af Europas sammensatte religi-øse arv umuliggør overfladiske på-stande om Europas og EU´s »kristne natur«. EU er et politisk projekt.
Nogle mener, at det bør baseres på kristne værdier, mens andre ikke gør. Begge parter har fuld ret til at fremføre deres mening. Fælles er enigheden om en samfundsindretning, der adskiller religion og politik. I det omfang den tyrkiske stat og de tyrkiske borgere accepterer det og overholder spillereglerne i form af menneskerettigheder, retsstat og fri markedsøkonomi, kan de være med. Om de så bliver det er et politisk spørgs-mål, som ikke har noget at gøre med essentialistiske opfattelser af »kultur« og »religion«. Af lutter begejstring over at have genopdaget kulturens betydning bør vi ikke kaste arven fra oplysningstiden over bord.
Uffe Østergaard er Jean Monnet-professor og direktør for Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier