Uffe Østergaard: Hvad jeg egentlig mener i debatten om assimilation

Meget tyder på, at inderligt troende kristne og muslimer har lettere ved at forstå og respektere hinanden end deres ”kun” kulturkristne medborgere, uanset om disse er medlemmer af folkekirken eller ej, skriver historiker Uffe Østergaard

Uffe Østergaard: Hvad jeg egentlig mener i debatten om assimilation
Foto: Lars Krabbe/ritzau.

MIN KLUMME her i avisen den 5. september om assimilation i stedet for integration har sammen med et efterfølgende interview i Morgenavisen Jyllands-Posten udløst en ophedet debat.

Derfor har ingen opdaget, at mit anliggende var blinde pletter hos flertallet, især i behandlersystemet, ikke de nye borgere. Og at disse blinde pletter skyldes minoritetsforskerne, der uden at tænke over dansk tradition overtog et skifte i amerikansk integrationsforsknings fra ”melting pot” (smeltedigel) til ”salad bowl” (salatskål) som metafor for kulturens rolle blandt indvandrere. Respekten for indvandrernes ”oprindelige” kultur har ført til parallelsamfund, idet vi har glemt vores egen assimilationshistorie under 1800- og 1900-tallets vandring fra land til by.

I debatten er der imidlertid dukket et nyt tema op, som der er behov for at tænke nøjere over. Jeg udtalte i interviewet, at en forudsætning for vellykket integration er, at de nye danskere overtager de lutheranske dyder, der gennemsyrer det danske samfund. Det har mine kritikere fra Kristeligt Dagblads lederskribent til muslimsk ungdom opfattet som et krav om, at de skal blive kristne og opgive deres egen religion, først og fremmest islam. Det er ikke min mening.

Jeg tænker på den sekulariserede lutheranisme, der er grundlaget for det moderne Danmark, retsstaten og velfærdsstaten.

Det har jeg beskrevet tidligere på året i en lille bog om Reformationens betydning for dansk identitet (anmeldt den 4. september i Kristeligt Dagblad), hvor jeg når frem til, at Socialdemokratiet og velfærdsstaten er resultater af lutheranismen. Ikke direkte, men via en lang og kompliceret historie, som jeg ikke skal gentage. Kun skal fremhæves vækkelsesbevægelsernes betydning for fremkomsten af det politiske og sociale demokrati i 1800-tallet som en reaktion på statskirkens kontrol. Diskussionen foregik inden for et kristent univers, men handlede om retten til selv at bestemme sit forhold til Gud og samfundet.

Det er disse ofte konservative oprørsbevægelser, der var baggrund for de moderne danske værdier, som sejrede med de folkelige bevægelser, især grundtvigianismen, Indre Mission og afholdsbevægelsen, og som kulminerede med Socialdemokratiet og velfærdsstaten i det 20. århundrede. Kort sagt den skattebetalte danske model med høj grad af national og social sammenhængskraft.

DET SÆRLIGT DANSKE er resultat af samspillet mellem den stærke stat, der oprindeligt blev båret af de statsansatte præster. Tankegodset stammer fra Luthers afvisning af, at man kan gøre sig fortjent til Guds nåde gennem gode gerninger. At arbejde og gøre sin pligt i ”kald og stand” er ifølge Luther meningen med livet. En mening, som gør det ”naturligt” at føle pligt til at bidrage til fællesskabet ved at betale skat til den fælles kasse uden at snyde alt for meget. Ved nøjere eftersyn viser det imidlertid, at det i høj grad er kulturelt bestemt at tænke, at vi som borgere ikke kun har rettigheder, men også pligter. Det er disse værdier, jeg kræver udbredt til indvandrerne som forudsætning for, at velfærdssamfundet kan overleve. Disse værdier er langtfra almindelige, tværtimod. Derfor assimilation som forudsætning for integration.

Er dette sekulære lutheranske samfund kristent? På overfladen ja, da det store flertal stadig er medlem af den luthersk-evangeliske folkekirke. Men det store flertal af dens medlemmer kender ikke meget til det kristne grundlag og benytter mestendels kirken som en organisering af livets højtider, mens de sammensætter deres personlige religion med alt godt fra sjælevandring og healing til renlivet ateisme. Der er kort sagt tale om kulturkristendom som ramme om en samfundsmodel, der bygger på arbejdet som identitetsskaber og viser sig i respekt for statens autoritet og vilje til at betale skat. Det er skildret godt i andre bøger i forlaget Eksistens’ serie om Reformationen, hvor min udkom – først og fremmest af Niels Kærgaard om lykke, skat og arbejde og Ditlev Tamm om staten og retten.

Det er hele dette kompleks af normer og idealer for den gode samfundsborger, jeg tænker på med ”lutheranisme”. Om det er kristendom, overlader jeg til andre at afgøre. Luthers lære er på kompliceret vis årsag til komplekset, men ikke direkte som det fremgår af årets Luther-kritiske bøger med Frederik Stjernfelt i spidsen. Derfor skelner jeg mellem religionsneutral lutheranisme og kristendom som religiøs overbevisning.

Faktisk tyder meget på, at inderligt troende kristne og muslimer har lettere ved at forstå og respektere hinanden end deres ”kun” kulturkristne medborgere, uanset om disse er medlemmer af folkekirken eller ej.

Uffe Østergaard er historiker, dr.phil., professor emeritus og fast skribent i Kristeligt Dagblad.