Programserien "Ufrivillig Far", der blev vist på DR 2 i løbet af februar, gav en indlevende skildring af ufrivillige fædres ulykkelige situation; en forfærdelig måde at blive gjort til og være far på.
Meget af debatten omkring ligestilling for mænd er efter min vurdering baseret på en fejlagtig antagelse om, at sex er årsagen til svangerskab. Med de moderne præventionsmidler og muligheden for abort, kunstig befrugtning og adoption i kombination sikres, at det at få et barn ikke længere er et resultat af et seksuelt forhold, men et resultat af en velovervejet beslutning begrundet i et ønske om at få et barn.
Debatten er også præget af, at det er mandens opgave at beskytte kvinden, så hun ikke bliver ufrivillig mor. Problemet for manden er imidlertid, at han kun har kondomet, som er upålideligt. Kvinden har langt de fleste beskyttelsesmidler til rådighed, har den fulde kontrol over svangerskabet og bestemmer suverænt, om hun vil være mor eller ej.
Der opstår et problem, når en kvinde ønsker et barn, men ikke en far i faderrollen. For at få tilkendt et børnebidrag gør hun en mand til ufrivillig far. Hvis hun er fast besluttet, har han ikke en chance.
For hvor mange forhold praktiserer dobbeltbeskyttelse? Det vil sige både kondom og p-piller samtidigt? Hun bestemmer i realiteten, om han overhovedet skal være far, og om han skal være frivillig eller ufrivillig far. Og hun bestemmer også, hvilken rolle han skal have som far.
Dengang kondomet var det eneste beskyttelsesmiddel, var det naturligt, at manden tog ansvaret for, at kvinden ikke blev ufrivillig mor. Man siger, at med indflydelse kommer ansvar. Når det nu er kvinden, der råder over de mest effektive redskaber og rettigheder, er det så ikke hendes forpligtelse at sørge for, at han ikke bliver ufrivillig far?
Kan en kvinde forvente, at en mand, som hun kun har kendt i kort tid, vil være far til hendes barn? Og hvis hun gør ham til forpligtende far mod hans vilje, er det så voldtægt? Faktisk kan en kvinde vel ikke forvente, at en mand vil være far til hendes barn, før hun har fået hans klare ja forinden, så han kan være sikker på, at det bliver deres fælles barn og ikke kun hendes. Eller forventer samfundet, at en mand tager ansvaret på sig uden forældremyndigheden?
Det, der uden tvivl frustrerer de ufrivillige fædre mest, er følelsen af afmagt i forbindelse med et overgreb. I et samfund, hvor fri omgang mellem kønnene – for eksempel med skiftende kærester i de unge år – både er almindeligt forekommende og bredt accepteret, er det uheldigt, at det kun er det ene køn, der har effektive beskyttelsesmidler og rettigheder.
Det er kun kvinder, der har fortrydelsesretten. I denne ulige situation er det tilmed helt legalt for hende at udnytte loven og forgribe sig på ham, som relativt set er ubeskyttet. Den udspekulerede pige spiller på hans manglende ret til at sige fra i visheden om, at han bliver hængende på krogen, når først der er bid. Det sørger myndighederne for.
Han køres ud på et sidespor som far. Den faderrolle, han måske drømmer om, erstattes med rollen som babysitter, besøgsven og lignende. Han står tilbage som en familiemæssig zombie, der både har og ikke har et barn på samme tid.
Samkvemsretten giver ham ikke faderrollen. Efterladt i en følelsesmæssig og økonomisk deroute har han svært ved at stifte familie senere med udsigt til sit eget ønskebarn.
Moderen får sit ønskebarn, men barnet går glip af en ønskefar, som engagerer sig i dets opvækst, og får derved en besynderlig opfattelse af, hvad en far er. Har kvinder virkeligt fået retten til at begå fri (juridisk) voldtægt for egen vindings skyld?
Michael René Kristiansson er lektor og ph.d.