For et par uger siden udkom endnu en bog af Svend Brinkmann: ”Tænk – et forsvar for et tankefuldt liv”. Bogen blev straks anmeldt i landets aviser. Det er der ikke noget usædvanligt i. Det usædvanlige er, at forfatteren reagerer på anmeldelserne – særligt på én af dem, nemlig Matthias Dressler-Bredsdorffs negative anmeldelse i Politiken. Som Brinkmann selv anfører, er det ikke god skik, at en forfatter kommenterer anmeldelser. Men det her er åbenbart for groft!
Derfor nøjes Brinkmann ikke med – som han ellers har for vane – at kommentere anmeldelserne af sine bøger på sin Facebookside.
I et indlæg i Politiken går han i rette med Dressler-Bredsdorffs kritik: at Brinkmann anbefaler tænkning uden for alvor at se tænkningen i sammenhæng med det samfund, som den tænkende er en del af. Brinkmann bliver i det individuelle spor og håber så blot, at den rigtige tænkning vil have en gavnlig samfundsmæssig effekt. Derfor bliver Brinkmann ifølge anmelderen selv et symptom på det, han kritiserer: en hurtig diagnose og lidt individuel ”terapi”, der går ud på at tænke lidt mere.
En kontroversiel undtagelse
Så kom folkekirken – igen – på den store dagsorden, da DR's 21 Søndag bragte et indslag om den diskrimination, som en del kvindelige præster oplever. Indslaget tog udgangspunkt i Meghan Welsch Jakobsens tid som præst på Bornholm. Hun havde en række meget negative oplevelser, der kom af, at hun er kvinde.
I indslaget var der også interview med menighedsrådsformanden fra Hasle, der ikke alene redegjorde for, at kvindelige præster efter hans opfattelse er i modstrid med Bibelen, men som også – måske ufrivilligt – understregede synspunktet ved konsekvent at tale om ”damer”. De har ikke noget imod damer på solskinsøen, bare det ikke er damepræster! Men præstens oplevelser var én ting.
Noget andet er, at der eksisterer en undtagelsesbestemmelse i ligebehandlingsloven af 1978, hvorefter menighedsråd må fravælge kvindelige præster. Bestemmelsen kom tydeligvis bag på biskopperne – og en del af os andre. Ikke mindst fordi man(d) jo sagtens kan fravælge damer som præster uden den undtagelse. Og så har vi dilemmaet.
Sognepræst og debattør Marie Høgh forklarer den ene side sådan her i Jyllands-Posten: ”Den rummelige folkekirke skal beskytte det efterhånden forsvindende mindretal, der af teologiske grunde og samvittighedsårsager ikke ønsker at ansætte kvindelige præster.” Men der er også en anden side af sagen: Spørgsmålet, om ikke ophævelsen af undtagelsesbestemmelsen ”vil lukke en ladeport for strukturelt betinget diskrimination – hele tankegangen om, at når man må afvise kvinder som præster på grund ad deres køn, så må man også afvise de kvinder, der er præster, undlade at samarbejde med dem…være nedladende over for dem.” Sådan formulerer professor i ret og religion, Lisbet Christoffersen det på Facebook.
Et kontroversielt stykke stof
Og nu vi er ved dilemmaer. Hvad er vigtigst: At mindske social kontrol af piger med muslimsk baggrund eller fastholde retten til at klæde sig, som man – eller pigernes forældre – vil? Kommissionen med det mærkværdige navn ”kommissionen for den glemte kvindekamp” anbefaler ”til en forbedring af børnelivet for minoritetsetniske piger…” forbud mod brug af hovedtørklæder i grundskolen.
Ingen er formentlig uenig i, at nogle piger udsættes for social kontrol, selvom kommissionen ikke underbygger det empirisk. De fleste er formentlig også enige om, at tørklædet kan være problematisk, fordi det flytter ansvaret for det seksuelle begær af kvinden fra manden til kvinden. Men spørgsmålet er alligevel, hvor klogt et forbud er.
Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, skriver i Berlingske, at vi normalt lægger ”stor vægt på, at børn og deres forældre selv træffer de afgørende valg om barnets livsstil.” Og Mchangama fortsætter: ”Heroverfor står, at tørklædet ikke blot handler om et stykke stof, men derimod er baseret på religiøse dogmer, der er er svært forenelige med respekten for ligestilling og individets selvbestemmelse….”
Mchangama mener, at problemet skal løses lokalt: ”Hvis der er konkrete problemer med udskamning af piger, der ikke bærer tørklæde, eller en forældregruppe, der tvinger deres døtre til at bære tørklæde på en bestemt skole, kunne man forestille sig, at man på den pågældende skole imødegik denne problemstilling med de redskaber man – indenfor lovens rammer – fandt mest effektive?” Andre skoler, hvor der ikke er tilsvarende problemer skal så ikke løse noget, der ikke er problematisk.
Svaret på de svære dilemmaer er måske ikke altid lovgivning. Løsningen er ikke altid så ligetil. Måske skal vi alligevel følge Brinkmann og tænke lidt mere over det.
Ugens debat skrives på skift af anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard og sognepræst Kristian Bøcker.