Er Karina Pedersens bog helt ude i hampen? Noget tyder på det

Min erfaring fortæller mig, at man bliver mere skønsom for ikke at sige skånsom i bedømmelsen af sit ophav, når man selv bliver forælder

Karina Pedersens bog ”Helt ude i hampen” har i denne uge udløst en mediestorm af orkanstyrke. – Foto: Niels Hougaard/Scanpix

I CHARLES Baudelaires prosadigt ”Slå de fattige ned” beretter en mand om sin lede ved læsningen af socialpolitiske traktater om fattighjælp.

Da en tigger antaster ham, bliver fortælleren derfor ved med at tæve ham, indtil tiggeren går til modangreb. Da rejser fortælleren sig og komplimenterer tiggeren: ”Højtærede, De er min ligemand! Gør mig den ære at dele min pung med mig.”

Liberal Alliance og meningsdannere af borgerlig observans som Berlingske-blogger Anne Sophia Hermansen og Cepos-direktør Martin Ågerup anfører, at Karina Pedersen har et lignende anliggende. Ligesom Baudelaire vil hun et opgør med den velfærdsideologi, der fratager mennesker initiativ og selvrespekt.

Derfor langer Karina Pedersen ud efter underklassen i bogen ”Helt ude i hampen”, som i denne uge har udløst en mediestorm af orkanstyrke. Metroxpress og Morgenavisen Jyllands-Posten har nemlig opsøgt en række af de personer, Karina Pedersen hænger til tørre i sin bog. Og hverken klassekammeraterne eller familien fra Korskærparken kan genkende det triste billede, Karina Pedersen tegner af dem eller deres liv.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten er Esther Pedersens hjem pinligt rent, og det fremgår af avisens besøg, at Karina Pedersens mor arbejder ulønnet i en genbrugsbutik, ligesom hun tidligere har været frivillig nattevagt på væresteder og krisecentre i Fredericia.

Den opmærksomme læser undrer sig: Til mediet Zetland har Karina Pedersen nemlig fortalt, at hun og hendes søskende ikke fik aftensmad, blev pryglet med bøjler og grydeskeer i det snavsede hjem, og at Esther Pedersen ville have solgt sit eget afkom, hvis hun havde kunnet komme til det.

Vanrøgtede Esther Pedersen sine børn i dagtimerne og spillede Florence Nightingale i nattetimerne? Eller er forklaringen på Karina Pedersens litterære vendetta en anden? Livets veje er mangfoldige, vores erfaringer ligeså, og Karina Pedersen pointerer rigtignok, at ”Helt ude i hampen” er en subjektiv skildring af en barndom og en familie.

Men som Tove Ditlevsen engang formanede, skal man passe på, at ens barndom ikke bliver værre og værre med årene. Karina Pedersen fremdrager et billede af sin mor, der er hentet fra den mentale dybfryser. Det er et stivfrossent billede, som muligvis afspejler en bestemt fase i moderens liv. Men det er kun dette billede, der tæller. Det tæller eksempelvis ikke, at den liberale blogger boede hos sin mor i flere omgange i 2014 og 2015. Esther Pedersen forklarer JP-journalisten, at hun her delte folkepensionen med sin datter og siger blandt andet: ”Hun fik mad, husly og 20 cigaretter om dagen.”

Min erfaring fortæller mig, at man bliver mere skønsom for ikke at sige skånsom i bedømmelsen af sit ophav, når man selv bliver forælder.

For hånden på hjertet: Gør du det egentlig bedre selv? Om nogle år vil læserne sikkert gerne vide besked om Karina Pedersens egne præstationer som mor. Hvordan klarede du selv ærterne? Og vil Karina Pedersens eget barn monstro en dag ønske sin mor død, som forfatteren gør det i ”Helt ude i hampen”, skønt hun siden i et interview med DR beklagede, at udtalelsen kom på tryk?

Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen bemærker i en kommentar i Politiken, at det er ærgerligt, at Karina Pedersens ”systemkritik” forsvinder i hele diskussionen. Det kan han have ret i.

Men når man som Karina Pedersen tager åndeligt førergreb på sin familie i bestræbelsen på at indrullere dem i et ultraliberalistisk felttog, så har Politikens chefredaktør, Christian Jensen, vel også en pointe, når han i lederartiklen om Karina Pedersen skriver, at ”hverken hun selv eller andre kan ophøje individuelle oplevelser til almene sandheder. Når det sker, producerer vi fordomme snarere end lødig samfundsdebat. Det er ingen tjent med. Underklassen mindst af alle”.