Det er ikke kun i København, at meningsmålingerne tyder på, at Enhedslisten får et godt kommunalvalg. Man kan ikke længere udelukke, at Enhedslisten får borgmesterposten på Bornholm. Tidligere Venstre-minister Søren Pind advarer i Bornholms Tidende om, at det ville være en katastrofe, som kan resultere i afskaffelse af ejendomsretten og knægtelse af demokratiet:
”Sådan vil det altid være, når man har rødder i den kommunisme, der efter Murens fald fik lov til at slippe alt for nemt om ved de indlysende ligheder med nazisme.”
Det er stærke ord, men også Kristeligt Dagblads lederskribent bemærker, at Enhedslisten immervæk er dannet af folk fra DKP, der forsvarede sovjetkommunismens myrderier, og VS’ere, som samarbejdede med terrororganisationer, og KAP, der hyldede Pol Pots blodtørstige diktatur.
Enhedslistens udgangspunkt befinder sig således i et eklatant modsætningsforhold til den kristendom, der med Paulus understreger: ”Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed.”
Derfor kan Berlingskes koncernchef, Anders Krab-Johansen, heller ikke begribe, at Grundtvigsk Forum netop har betænkt Enhedslistens kandidat til kommunalvalget på Frederiksberg med Grundtvig-prisen på 25.000 kroner. Forbindelsen mellem Grundtvig og Enhedslisten er helt umulig at få øje på, påpeger Krab-Johansen:
”Pelle Dragsted er antitesen af Grundtvigs tanker om kristendom og menneskeliv.”
Dragsted har endog meddelt offentligheden, at han intet forhold har til kristendommen. Formålsparagraffen for Grundtvigsk Forum fastslår ellers eksplicit, at opgaven er ”at udbrede kendskabet til Grundtvigs tanker om kristendommen og menneskelivet”. Hvilke tanker er det, Grundtvigsk Forum ønsker at udbrede?
Nexø hånede slaver
Med hensyn til Martin Andersen Nexø kan man ikke være i tvivl. Havde han levet i dag, havde han propaganderet for Enhedslistens tanker. Ikke desto mindre har han skrevet et af dansk litteraturs smukkeste og mest bevægende kvindeportrætter – nemlig ”Ditte Menneskebarn”. Blandt andet derfor er der rejst en statue af Nexø på Christianshavn.
Journalist Arne Hardis sætter i Weekendavisen spørgsmålstegn ved betimeligheden heri. I wokeismens tidsalder har man som bekendt travlt med at afsokle hvide mænd med politisk ukorrekte synspunkter.
Sagen er den, at Nexø hånede slaver. Jo, det gjorde han! I 1933 besøgte Nexø Sovjetunionen og bivånede her anlæggelsen af Hvidehavskanalen. Arbejdet blev ledet af det hemmelige politi GPU, og mange af de tvangsudskrevne lejrfanger døde under den brutale ledelse og de voldsomme strabadser. Men Nexø jubler over entreprisen og fremstiller det, som om mandskabet medvirkede frivilligt og under stor begejstring. Hardis sukker:
”Hverken psykologisk, politisk eller religiøst skal jeg her forsøge at forklare Nexøs vidnesbyrd, men at hans tekst er hån og spot af slaver, er vist nogenlunde åbenbart.”
Og så er vi tilbage ved Pinds pointe: Der er indlysende ligheder mellem kommunismen og nazismen. Ingen med ører og øjne i behold kan være i tvivl. Hvorfor er det så, at vi ikke behandler begge fænomener med samme afsky?
Grimt sprog
Simon Sinha Hansen går i 9. klasse på Dyssegårdskolen og er en kvik ung mand. I et velskrevet debatindlæg i Politiken undrer han sig over folketingspolitikernes sprogbrug.
På et pressemøde havde statsministeren og justitsministeren forklaret, at man ikke har tid til at gøre sig ulejlighed med sproget, når man er presset. Simon Sinha Hansen spørger, om vi andre så heller ikke behøver at gøre os umage med tonen, hvis vi ikke kan blive enige.
For hvem siger, at et grimt sprog fører til en mere effektiv krisehåndtering? Det gør den 15-årige Simon i alt fald ikke:
”Jeg har en indædt tro på, at det altid kan betale sig at tænke over, hvad effekten af det, vi siger eller skriver, er på andre. Det er en del af den dannelse, som Danmark har en stolt tradition for (…). Så nej, Mette Frederiksen – jeg skal ikke ’leve med det’, og forhåbentlig er der andre unge mennesker som mig, der heller ikke skal leve med det. Et kæmpe nej tak herfra til din anbefaling!”.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.