Danmark er på vej til at åbne igen. Folk er kommet i solskinshumør og indtager igen fortovscaféerne. Vi har allerede haft de første meteorologiske sommerdage, og badegæsterne nyder livet på de danske strande. Men hov, giv agt! Også her viser det sig, at der kan være grund til at vogte sig for mikroberne. De er næppe så dødsensfarlige som covid-19. Vi lever nemlig med dem til daglig som en nødvendig del af vores tarmsystem. Men de er uhygiejniske og usunde og helt igennem ulækre, når de forlader deres hjemsted.
Det drejer sig selvfølgelig om kolibakterier og deres slibrige slæng af artsfæller, som florerer i spildevandet fra kloakerne. Det er blevet kendt, at der gives tilladelser til udledning af urenset spildevand i et omfang, der kommer bag på de fleste af os. Der er noget ironisk i, at stranden ved Bellevue, som oser langt væk af funktionalismens utopi om lys, luft og renlighed, rummer en fordækt forureningskilde kun 300 meter fra kysten.
Ifølge TV2 Lorry , som har fået aktindsigt hos Miljøstyrelsen, drejer det sig om 10 milliarder liter urenset spildevand, som Gentofte Kommune har udledt over en femårig periode. Bedre forholder det sig dog ikke med Københavns Kommune. Her drejer det sig ifølge Ekstra Bladet om 35 milliarder liter urenset spildevand i samme periode.
Det var også her, man blev opmærksom på hele postyret. Pludselig kom det for en dag, at hele spildevandsproblematikken var gået under den politiske radar, da man på forhånd havde parkeret beslutningskompetencen hos kommunens tekniske forvaltning. Ude af øje, ude af sind.
Så fik Danmark et nyt ord: Menneskegylle
Afsløringen var ikke ligefrem nogen politisk triumf for partiet Enhedslisten, der sidder på borgmesterposten i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.
Og andre var ikke sene til at gribe chancen. Nu må det være slut med at gøre landbruget til syndebuk, konstaterer næstformanden i organisationen Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, i Berlingske , idet han ved samme lejlighed introducerer en nyt ord i det danske sprog: ”menneskegylle”. Man mindes i taknemmelighed følgende tørre bemærkning fra partiet SF’s sindige nestor Holger K. Nielsen: Der er mere politisk prestige i at bygge en metro end at bygge en kloak. Mon ikke det er sagen i en nøddeskal?
”Et hårdt presset USA gisper efter vejret.” Sådan lyder overskriften på USA-korrespondentens forsideartikel i Kristeligt Dagblad. Det samme kan man sige om personen George Floyd, en 46-årig afroamerikansk mand, der blev udsat for brutal politivold og døde af sine kvæstelser. Hans blokerede vejrtrækning blev en symbolsk markering af en åndenød, som nu kendetegner en hel nation.
På sidelinjen har vi her i Danmark med foragt kunnet konstatere racismens hærgen i ”Guds eget land”. Vi blev for alvor opmærksomme på fænomenet, da borgerrettighedsbevægelsen i USA udviklede sig i løbet af 1950’erne. Men selv på det tidspunkt abonnerede vi også her i Danmark på den strukturelle racisme, der prægede og præger store dele af USA.
Jeg mindes tydeligt en fortegnelse over stileemner til brug for de ældste klasser i folkeskolen. Et af emnerne lød: ”Gør rede for negerproblemerne i USA.”
Har racismen egentlig flyttet sig? Det hører med til USA’s tragiske historie, at det lige fra starten har været et hus i splid med sig selv. Flere af ”the founding fathers” var selv slaveejere.
Og nu består rigets tilstand af ”over 100.000 døde og 40 millioner nye arbejdsløse som følge af coronapandemien. Tiltagende politisk fjendskab. USA har ikke været tættere på anarki siden raceoptøjerne i 1960’erne.”
Sådan skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Og dertil en præsident, der åbenlyst ikke magter sit lederskab. Han leger med ilden, hvor han burde gyde olie på de oprørte vande, skriver Kristeligt Dagblad.
Lykkepartiet er en selvmodsigelse
Og så har vi i den forløbne uge endnu en gang været vidner til oprettelsen af et nyt politisk parti i Danmark: Lykkepartiet. Stifteren er René Gade, som er tidligere folketingsmedlem for Alternativet. Det har afstedkommet adskillige kommentarer.
Rent professionelt har jeg som idéhistoriker den anke mod navnet, at det rummer en selvmodsigelse. Filosoffen Aristoteles gjorde for mere end 2000 år siden opmærksom på, at målet for ethvert menneskes stræben var lykken. Ordet parti rummer til gengæld en angivelse af, at man repræsenterer noget særligt – et udsnit af helheden.
Men faktisk rummer alle politiske ideologier en grundlæggende lykkedagsorden. Det gælder liberalismen, socialismen, kommunismen, anarkismen, fascismen, nazismen og alle de andre ismer. I den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 taler ”the founding fathers” om det enkelte menneskes ret til ”pursuit of happiness”.
At dette politiske program ikke har bragt nationen nærmere utopien om det lykkelige samfund, fremgår af den ovenstående tekst.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.