Danmark har fået en ny finanslov. Som led i omfordelingen af skattemidler fik SF gjort ordningen med gratis psykologhjælp til unge permanent og udvidet aldersgrænsen fra 21 til 25 år. I Morgenavisen Jyllands-Posten kommenterer redaktør Palle Weis denne udvikling, som han ikke er udelt begejstret for.
”Det er rigtig nok godt, hvis folk kan komme tilbage på sporet, men er det nødvendigvis psykologerne, der skal træde i alle livets genvordigheder?”, spørger Weis.
Med henvisning til psykologiprofessor Svend Brinkmanns udsagn om, at psykologbehandling kan føre til øget sygeliggørelse, peger Weis på, at det vigtigste måske snarere er ”den modstandskraft og stamina, som man har over for modstand i livet”.
For vist indebærer det at være et ungt menneske også gråd og tænders gnidsel, men har det nogensinde været anderledes?
Nej, for hvis vi selv suverænt skal bestemme, så bestemmer lysten, og så lister man uden om det kedelige og krævende. Vi er mageligt anlagte, og kan vi slippe for det sure slid, konfrontationerne og alle de andre ubehageligheder, gør vi det. Men livet er fyldt med opgaver, man ikke har lyst til såsom rengøring, lektier, tandbørstning, skærmydsler, afkalkning, oprydning, eksaminer og pligtselskabelighed.
Som P.G. Lindhardt engang sluttede en prædiken af med: ”Det er det, du ikke vil, du skal!”.
Opdragelsen er derfor afgørende, for den ”forlener den enkelte med en vis karakter og modstandskraft og forbereder på, at man ikke er verdens midtpunkt, og at skuffelser, modgang, modstand og indskrænkelse af friheden ikke er personlige fornærmelser, men en uundgåelig del af livet”.
I stedet for at hente hjælp hos psykologerne er der måske mere hjælp at hente hos dronning Ingrid, der i et interview sagde: ”Man kan, hvad man skal.”
Børn møder sultne og trætte i skole
En kronik i Berlingske af to ledere ved DPU lægger sig i nogen grad i forlængelse af den kritik, Palle Weis fremfører. Men her er anledningen den beskæmmende kendsgerning, at danske skolebørn i 4. klasse er blevet markant dårligere til matematik de sidste fire år, som det fremgik af den store internationale undersøgelse, der blev præsenteret i tirsdags.
Er matematikunderviserne blevet ringere?
Nej, de dårlige resultater hænger sammen med, at en overvældende procentdel af skoleelever møder både sultne og trætte op i skole. Hvad er grunden til det?
Jo, grunden er ikke mindst den, at den trygge, autoritative afstand mellem voksne og børn er forsvundet og i slagsmålet om, hvem der skal gøre hvad og til hvilken tid, vælger forældrene alt for ofte at bøje sig for orkeriets lov: Jeg orker ikke diskutere det mere. Find selv ud af det.
Men det er katastrofalt, skriver Claus Holm og Christian Christrup Kjeldsen, for ”børn har brug for forældre som sørger for, at de møder i skole parate, vågne og mætte”.
Og det kan vel ikke være en samfundsopgave at sørge for, at det sker?
Offerstatus kan veksles til fordele
Et nyt borgerligt netorgan har set dagens lys. Det hedder Kontrast og har som chefredaktør Mikkel Andersson, der tidligere var ansat på Berlingske. Kontrast leverer opinionsdannet journalistik.
Her skriver Ryan Smith således om ”Debattens falske ofre”. Med udgangspunkt i forskningsresultater fra University of British Columbia konstaterer Smith, at de personer, som ynder at give den i rollen som ofre for for eksempel tykofobi eller racisme og kræver markante indrømmelser fra omverdenen, synes præget af en række negative karaktertræk såsom manglende empati, etik og en tilbøjelighed til at udnytte andre. For meget af det gode ender som bekendt i det selvgode:
”Resultaterne (viste, red.), at de, der hævdede at være dydige ofre, ofte var mere tilbøjelige til at lyve og snyde for egen vindings skyld.”
De krænkelsesivrige har ifølge studiet en veludviklet fornemmelse for, hvordan offerstatus kan veksles til fordele, hvorfor generøsiteten helst ikke må komme andre end én selv til gode. Hvad bliver resultatet?
Ja, ifølge Ryan Smith betyder det, at vi ofrer ressourcer og energi på falske ofre og forsømmer de virkelige:
”Så vær på vagt for den selvpromoverende manipulator med falsk offerstatus og falske dyder – for det er ikke nødvendigvis de sande ofre, der råber højest eller skriver om det i Politiken.”
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard.