Prøv avisen
Debat

Brinkmann: Hvorfor mødes kritik af det terapeutiske samfund med mere psykologisering?

"Hvis Kjerkegaard havde holdt sig til sagen og ikke min baggrund eller person‑lige trosforhold, som hun – uden at kunne vide noget som helst om det – også blander ind i diskussionen, ville hun opdage, at jeg slet ikke er imod selvudvikling, men derimod ønsker en diskussion af retningen, i hvilken udviklingen bør gå." Arkivfoto. Foto: Cathrine Ertmann

Retræteleder Else Marie Kjerkegaard bryder sig tydeligvis ikke om den kritik af samtidens terapeutisering, som jeg har formidlet. Men når hun begrunder min kritik med min manglede erfaring med terapi, er det en ugyldig måde at argumentere på, skriver Svend Brinkmann

Under overskriften ”Svend Brinkmann mangler terapeutisk erfaring” kritiserer forfatter og retræteleder Else Marie Kjerkegaard mine synspunkter, som de blandt andet kom til udtryk i et interview, jeg gav til Martin Krasnik i Deadline på DR 2.

Kjerkegaard bryder sig tydeligvis ikke om den kritik af samtidens terapeutisering, som jeg har formidlet i bøger og artikler. Hun tager udgangspunkt i Apollons tempel i Delfi, hvor der som bekendt stod ”Kend dig selv”, men overser fuldstændig, at dette ikke var en invitation til et terapeutisk selvrealiseringsprojekt som i vore dage, men derimod til en besindelse på menneskets endelighed før mødet med det guddommelige.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet mødt af en psykologiseret kritik som hos Kjerkegaard: Når jeg for eksempel har kritiseret meditation som individualiseret tilgang til løsning af sociale problemer i livet (for eksempel på arbejdspladsen), har jeg fået at vide, at det bare er, fordi jeg selv mangler erfaring med meditation. Og nu fører min kritik af den kulturelle terapeutisering tilsvarende til, at jeg får at vide, at jeg bare mangler erfaring med terapi.

Det er ganske simpelt en logisk ugyldig måde at argumentere på. Jeg har for eksempel heller ikke selv erfaring med antidepressiv medicin, men derfor kan der alligevel være gode grunde til at problematisere det store forbrug af dette i Danmark.

Endvidere skriver Kjerkegaard flere gange temmelig nedladende, at jeg ”forstår ikke eller vil ikke forstå” selvindsigtens betydning. Det lille ”vil ikke forstå” er desværre en almindelig måde at psykologisere en saglig debat på med henvisning til en persons (manglende) vilje.

I den udstrækning Kjerkegaards indlæg kan siges at repræsentere selvudviklingsverdenen, står det desværre selv som symptom på et af tidens store problemer, nemlig at saglige diskussioner og kritikker psykologiseres og gøres til et spørgsmål om personens vilje eller motivation: ”Nå, du vil nok ikke forstå.”

Hvis Kjerkegaard havde holdt sig til sagen og ikke min baggrund eller person‑lige trosforhold, som hun – uden at kunne vide noget som helst om det – også blander ind i diskussionen, ville hun opdage, at jeg slet ikke er imod selvudvikling, men derimod ønsker en diskussion af retningen, i hvilken udviklingen bør gå.

Et ærinde i min kommende bog om ”Ståsteder” er at pege på, at når retningen er angivet af værdier, der ikke bare udspringer af menneskets eget indre, så ligger begrebet om dannelse mere lige for end begrebet selvudvikling, der i høj grad er blevet knyttet til en subjektiv og terapeutiseret livsforståelse.

Den må man have lov at problematisere med eller uden terapeutisk erfaring.

Svend Brinkmann er professor i psykologi ved Aalborg Universitet