Da Veganerpartiet for nogle måneder siden blev opstillingsberettiget, holdt partiet pressemøde i Kødbyen. Det affødte en hel del bemærkninger på sociale medier; min umiddelbare tanke var, at så har de da i det mindste humor, veganerne. Jeg tog fejl.
I Torsdags var Signe Molde på udebane blandt veganere på DR 2. Det var ikke sjovt, det var nærmest uhyggeligt. Det er kompromisløse typer, der har lært af Donald Trump. De sammenligner svineslagterier med holocaust og ser en rød tråd mellem vold mod børn, pædofili og kødspisning.
De er fortrydelige over, at der kan gå uger, hvor de ikke er i medierne, ”fordi de ikke kommer med noget, der er kød på”. Hø, hø. Aktivister i et parti, der vil tvinge havremælken i halsen på folk og dekretere plantebaserede ingredienser i ”Den store bagedyst”.
Kampråbet er: ”Veganer-partiet stopper svine-riet”, og lige dér viser det sig selvfølgelig, at de slet ikke er hverken konsekvente eller radikale nok. Sådan er kampen på fløjene.
Der er veganere, der også vil have sat stop for ordsprog eller nedsættende sprog om dyr. En blankøjet og mere radikal dyreaktivist ser ud til at få det fysisk dårligt konfronteret med ”der er ingen ko på isen” og ”så er den ged barberet”. ”Helt til rotterne” går selvfølgelig heller ikke.
Rotter er fantastiske dyr. Men hvad ville den ekstreme dyreaktivist gøre, hvis han selv fik et problem med rotter? Han ville prøve at klare det på en skånsom måde, og hvis det ikke lykkedes, ville han flytte.
Jeg ved ikke, hvad det er, men sjovt er det ikke. Signe Molde har tidligere været på udebane hos blandt andre abortmodstandere og lgbtq+, uden at det rigtig har løftet sig. Kikset på en ikke-charmerende måde. Men hos veganerne går det slet ikke, selvom Molde møder op med leopardkjole, dunjakke og et ubestrideligt talent for at være sjov på en fræk som en slagterhund-agtig facon.
Hvorfor går det så galt på udebanen? Man kan bestemt have sympati for et forsøg på med lidt djærv kækhed at lege hund i et spil kegler på et antal af tidens identitetspolitiske arenaer.
Molde møder op som repræsentant for den almindelige, venlige majoritet, der gerne vil rumme mennesker, der er eller tænker anderledes end flertallet. Vi skal jo være her alle sammen.
Problemet er, at sådan ser man slet ikke på det, dér på udebanen. Lgbtq+-folkene vil ikke ”rummes”, og veganerne har så totalitære fordringer til almindeligheden, at de fortjener mere modspil end en joke.
Særligt når der nu er tale om et opstillingsberettiget parti, hvis ambition om at komme i Folketinget ikke er helt umulig, hvis man skal tro flere politiske analytikere.
Det handler om magt, og dér er testen, om veganerne vil give andre den frihed, de selv nyder godt af i det liberale samfund. Det kan man godt tvivle på.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.