En præst burde vide bedre

Når en sognepræst som Poul Joachim Stender udtrykker sig, som han gør, må han formodentlig se frem til sin pensionering med stor utålmodighed, skriver debattør

Arkivfoto: JENS NØRGAARD LARSEN
Arkivfoto: JENS NØRGAARD LARSEN.

Det må være en selvfølge, at en sognepræst og cand.theol. besidder en større almenviden og ikke mindst et grundigere kendskab til Bibelens bøger end et hold vordende konfirmander.

På denne baggrund er det mildt sagt flabet af Poul Joachim Stender i Kristeligt Dagblad den 28. marts at indlede sin præsentation af to opskrifter i relation til påsken med ordene: ”Det er svært at finde huller i konfirmandernes uvidenhed.”

Når en sognepræst udtrykker sig således, må vedkommende formodentlig se frem til sin pensionering med stor utålmodighed.

Da præsten klandrer, hvad han oplever som unge menneskers uvidenhed, er det tankevækkende, at han afslutter opskriftpræsentationen med ordene: ”Jesus brød hul på graven påskemorgen.”

Det er korrekt i symbolsk forstand, idet Guds søn sejrede over døden, men ingen af evangelisterne formulerer sig, som sognepræsten skriver.

Markus og Lukas beretter, at kvinder påskemorgen fandt graven, i hvilken Jesus var blevet lagt, tom. Johannes skriver, at Maria Magdalene, Simon Peter og endnu en discipel så den tomme grav. Matthæus fortæller, at en engel væltede stenen foran graven til side.

”Men hvad end konfirmanderne spiser i påsken, er vi nogle, der spiser masser af æg og lammekød”, skiver Poul Joachim Stender med slet skjult selvglæde.

Herefter er det givende at læse Lukasevangeliets kapitel 18, vers 9 til 14 (lignelsen om farisæeren og tolderen, red.). God påske!