Det er ikke ubegrundet, hvis Kristeligt Dagblads igangsatte serie om "venner", som i sig selv er et prisværdigt initiativ, bliver mødt med skepsis.
I vor tid er der et stort behov for en analyse af, hvordan den omsiggribende individualisme indvirker på forholdet mellem menneskene – deres venskaber og andre fællesskaber.
Resultaterne af den omtalte brugerundersøgelse synes imidlertid at angive, at telefonspørgerne ikke har vidst, hvad det vennebegreb, de spurgte om, indebærer, og at de, der svarede, ikke har vidst, hvad de svarede på, fordi de ikke havde noget klart billede af, hvad de selv forstod ved "ven(ner)", og ikke kunne vide, hvad udspørgeren forestillede sig.
Det fremgår for eksempel ret tydeligt af, at de, der har svaret, at de har mange venner, i virkeligheden har ment det samme, som dem, der har svaret, at de ingen venner har, fordi de mener, at hvis man hævder at have mange venner, har man ingen.
Venskabsforskerens omtalte opdeling af venskab i fire grupper med beskrivelse af disses afgrænsning og af, at et menneske ikke kan rumme mere end i alt 150 venner, har ikke været brugt i spørgeundersøgelsen og næppe været kendt af de udspurgte. Selvom den var, ville det ikke have afbødet en væsentlig begrebsforvirring: Hvad forstår man ved "en ven" eller "et venskab"?
Inflation i brugen af ordene "venner" og "venskab" og misforståelse af disse begreber illustreres i det stort opsatte interview med Lise Nørgaard og Søren Pind (den 24. juli), som mødes en gang imellem, Nørgaard for at føle sig yngre, Pind for at drage nytte af Nørgaards livserfaring, begge for at nyde deres fælles liberale livsholdning og ikke mindst, hvad nytte de hver for sig for sig selv kan drage af forbindelsen med den anden.
Sådanne samvær kan jo være både hyggelige og givende og måske i daglig tale uden omtanke betegnes som et venskab. Hvis det imidlertid er den måde spørgerne og de, der svarer, i undersøgelsen bruger ordene "venner" og "venskab" på, er det forståeligt, at en især blandt yngre stor majoritet kan svare, at de har mange venner, men der ville næppe have været den blandt ældre ret store minoritet, der svarede, at de ingen venner har.
Nyttig information til læserne ville der først blive tale om, hvis de personer, der inddroges, fik et fælles udgangspunkt med hensyn til, hvad man ville forstå ved de nøgleord, der anvendtes, ligesom det ville være nyttigt, hvis alle accepterede, at dette at have mange venner ikke i undersøgelsen ville blive betragtet som det samme som at have succes i livet.