Ukraine-krig viser, at folk stadig vil dø for deres land. 40 år gammel teori forklarer hvorfor

Det nationale fællesskab er forestillet, skrev Benedict Anderson i toneangivende værk, som nu fylder 40 år. Hans teori om forestillede fællesskaber kan forklare, hvorfor ukrainerne er villige til at dø for deres land, men kritiseres også for at reducere nationalfølelse til et politisk redskab

TOPSHOT - Ukrainian soldiers ride on an armoured vehicle near the recently retaken town of Lyman in Donetsk region on October 6, 2022, amid the Russian invasion of Ukraine. - The people of Lyman, emerging from cellars after Ukraine recaptured the town from Russian forces, have been left confused and fearful by both the battle and the shifting political map. Lyman is in Ukrainian hands and the sounds of explosions come from de-mining teams performing controlled detonations in the pine forests that surround Lyman, polluted by the debris of war. (Photo by Yasuyoshi CHIBA / AFP)
TOPSHOT - Ukrainian soldiers ride on an armoured vehicle near the recently retaken town of Lyman in Donetsk region on October 6, 2022, amid the Russian invasion of Ukraine. - The people of Lyman, emerging from cellars after Ukraine recaptured the town from Russian forces, have been left confused and fearful by both the battle and the shifting political map. Lyman is in Ukrainian hands and the sounds of explosions come from de-mining teams performing controlled detonations in the pine forests that surround Lyman, polluted by the debris of war. (Photo by Yasuyoshi CHIBA / AFP). Foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix.

Hvad vil det sige at have en nationalitetsfølelse? Betyder det, at man er del af en blodsforbundet slægt med dybe historiske rødder af sprog og kultur? Er det en bestemt værdi, man vedkender sig? Er det bare et udtryk for, hvem man tilfældigvis lige er født i en nogenlunde tæt nærhed af?

Mange har nok en idé om, hvad der eksempelvis er særligt dansk, men modsatrettede svar i hvert eneste land har gjort det yderst besværligt for forskere at komme med et præcist svar på, hvad en nationalitetsfølelse egentlig er.

Er det noget med sprog? Måske, men hvordan kan et land som Schweiz så både have fire officielle sprog og en nationalitetsfølelse? Handler det snarere om en historisk forbundethed? Ja, måske, men mange steder i verden kan de selvsamme historiske rødder betvivles og føre til intens debat om, hvordan man skal læse historien. Kulturelle skikke kan også afføde store interne diskussioner om, hvilke skikke der så egentlig hører til nationen eller ej.

For 40 år siden kom politologen Benedict Anderson med sit svar på det besværlige spørgsmål: Nationalitetsfølelsen er et forestillet fællesskab.

I den omdiskuterede bog "Imagined Communities" (Forestillede fællesskaber) fra 1983 beskrev han, hvordan nationalitetsfølelsen er en udbredt forestilling om, at folk hører sammen og dermed har et fællesskab med de andre nationsfæller, selvom man aldrig har mødt dem og sikkert aldrig kommer til det. Det fællesskab er sågar så stærkt, at folk er villige til at dø for nationen. For nok er det forestillet, men det føles virkeligt for medlemmerne af det nationale fællesskab.

Forskere hylder teorien for at være den bedste forklaring på nationalfølelser, og hvorfor ukrainerne i øjeblikket kæmper for at forsvare deres land og er villige til at dø for det.

Men teorien er også blevet kritiseret for at lave en forfejlet læsning af historien og reducere nationalitetsfølelsen til noget, der er skabt som et politisk redskab.

Som en stor familie

Bogens hovedpointe er, at folk føler sig forbundet af nogle fælles forestillinger om, hvad de har tilfælles. De forestillinger kan godt være knyttet til klassiske markører for nationalitet som sprog, kultur, skikke og historie, men fællesskabet er først og fremmest et udtryk for de dominerende værdier og skikke i nutiden, fortæller Mikkel Flohr, postdoc ved Roskilde Universitet, som forsker i global politisk sociologi:

"Forestillingerne om fællesskabet er til konstant forhandling, så når man refererer til, hvad der har formet os i historien, handler det om, hvad man i dag vælger at fremhæve fra historien. Diskussioner om, hvad der skal på skoleskemaet i dansk, historie og samfundsfag, er med til at forme de næste generationers forestillinger af fællesskabet, og Benedict Anderson har været god til at hjælpe os med at forstå, hvad der former nationens fællesskab.”

Den udbredte opfattelse i 1983 var egentlig, at fænomener som nationalitet og religion tilhørte den gamle verden, og at de var stadigt aftagende i den hastigt voksende globalisering. Men Anderson pegede på, hvorfor nationalfølelsen er så stærk, at den tværtimod har været i fremmarch de seneste 40 år, selvom forudsigelserne tilsagde det modsatte.

"Folk har følt sig provokeret af bogen, fordi den bryder med den nationalistiske diskurs, der lever af idéen om blod, slægtskab og fædreland. Hans bog er et opgør med teorierne om, at nationale fællesskaber er defineret af etnicitet, race og sprog. Han observerede, at nationalitetsfølelse var en meget stærk forestilling, der både omfatter folk, man ikke kender, folk, der er døde, og folk, som ikke er født endnu," siger Uffe Østergaard, professor emeritus i historie ved Copenhagen Business School.

Anderson hæftede sig blandt ved den familieprægede sprogbrug, som knyttes til nationalitet. Ord som broderfolk, landsfader og landsbrødre bruges om folk, man ikke har en egentlig familierelation til, men symbolikken er ikke til at tage fejl af.

"Vi benytter os af et sprogbrug, som om man er en familie og deler en hel masse med de andre i det nationale fællesskab. Det er, hvad jeg kalder et som om-fællesskab," siger Uffe Østergaard.

Familiemetaforen understreger, hvor tæt slægtskabet er mellem folk i fællesskabet. Det er nemlig ikke bare et hvilket som helst fællesskab på linje med alle de andre fællesskaber, man kan forestille sig, man indgår i, understreger Østergaard:

"Der er et hierarki, hvor nogle fællesskaber er vigtigere end andre. Folk er villige til at dø for det nationale fællesskab, og det er en vigtig definition."

Nationens omdiskuterede fødsel

Selvom beskrivelsen af de forestillede nationale fællesskaber lyder provokerende, anerkender teoriens kritikere, at Anderson var med til at udbrede indsigter om national identitet.

"Han beskriver begrebet nation uden de normale, objektive kriterier såsom sprog og skikke. Han siger, at det fællesskab kun bliver et fænomen i verden, når folk forestiller sig, at de er en del af det. Derfor synes jeg egentlig ikke, det er et dårligt begreb. Problemet er bare, at nogle forstår begrebet som noget, der kun foregår i hovedet og ikke er virkeligt. Men det bliver jo virkeligt, fordi mange mennesker over tid faktisk forestiller sig det," siger historiker Adam Wagner.

"Hvis jeg skal tale positivt om ham, så har han jo ret i, at man skal forestille sig, at man er medlem af en nation. Det kræver, at man har nogle forestillinger om nationen tilfælles," siger historiker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet Michael Böss.

Alligevel er de to historikere kritiske over for teorien om, hvordan de forestillede nationer er opstået. Anderson lagde nemlig stor vægt på at beskrive, hvordan de nationale fællesskaber blev udviklet med opfindelsen og udbredelsen af trykpressen. Trykpressen gjorde det muligt at udbrede modersmål og nationale fortællinger til andre mennesker, der talte samme sprog. Det "lagde grunden til den moderne nation", som Anderson skrev i "Forestillede fællesskaber".

Men det er en misforståelse, at de nationale fællesskaber først opstod med industrialiseringens udbredelse af trykpressen, mener kritikerne, for der er massevis af eksempler på, at idéer om begrebet nation går meget længere tilbage.

"Anderson er så fokuseret på udbredelsen af skrift og tekstkultur, at han overser, at der allerede fandtes litteratur med en stærk national identitet, længe før trykpressen blev udbredt," siger Michael Böss.

Han henviser til både islandske og irske sagn og myter, som folk fortalte til hinanden, tusind år før trykpressen blev opfundet. Disse myter om konger og vigtige begivenheder var med til at skabe fortællingen om, hvad det ville sige at være islænding eller irer.

"Hans hovedfejl er, at han ser bort fra den mundtlige kultur. Det betyder selvfølgelig ikke, at man har tænkt på nationer på samme måde, som vi gør i dag, men Anderson ville jo slet ikke regne med, at der fandtes nationer tusind år før industrialiseringen. Modernisterne har et historieforkortende syn, hvor de ikke mener, at der fandtes nationalitet eller nationer før Johann Gutenbergs trykkemaskine og Den Franske Revolution," siger Michael Böss.

Konstruktion af nation

Kritikerne af Anderson argumenterer således for, at idéer om begrebet nation opstod længe før, den blev brugt som et politisk redskab til at skabe en national enhed.

I det hele taget er de kritiske over for den bølge i synet på nationalitet, som Anderson blev en del af i 1983. "Forestillede fællesskaber" er nemlig ikke det eneste værk, der kan fejre fødselsdag i år. Antropologen Ernest Gellner udgav "Nations and Nationalism" (Nationer og nationalisme), og historikeren Eric J. Hobsbawm redigerede antologien "The Invention of Tradition" (Opfindelsen af traditionen) i 1983, og sammen med Andersons bog markerede de en bølge af ny nationalismeforskning.

Trioen skabte et nyt, modernistisk syn på nationalitet, hvor Gellner påpegede, at nationalisme opstod i 1800-tallet som et politisk redskab til at ensarte tænkningen i det nationale fællesskab, mens Hobsbawm beskrev, hvordan elementer fra nationernes folketraditioner i vid udstrækning var opfundet i det 19. århundrede for at underbygge en national identitet. Skotternes brug af kilt med de traditionelle klan-tartans og sækkepibemusik blev eksempelvis først intensiveret i det 19. århundrede som et modsvar til irsk indflydelse i højlandet.

"Denne modernistiske bølge har været med til at skabe en opfattelse af, at nationalitet opstod i industrialiseringen, fordi der var et politisk behov for det. Nationen blev opfattet som et opportunt redskab til at opnå nogle politiske mål," siger Adam Wagner, der anerkender, at det er rigtig nok, at man i det 19. århundrede brugte nationalfølelser til at opbygge nye, homogene stater.

"I den proces er noget af nationaliteten selvfølgelig konstrueret, men derfra er der ikke en lige linje til at sige, at nationer, folkeslag, definerede sprog, skikke og forestillinger om fælles afstamning også er konstruerede. For at man overhovedet kunne gennemføre det projekt, skulle man jo hive fat i noget, som folk kunne genkende. Min forklaring på, hvorfor de nationale forestillinger slog så hurtigt an, er, at der allerede fandtes nationale identiteter, som så blev instrumentaliseret," siger Adam Wagner.

Andersons begreb om forestillede fællesskaber endte i de følgende årtier med at blive afgørende for synet på nationalitet. Ifølge Michael Böss fik det nye blik på nationalitetsfølelsen den konsekvens, at mange begyndte at tro, nationalitet bare var opfundet til formålet.

"Med reference til Benedict Anderson sagde folk i 1990'erne, at nu gik man ind i globaliseringens tidsalder, nationalstaterne ville forsvinde, og verdens grænser ville blive udvisket. Det var en alvorlig fejl at tro, at bare fordi et fællesskab var forestillet, kunne man bare tænke det væk igen. Bare fordi noget er forestillet, betyder det ikke, at det er uvirkeligt for folk," siger Michael Böss.

Han fremhæver blandt andet den Maastricht-traktat, der i starten af 1990'erne omdannede Det Europæiske Fællesskab til Den Europæiske Union, som et tydeligt eksempel på, at man troede, at folk ville bevæge sig fra et nationalt sindelag og få en transnational europæisk identitet.

"Men målingerne fra EU's statistiske bureau viste helt tydeligt, at de nationale identiteter ikke ophørte, som de politiske teoretikere ellers havde forudset," siger Michael Böss og understreger, at globaliseringen tværtimod har styrket nationalstaterne, der skal værne sig i den internationale konkurrence.

“Når man i dag snakker om medborgere og solidaritet, ligger det jo indbygget, at det er inden for det nationale fællesskab,” siger Michael Böss.

Uretfærdig kritik

Uffe Østergaard kalder kritikken af Benedict Andersons teori for uretfærdig. Jovist har nationalidentitetens udvikling de seneste 40 år vist, at det er en følelse, der står styrket, men Andersons ærinde var heller aldrig at sige, at nationalidentitet ikke betød noget. Tværtimod.

"Hvis man opfatter fællesskabet som opfundet, fordi det er forestillet, misforstår man Anderson. Det er nemlig ikke spor vilkårligt, hvilke fællesskaber som har held med at blive etableret under deres historiske betingelser og strukturelle forhold. Der er jo også eksempler på forsvundne kongeriger, der ikke overlevede på lang sigt, men som måske havde gjort det, hvis de havde haft en stærkere national identitet," siger Uffe Østergaard.

Han udfolder pointen ved at pege på Ukraine, som han mener er ved at udvikle sig til at blive en stærk nation i konfrontationen med Rusland. Selve den ukrainske stat er ung, og grænserne for de forudgående statsdannelser har historisk set skubbet sig meget over tid. Dele af landet har været en del af både Polen, Det Russiske Imperium, Det Habsburgske Rige og senest Sovjetunionen, og denne historiske placering i et grænseland er også tydelig i landets navn, der stammer fra det slaviske ord for grænseland: krajina.

Historisk set har geografien derfor været et splittende parameter for en ukrainsk national identitet, ligesom landet også er splittet mellem den katolske og russisk-ortodokse kirke. Sproget ligger også så tæt op af russisk, at det ikke er et godt parameter til at forstå, hvorfor ukrainerne nu forsvarer sig i krigsangrebet mod det store naboland, der taler samme sprog, mener Østergaard.

Men selve forestillingen om at have det nationale fællesskab, at være sit eget selvstændige folk, have troen på egne værdier og at se sig selv i modsætning til russerne får ukrainerne til at drage mod krigsfronten og potentielt set dø for deres land.

"Inden krigen var de forskellige dele af Ukraine knyttet til forskellige fællesskaber, som var delt mellem Øst og Vest. Men Ukraine er ved at udvikle en fælles national bevidsthed med fælles historie, symboler og blodsudgydelse på grund af Ruslands angreb," siger Uffe Østergaard.