”Avisen om livets store spørgsmål.” Sådan markedsfører nærværende dagblad sig selv. Der er mange gode og vigtige spørgsmål, men så er der også de helt store spørgsmål om det dybeste, det yderste, det vigtigste, ja, om liv og død.
Og man må nok sige, at Kristeligt Dagblad stillede et spørgsmål i sværvægtsklassen, da avisen i den forgangne påske spurgte: ”Hvad vil danskerne dø for?”. Så er man ligesom ude over smalltalk og den lette passiar.
Flere danskere blandt andre en frikirkepræst, en sygeplejerske, en missionær og en tidligere jægersoldat fortalte til avisen, hvad de var villige til at dø for, og artiklerne dannede også baggrund for Kristeligt Dagblads podcast om samme spørgsmål. Havde man læst artiklerne, var der ikke meget nyt at hente i podcasten, men det talte ord giver alligevel en nerve i forhold til det trykte ord.
Skribenten bag artiklen var gæst i podcasten og værten brugte ikke tiden på udenomssnak, men gik lige til sagen og gæsten og spurgte hende, hvad hun selv var villig til at gå i døden for? Hun svarede med klædeligt forbehold, at det var let nok at sidde i et lydstudie og erklære, hvad hun var villig til at dø for og så rent faktisk stå i situationen, hvor spørgsmålet for alvor blev påtrængende. Hun mente dog, at hun var villig til at dø for sin lillebror og sin lillesøster.
Spørgsmålet om villigheden til at dø for noget, er også aktualiseret med Ukraine-krigen, hvor utallige ukrainere sætter livet på spil i forsvaret for deres land, og de har oven i købet fået hjælp af de 20.000 udenlandske frivillige, som har meldt sig under den blå-gule fane. Som værten udtrykte det: ”Døden er rykket lidt længere frem i bussen.”
Der er også en intim sammenhæng mellem liv og død. Har man ikke noget eller nogen, det er værd at dø for, har man så i virkeligheden noget eller nogen, det er værd at leve for?: ”Hvis man virkelig skal kunne leve, så skal man også være klar til at dø,” lød det fra Lars Møller, som havde tjent 25 år i Jægerkorpset.
En martyr betyder egentlig et vidne, og martyren vidner om en kærlighed, som er stærkere end frygten for lidelse og død. Det er et smukt vidnesbyrd at sætte sig ud over sin selvopretholdelsesdrift, men martyren kan også være drevet af blind fanatisme og farligt sværmeri. Den martyr, som vader gennem andres blod for at få et navn på jorden eller i himlen, vidner bare som sin forfængelighed og hensynsløshed.
Det blev også nævnt, at martyriet ikke stod særligt stærkt i den vestlige protestantisme, og det kan dårligt nægtes. Det var dog lidt underligt, ikke mindst i en dansk kontekst, at Kaj Munk slet ikke blev nævnt. Kaj Munk, som skrev, at kirkens dyrebareste klenodie er Kristus selv, men det næstdyrebareste er de kristnes martyrsind. Det skulle som bekendt blive til dødelig virkelighed for præsten i Vedersø.
Jesper Bacher er sognepræst