TO LÆSERBREVE I Kristeligt Dagblad opfordrede til at skyde ulvene, og de hørte til blandt de mest læste på avisens hjemmeside. Som man kunne læse i Morgenavisen Jyllands-Posten, er ulven nemlig vendt tilbage i den danske natur. Naturstyrelsen synes, at det er en god idé.
Ikke alle øjner dog visdommen deri. I Morsø Folkeblad skriver Lars Lyngholm Bisgaard: ”Hvorfor skal det nu pludselig være fint at byde en sådan voldsom dræbermaskine velkommen?”.
Og at ulven virkelig er en dræbermaskine, får man indtryk af under læsningen af Fredericia Dagblad, der kan berette om dræbte og skambidte får. Men også om skræmte danskere. Annette og Per Kofoed ejer i Midtjylland en lille landejendom, som indtil januar var et slags jordisk paradis, men nu føler ægteparret sig reduceret til statister i en gyserfilm. Annette Kofoed fortæller:
”Vi har kræet siddende lige uden for vores hegn, kun 100 meter fra vores hus, og når vi forsøger at jage den væk, flytter den sig ikke (…). Forleden, da jeg gik tur med vores datter, stalkede ulven os. Den blev ved med at følge efter os, og det er altså lidt svært ikke at løbe, når man kan mærke dens øjne i nakken.”
Historiker Michael Böss siger til Fredericia Dagblad, at det er repræsentanter for den kreative klasse, der plæderer for ulvens genkomst, og heri støttes historikeren af Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent:
”Man behøver vist blot at forestille sig, at der en dag viser sig en selv nok så sød Disney-agtig ulveunge i Dyrehaven nord for København. Så får piben hurtigt en anden lyd, skal et forsigtigt tip lyde herfra.”
Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent konstaterer derfor, at ulven er en brik i den kulturkamp, der pågår mellem land og by.
Det var pæne ord, man sagde, da han kom – og det var også pæne ord, man sagde, da han gik. Det var kun, mens han virkede, man fandt ham helt umulig. Sådan satiriserede Informations gamle chefredaktør Børge Outze over nekrologer. Og kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) mente vistnok på sin profil på Facebook, at det var cirka, hvad der nu foregik efter prins Henriks død. Nok var Prinsen blevet budt velkommen, og nok blev han hyldet ved sin død, men danskerne brød sig ret beset egentlig ikke om prins Henrik, mens han virkede, eftersom han var anderledes og fra et andet land.
”Jeres hykleri vil ingen ende tage,” lod Mette Bock sine landsmænd vide.
Og på den måde gik der også kulturkamp i prins Henriks død. For i en kommentar bragt på Berlingskes hjemmeside anførte Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, at Mette Bock helt uden pli havde valgt ”at ride sin helt egen kæphest på ryggen af et dødsfald i den kongelige familie”.
Formanden for Nye Borgerlige mente, at kultur- og kirkeministeren i sin Facebook-opdatering i virkeligheden propaganderede for, at danskheden skulle ”nedgøres til fordel for en diffus mangfoldighedsideologi”.
Apropos kulturel mangfoldighed, så bragte TV 2 et indslag fra en somalisk kvindeforening i Vollsmose, hvor ingen af de tilstedeværende tilsyneladende havde arbejde – blandt andet fordi de kun talte somali.
Manglende danskkundskaber gav statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog pokker i: ”Man behøver ikke tale med sin moppe, sin kost og sin spand,” sagde han til TV 2.
Dansk Folkeparti benyttede TV 2- reportagen til at spørge på Facebook, om de fleste somaliske kvinder er en byrde eller en berigelse for Danmark. Og det var som at smide en tændstik i en krudttønde. ”Bunden eksisterer ikke,” rasede erhvervskvinden Stine Bosse således på Twitter.
Men et yngre folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, Jeppe Jakobsen, påpegede på Twitter, at når man kalder danske pensionister for en ”ældrebyrde”, udløser det ingen reaktion. Er det da mere hæderværdigt at migrere til Danmark, lukrere på velfærdsydelser og demonstrativt ignorere værtslandets sprog end at have været aktiv på det danske arbejdsmarked i en menneskealder og dermed selv at have bidraget til at finansiere sit otium?
Sådan opstod der i denne uge en række spørgsmål, hvis besvarelse afspejler ens position i den igangværende kulturkamp.
Ugens debat skrives på skift af tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sognepræst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdidebatter.