To ordførere fra Venstre har for nylig foreslået, at Danmark skal øge sin kvote af FN-flygtninge fra 500 til 1000 om året. Såfremt man altså hjemsender de nuværende 4000 asylansøgere fra Afghanistan, men lad det nu ligge.
Derimod fortjener retorikken i den verserende debat en kommentar. Modstanderne af forslaget taler om, at det - frit citeret - går mod befolkningens ønske at øge tilstrømningen af flygtninge. »Tilstrømningen af flygtninge!«
Selv da bølgerne gik højt for et par år siden, og mens vort land på årsbasis gav asyl til omkring 5000 flygtninge, udgjorde »tilstrømningen« til Danmark ca. 15 flygtninge om dagen. Under et besøg i Sierra Leone i Vestafrika var jeg en enkelt dag i slutningen af oktober med til at modtage 183 flygtninge, der kom med FN-biler fra en transitlejr nær grænsen til Liberia.
Nødhjælpsarbejdere beretter senest om 3000 flygtninge fra Liberia, der på blot en weekend er kommet over grænsen til Sierra Leone. Landet - et af verdens fattigste - giver i dag husly til ca. 60.000 liberiske flygtninge. Der er krig i Liberia, men det er en gammel og uinteressant krig, som nu står i skyggen af de voldsomme og tragiske begivenheder i nabolandet, det hidtil fredelige Elfenbenskysten.
Hvordan kan man med anstændighed tale om tilstrømning til Danmark, når man sammenligner de få tusinde mennesker, der beder om hjælp i vores land, med de 60.000 flygtninge, der på under seks måneder er ankommet til Sierra Leone, og med de store menneskemængder, der er på flugt rundt om i verden?
Regeringen har på Danmarks vegne givet tilsagn om at øge hjælpen i nærområderne. Og jeg skal love for, at det er tiltrængt. FN's flygtningeorganisation, UNHCR, mangler penge til at bistå de anslået 12 millioner flygtninge, der p.t. (2001) er i verden. Konsekvensen af den manglende vilje i donorlandene er, at flygtninge i nærområderne lever et uanstændigt liv.
Trusler på livet, vold, risikoen for tvangsrekruttering, plyndring, voldtægt eller mishandling er blandt de årsager, som får millioner af mennesker til at leve i landflygtighed. Alle har de forladt et hjem. Det være sig et hus, en lejlighed, en hytte, et stykke jord. Husdyr, ejendele og måske endog familiemedlemmer er ladt tilbage.
Når flygtningene ankommer til FN's flygtningelejre i nærområderne, bliver de i første omgang indkvarteret i store telte. 10-12 familier bor sammen under teltdugen, uden mulighed for privatliv. Gulvet er den bare jord, eventuelt dækket af tæpper eller måtter. De få medbragte ejendele ligger i poser eller tasker på jorden eller er hængt over bjælkerne i de store telte.
Dette påtvungne fællesskab varer ofte en-to måneder, førend flygtningefamilierne får tildelt en bolig eller et stykke jord med en bunke byggematerialer. Den nye bolig er en lerklinet hytte med tag af strå eller blade. I bedste fald dækket med en plast-presenning. De mere snilde banker et par stolper i jorden og får lavet en seng, der kan hæve de sovende over jorden. For at undgå kulde og kryb.
Lejrenes »fastboende« flygtninge udtrykker ønsker om nye presenninger til taget. Den stærke sol og rotter har lavet huller i taget, og regn trænger ind under regntidens tropiske regnskyl. Hvert boligområde i lejren har i bedste fald en fælles latrin og rent drikkevand i gangafstand fra bopælen.
Hver registreret flygtning modtager fra FN en månedlig fødevareration bestående af 13,5 kilo bulgur (knust hvede), trekvart liter majs-soyablanding, en skål linser eller bønner, en liter olie og en håndfuld salt. I nogle lejre er der 10-20 procent ikke-registrerede flygtninge, hvilket giver yderligere knaphed, da maden til lejren beregnes ud fra antallet af registrerede flygtninge.
»Fødevarerationerne er ikke tilstrækkelige«, klager flygtningene, der må sælge deres sidste værdigenstande eller låne af bekendte i lejren for at få maden til at slå til. »Det er en ond cirkel«, fortæller en liberisk kvinde, der er flygtet med sine to små børn. »Når jeg får min ration, må jeg med det samme aflevere en del tilbage til mine skyldnere. Jeg har ikke nok at give til mine børn«. Hvad stiller en sådan kvinde op, der ikke har mere at sælge, og som står med to sultne børn?
Det er ikke mærkeligt, at prostitution florerer under sådanne vilkår.
Hjælp i nærområderne? Jeg er hel sikker på, at både FN og en helt masse mennesker rundt om i verdens flygtningelejre vil påskønne politisk ordholdenhed, også fra dansk side.
At alle lande, som har underskrevet FN's flygtningekonvention, og som dermed har påtaget sig et ansvar for at hjælpe verdens flygtninge, lever op til de humanitære forpligtelser og betaler ved kasse et.
Michael Sander Loua er informationschef i organisationen »Læger uden Grænser«