Under beskyttelse

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.”

Paulus’ Brev til Romerne 8, 1

For apostlen Paulus blev noget af det bedste og vigtigste at få indprentet os, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus Jesus!

Dom og fordømmelse er der ellers nok af i verden. Også Guds lov rammer os med fordømmelse. Men hos Jesus, i troens nærhed hos ham, gælder en anden dom end alle regler og paragraffers dom. Der gælder nådens dom! Nåden går for ret. Apostlen fortsætter derfor også i samme åndedrag med at nævne næsten alt, hvad der kan ramme af ondt og Helvedes gru. Men vi skal ikke fortabes derunder, når vi i troen på Jesus er skærmet af Guds hånd. Gud er stærkere end alt djævelsk, og intet ondt kan rive os ud af hans hånd og favn.

Menneskers domstol og Guds domstol. Menneskers dom er ofte den ophidsede folkedomstols partiske dom. Sådan er Guds dom ikke. Og Bibelen efterlader os ikke i tvivl om, at Guds domstol er ”højesteret” og derfor den, der skal præge os mest i det, vi bekender os til og lever efter.

Den største frygt er ikke, hvad mennesker kan finde på at gøre ved os. Det kan sandelig være slemt nok, men de kan ikke forfølge os længere end til dødens grænse. Guds dom skal vi frygte, for hans magt og myndighed omfatter både liv og evighed.

Og så er det alligevel, at Jesus ofte siger: ”Frygt ikke!”. Når livet er modsætningsfyldt, og vi ikke selv kan styre tingenes gang, så betyder Jesu ”Frygt ikke”, at vi ikke dermed bare styres af tilfældighedernes spil. Som kristne tror vi på, at vi er inde i Guds store plan, hvor vi sættes fri af både menneskers domme og Guds dom over vore synder. Jesus vil med sit ”Frygt ikke” opmuntre os til både at tro og at leve som overgivet i Guds hånd i vores liv og opgaver. Det samme som Paulus vil opmuntre os til med sine ord om friheden i Jesu nærhed fra alle fordømmende magter.

Vi lever i frygtens verden. Men under det himmelske ovenlys får vi at se, at Guds magt er større end Djævelens. Og at korsets ord rummer rigere frelse end alt det, andre mennesker og vores egen samvittighed fordømmer os for.

Thomas Kristensen er pastor emeritus.