Prøv avisen

Undergangen, der gik over

Tegning: Peter M. JensenBLIVER SENDT DIREKTE TIL REDSEK-MAIL

For de fleste af os blev det hverdag igen forbløffende hurtigt, skriver Kåre Gade om 11. september

VERDEN VIL ALDRIG blive den samme igen, sagde vi til hinanden. I denne uge har vi genset den 11. september 2001 i en massiv mediedækning, som ikke lader nogle vinkler uprøvet der er udsendelser om tvillinger i tvillingtårnene, om ofre, hvis kæledyr hjalp dem gennem traumerne, og om Paul McCartney, som laver en støttekoncert.

Men temaerne er kun påskud for at vise de klip, som vi kan udenad, men alligevel må se igen og igen: den apokalyptiske vision af flyene mod den septemberblå himmel. Gardinerne, der blafrer ud af de knuste vinduer på 89. etage. Eksplosionerne af støv, der ruller gennem gaderne på nedre Manhattan.

Apokalypse betyder, i den populære opfattelse af ordet, verdens undergang. Da vi oplevede terrorangrebene i USA, så vi en moderne apokalypse i øjnene gammeltestamentlig i sin vælde, mareridtsagtig som et Hieronymus Bosch-maleri og kommenteret live på CNN. Det foregik på den anden side af Atlanten, men selvom vi teknisk set kun var tilskuere, var det også vores verden, der gik under.

I nogle timer, måske et døgn, mærkede vi, hvordan den faste grund skred under fødderne. De tektoniske plader under vores vesteuropæiske verdensbillede blev sat i bevægelse, da vi samledes om tv-apparaterne, og en sugende afgrund af navnløs rædsel åbnede sit gab og slugte den virkelighed, vi kendte. Angsten var virkelig, og den var vores.

Nu betyder apokalypse egentlig ikke undergang, men afsløring et slør, der rives bort, så man ser verden, som den egentlig er. I den forstand er apokalypsen ikke verdens ende, men enden på verden, som vi kender den, med dens komplicerede dilemmaer og valne beslutninger. I den nye verden er der skarpt lys og rene linjer, og Gud vil dømme levende og døde.

Også i den betydning af ordet havde den 11. september apokalyptisk karakter. Da støvet lagde sig, og vi genvandt fodfæstet, var det i en verden, som stod i et forklaret skær, og hvor menneskene var delt i syndere og retfærdige. En skamløs ondskab var blevet afsløret, og det var nødvendigt at vælge side at stride den gode strid.

Der er noget sært dragende ved den verdensomvæltende katastrofe. Midt i vores angst vokser der en længsel efter apokalypsen. Vi fornemmer, at der er bod og renselse i den, og at mødet med den store, grænseløse angst én gang for alle vil sætte os fri fra den lille, daglige angst.

Tom Kristensen bekendte sin trang til skibskatastrofer, hærværk og pludselig død. Ligesom middelaldermenneskene betragtede kalkmaleriernes beskrivelser af den yderste dag med lige dele frygt og håb, tiltrækkes digteren af modernitetens undergangsbilleder: Jeg har længtes mod brændende Byer/ og mod Menneskeracer på Flugt,/ mod Opbrud som ramte Alverden/ og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Det kan godt være, at Gud er forsvundet ud af ligningen eller kun står tilbage som en fjern erindring, men selv for den gudløse er der forløsning i apokalypsen. Det er derfor, soldater længes tilbage til kammeraterne på slagmarken, hvor tilværelsen er smuk, brutal og ligetil.

Verden vil aldrig blive den samme igen, sagde vi. Men efter nogle dage vendte den rodede og gråmelerede virkelighed tilbage med alle dens trivielle rutiner, løse ender og uldne kompromiser. Det klare lys og de rene linjer levede videre i den politiske retorik, i beslutningen om at gå i krig under fremmede himmelstrøg og på avisernes debatsider. Men for de fleste af os blev det hverdag igen forbløffende hurtigt. Historien var blevet slået ud af sin bane og havde taget en ny kurs, men verden stod endnu.

Når vi i disse dage genoplever timerne omkring terrorangrebene, er det med en ritualiseret distance, som forgæves prøver at genkalde følelsen fra dengang. Tiden har lagt et beskyttende tæppe af fortolkning omkring begivenheden. Billederne af de brændende tvillingtårne er blevet en del af et drama, som vi alle har vores egen lille rolle i, og som vi hvert år ved denne tid repeterer for hinanden.

Jorden forsvinder ikke længere under os, når vi ser flyene forsvinde ind i glasfacaderne. Nu lurer apokalypsen andre steder bag klimaforandringerne eller under de skælvende finansmarkeder. Vi får aldrig lov til at sove helt roligt. Men den 11. september 2001 har fundet sin plads i historien, og et folketingsvalg kan igen handle om efterløn, skattetryk og andre vigtige trivialiteter. Det er ikke en verden for retfærdige riddere, men for pragmatiske politikere, og det er godt det samme.

Verden vil aldrig blive den samme igen, sagde vi til hinanden. Men det blev den alligevel.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade