Prøv avisen
Dilemma

Undergraver forældrene skolens autoritet?

"Der er et element af velfærdsegoisme i det, når forældre på den ene side forventer meget af skolen, men på den anden side kun fokuserer på deres eget barns behov og deres eget barns version af sandheden om, hvad der er sket i skolen," siger Jakob Fuglsang. Illustration: Rasmus Juul

Mange forældre gør sig skyldige i på den ene side at kræve meget af skolen og på den anden side signalere at de ikke tager skolen alvorligt, siger Politikens uddannelsesredaktør Jakob Fuglsang. Sådan er det sjældent ment, og hvis skolen ønsker en anden adfærd, må den opdrage på forældrene, siger Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre

Ja

mener Jakob Fuglsang, uddannelsesredaktør på dagbladet Politiken og forfatter til debatbogen ”Den store løgn om uddannelse”.

Du kritiserer i din bog alle skolens interessenter - politikere, skoleledere, lærere og forældre - for at sige ét og gøre noget andet. Forældrene kritiserer du blandt andet for at tage deres børn ud af skolen for at tage på ferie uden for de almindelige skoleferier. Hvad er der galt i det, hvis eleverne er fagligt godt med?

Jeg er enig i, at mange elever sagtens kan indhente det, de kommer bagud en enkelt uge. Men det, som mange forældre gør, når de tager ferie midt i skoletiden, er, at de både over for omverdenen og deres egne børn sender et signal om, at skolen ikke er vigtig. Skolen bliver noget, man sagtens kan flytte om på, mens der er andre ting, man ikke udebliver fra.

Men det er vel langtfra sikkert, at forældrene ønsker at sende et sådant signal? Måske er der vigtige grunde til, at barnet tages ud af skolen, ligesom man kan tage fri fra arbejde, når man skal noget vigtigt?

Ja, det er heller ikke, fordi jeg bare vil spille forarget. jeg forstår udmærket forældrenes valg. Jeg hører selv til de forældre, som i mange år har været irriteret over at skulle betale overpris for vinterferien, fordi den lå i uge 7. Men de mange forældre, som tager barnet ud for at tage på ferie, bør tænke over, at det har en bredere effekt end kun på ens eget barn. Det påvirker hele kulturen og stemningen omkring skolen.

På en lang række områder tyder alt ellers på, at forældre i dag tager skolen meget alvorligt. Er der ikke forholdsvis stor optagethed af, at børnene lærer noget, så de kan klare sig i fremtiden?

På et plan tager forældrene skolen alvorligt og på et andet alligevel ikke eller i hvert fald på en skæv måde. Der er mange selvmodsigelser i forældres tilgang til skolen. På den ene side siger man, at skolen er vigtig, på den anden side prioriterer man ikke altid, at børnene er der, eller respekterer læreren som skolens autoritet og som fagperson.

Hvordan kommer det til udtryk, at der mangler respekt for lærere?

Jeg gengiver i min bog nogle eksempler på egne oplevelser. For eksempel et forældremøde i min datters klasse, hvor man først diskuterede problemer med elevers sms-mobning af hinanden. Umiddelbart efter diskuterede man en matematiklærer, hvis undervisning efter nogles mening ikke fungerede. Det fremgik, at en gruppe forældre havde haft en masse debat på mail om denne lærers mangler uden at konfrontere vedkommende med det, hvilket efter min opfattelse er ren voksenmobning.

Men samtidig giver du også eksempler på forældre, som faktisk gerne vil have læreren til at være autoritet. For eksempel at læreren skal være den, der indfører regler mod mobiltelefoner, men uden at det bliver afsløret, at idéen kommer fra den pågældende forælder. Er det ikke udtryk for det modsatte?

Der er mange forældre, der gerne vil have, at skolen sætter rammer og er mere bestemte over for børnene. Men det modarbejder man så ved ikke at bakke op om lærerne eller respektere dem så meget, at man er parat til at diskutere det, man er utilfreds med, ansigt til ansigt. Der er et element af velfærdsegoisme i det, når forældre på den ene side forventer meget af skolen, men på den anden side kun fokuserer på deres eget barns behov og deres eget barns version af sandheden om, hvad der er sket i skolen.

Hvad kan man gøre, for at det ikke længere er på den måde?

Jeg hører ikke til dem, som synes, det er forkert at flytte sine børn fra folkeskolen til en privatskole. Men uanset om man vælger det ene eller det andet, må man som forælder tænke på, hvordan man kan bidrage til, at skolen som helhed får bedre rammer. Den finske skole ses af mange som et eksempel, fordi de har gode læseresultater. Jeg tror ikke, vi skal kopiere alt fra den alvorstunge finske folkeskole. Men vi kunne måske blive inspireret af, at man her afleverer sit barn ved indgangen, og så tager de professionelle over. I Danmark vader forældrene med helt ind i klasseværelset og dermed ind over lærernes autoritet.

Har den omfattende reform af folkeskolen ellers ikke sendt mange signaler om, at skolen, undervisningen og læreren er vigtig?

Jo, men desværre er disse signaler også blevet modsatrettede. Nye tiltag som understøttende undervisning og lektiecaféer er tænkt som forbedringer, men har skabt usikkerhed om, hvornår man egentlig er i skole, og hvornår det er noget mere fritidsbetonet. Desuden har de mange forandringer, også dem, der bygger på gode tanker, presset logistikken i folkeskolen, så det ikke er alle steder, man oplever øget effektivitet. Nogle steder er virkeligheden blevet daglige koks og vikartimer.

Nej

mener Mette With Hagensen, formand for forældreorganisationen Skole og Forældre

Ifølge Jakob Fuglsang er der mange forældre, som signalerer manglende respekt for skolen ved i tide og utide at tage deres børn ud for at tage på ferie uden for skoleferierne. Hvorfor respekterer forældre skolen så lidt?

Jeg er enig med ham i, at det er uhensigtsmæssigt, at så mange børn tages ud fra skoletiden, men jeg vil ikke give ham ret i, at forældre som helhed undergraver skolens autoritet. Man skal gøre sig klart, at ingen forældre tager fri til barnet, fordi de tænker, at skolen er ligegyldig. Der er nogle, der pr. refleks tager barnet ud hvert år i uge 4, fordi de kan komme billigt på skiferie. Men ofte kan årsagen jo være noget konkret som bedsteforældrenes guldbryllup.

Men burde man som forældre ikke kunne tænke så langt, at det ikke kun er en beslutning, som har med ens eget barn og dets læring at gøre, men at det generelt svækker skolens autoritet?

Jeg synes, det er forståeligt, at den enkelte forælders overvejelse i første omgang er: ”Kan mit barn tåle at miste de her timer?”. Det er først, når man fortæller, at deres handling også påvirker klassefællesskabet, at det går op for dem. Jeg tror også, at mange forældre for sjov taler om skoleinspektøren eller tysklæreren på en måde, så de fremstår som strenge og skræmmende for børnene, uden at de er klar over det. Her synes jeg så, skolen må forklare forældrene, hvilken effekt det har.

Så det er skolen, der skal lære forældrene at tale pænt om skolen?

Ja, jeg ved godt, at jeg skyder tilbage på skolen. Men det er et ansvar, som skolen i samarbejde med skolebestyrelserne må tage på sig. Det er klogt på et af de første forældremøder at forklare, hvor uklogt det er, hvis man synes, skolen gør noget tåbeligt, at man så siger det hen over aftensmaden til sine børn i stedet for straks at tage kontakt til læreren eller skolelederen.

Men skulle man ikke selv kunne tænke så langt, at man for eksempel ikke fører en elektronisk korrespondance mellem forældrene om en lærer uden at inddrage vedkommende?

Jeg kender godt til den kommunikation, som kan foregå i lukkede Facebook-grupper i et sprog, som ikke ret mange ville bruge ret mange andre steder. Men jeg tror, at det ofte starter i ren ubetænksomhed. Og jeg tror, det er vigtigt, at skolen og skolebestyrelsen tager initiativ til en lokal dialog om, hvordan vi egentlig taler til og om hinanden. Og skolen skal huske at tage udfordringen op. Nogle gange opstår disse debatter i situationer, hvor forældrene har henvendt sig, men oplever, at skolen ikke reagerer.

Var det en idé at lade sig inspirere af den finske skole og lade forældrene aflevere deres børn ved indgangen, hvorefter skolen er de professionelles domæne - ud fra en betragtning om, at hvis forældrene ikke rent fysisk går ind på skolens grund, så træder de heller ikke på lærernes autoritet?

Der er en snert af sandhed i, at der er forældre, som går med barnet ind i klassen, som om de ejer det hele. Men vi ser det mest i de små klasser, og der skyldes det jo, at forældrene fra børnehaven er vant til, at man bare kan gå med ind og snakke med pædagogerne uanset tidspunktet. Her handler det så om, at læreren må påtage sig ledelsen og for eksempel bede alle forældre gå ud af klassen, inden klokken ringer.

Så det er igen skolen, der selv må sige til?

Ja, det handler om at påtage sig opdragelsen af forældrene. Ikke i al almindelighed, men i forhold til at sige: ”Sådan gør vi her.”

"Jeg synes, det er forståeligt, at den enkelte forælders overvejelse i første omgang er: ”Kan mit barn tåle at miste de her timer?”. Det er først, når man fortæller, at deres handling også påvirker klassefællesskabet, at det går op for dem," siger Mette With Hagensen. Illustration: Rasmus Juul