Siff Pors, du har i denne uge i flere medier stillet dig kritisk over for nye universitetsstuderendes mentalitet og tilgang til studierne. Det sker på baggrund af en evaluering af din egen undervisning. Hvad siger den?
Overordnet set gav 13 ud af 28 studerende udtryk for, at de var utilfredse med, at jeg stillede krav til dem. Der var især to punkter, som gik igen. Det ene var, at de skrev, at det var utryghedsskabende og grænseoverskridende, at jeg stillede spørgsmål til nogle, der ikke havde markeret sig ved at række fingeren i vejret. Det andet var, at jeg havde advaret dem om det faktum, at en masse 02'er (minimumskarakter for at bestå, red.) ikke fører til et job efter endt uddannelse.
Hvorfor er det et problem?
Jeg kan ikke levere en ordentlig undervisning, hvis jeg skal tage hensyn til så sarte sjæle hele tiden, og jeg mener faktisk, at det siger noget om, at de studerende ikke er uddannelsesparate, når de ikke er i stand til at leve op til disse krav. Det er problematisk, at unge mennesker er blevet så sarte, at de ikke kan tåle at blive konfronteret med krav. Hele uddannelsessystemet og det arbejdsliv, der kommer efter, består af krav. Jeg oplever, at der er sket et kraftigt generationsskifte, og at de nye studerende måske ikke helt forstår præmissen for undervisningen.
Man kan vel også argumentere for, at det på universitetet er op til den enkelte studerende, hvordan de griber studielivet an. Bestemmer de studerende ikke selv, om de vil følge med og engagere sig i undervisningen?
Grundlæggende findes der to undervisningsformer på universitetet. Der er forelæsninger, hvor de studerende bliver forelæst for i 45 minutter, og hvor der som regel ikke er dialog med de studerende. Det andet element er undervisningen. Grunden, til at de to ting er delt op, er, at undervisningstimerne skal bestå af en dialog. Det foregår desuden altid på baggrund af forelæsningen – det vil sige, at de studerende har læst og forberedt sig, inden de møder op, så underviseren kan basere undervisningen på, at der skal være en dialog. Hvis folk ikke vil deltage, er det svært at gennemføre undervisningen på et acceptabelt niveau. Jeg står ofte i den situation, at der er tre, fire, fem stykker, der markerer sig, men nogle gange er det også interessant at høre, hvad andre har at sige, for at der kommer flere vinkler på.
Men er det ikke et udtryk for, at de studerende føler sig utrygge og usikre, når de ikke har lyst til at deltage?
Jo, selvfølgelig, men det må de lære at overvinde. Man vokser jo med udfordringer, og det sker for nogen, men bestemt ikke for alle. Det er vigtigt at pointere, at hvis en studerende ryster på hovedet og siger nej til at svare, så går jeg videre til en anden. Det er ikke sådan, at jeg udskammer dem og driver dem rundt i manegen for at presse et svar ud af dem. Det vil være som at forsøge at hente vand op af en tør brønd.
Det samme gælder for studerende, der har angst eller andre problemer, der gør, at de ikke vil spørges. Det respekterer jeg. Men hvis de studerende ikke har sagt noget, så betragter jeg dem som voksne mennesker, som har forberedt sig, og som er kommet for at lære. Det, synes jeg egentligt, er en væsentlig tillidserklæring.
At gå på universitet skal være en udfordring, og hvis det føles utrygt, så er der noget, de studerende ikke har forstået. For eksempel det faktum at en god studerende ikke er en, der ved alt. En god studerende er en, der er velforberedt og nysgerrig og som stiller spørgsmål til det, vedkommende ikke forstår. De studerende lider måske til dels af, at de tror, at de skal kunne det hele, når de begynder på universitetet. Men det er noget vrøvl, for så er der jo ikke nogen grund til at være der.
Du peger selv på, at der er sket en mentalitetsændring. Kan det ikke også være et spørgsmål om, at universitetet skal tilpasse undervisningen til tiden?
For det første er det et spørgsmål om, hvad man kan lave af store, pædagogiske tiltag, når man sidder med store hold. Det andet er, at universiteterne aldrig nogensinde må forlade den præmis, at det er et sted, hvor man skal vokse, udfordres og lære. Det tror jeg, der er nogle elever, der aldrig har fået at vide. Jeg tror, at nogle af dem, der har problemer på universitetet, til dels har det, fordi de aldrig er blevet udfordret tidligere i uddannelseslivet. Spørgsmålet er, om nogle af de unge mennesker ikke er blevet indignerede, fordi de er blevet afsløret i ikke at have læst.
Men det er vel i sidste ende de studerendes eget ansvar, om de når at samle op på pensum inden eksamen?
Nej, for at lykkes med at gå på universitetet er ikke blot et spørgsmål om, hvad man har tilegnet sig af viden. Det er også et spørgsmål om, hvad man har tilegnet sig af metoder og forståelse undervejs. Jeg er godt klar over, at det er svært at begynde på første semester på Københavns Universitet, men de studerende er nødt til at forstå, at der er nogle vilkår, som er anderledes end det, de kommer fra.