Undgå skilsmisser: Tilbyd gratis og anonym parterapi til alle

Ægteskabet parforholdet og familien er selve grundlaget for vort samfund. Derfor vil Kristendemokraterne have tilbud om gratis og anonym parterapi til alle for at undgå skilsmisse, skriver politisk næstformand

Skilsmisse via et klik på computeren lyder både strømlinet og selvfølgeligt for moderne mennesker i en digitaliseret verden. Men ægteskabet er ikke og bliver aldrig et digitalt forhold, skriver kristendemokrat (Modelfoto)
Skilsmisse via et klik på computeren lyder både strømlinet og selvfølgeligt for moderne mennesker i en digitaliseret verden. Men ægteskabet er ikke og bliver aldrig et digitalt forhold, skriver kristendemokrat (Modelfoto).

Det har altid været god latin at tænke sig om. Og at sove på det, inden man træffer store og gennemgribende beslutninger. Men gamle dyder er yt i en moderne digitaliseret verden. I al fald når det gælder noget så væsentligt som ægteskabet. Det har regeringen sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance slået fast med den nye lov om skilsmisse.

Det lyder fint og tilforladeligt, når socialminister Karen Hækkerup (S) taler om, at vi skal fjerne statens formynderi over moderne og ansvarsbevidste mennesker. For de er voksne nok til at tage ansvar og træffe beslutninger. Og når de har besluttet at ville skilles, så skal de ikke belemres med en separation, der blot trækker sagen i langdrag. Derfor er skilsmissen nu kun ét klik væk. Enkelt og ligetil.

LÆS OGSÅ: Messerschmidt: Ny skilsmisselov er et attentat på kernefamilien

Men så enkelt er det bare ikke.

Ægteskabet parforholdet og familien er selve grundlaget for vort samfund. Derfor vil Kristendemokraterne have tilbud om gratis og anonym parterapi til alle for at undgå skilsmisse. Det findes i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og der er både menneskelige og økonomiske omkostninger at spare ved at udvide ordningen til resten af landet.

Skilsmisse via et klik på computeren lyder både strømlinet og selvfølgeligt for moderne mennesker i en digitaliseret verden. Men ægteskabet er ikke og bliver aldrig et digitalt forhold. Og det rangerer heller ikke på linje med fodboldklubben, sangkoret, fitnesscentret eller hvilken som helst anden forening, man nu er medlem af, så længe aktiviteten er inter-essant.

Ægteskabet er (også) en juridisk kontrakt mellem to personer, der vælger at være fælles om livet fremover. De har fået rettigheder, men også forpligtelser over for hinanden. De er fælles om økonomien, om boligen og hverdagen. Og frem for alt er de fælles om de børn, der følger af samlivet.

LÆS OGSÅ: Ny skilsmisselov vækker bekymring hos familieadvokater

Netop af hensyn til børnene vil Kristendemokraterne værne om familien. Det er ikke formynderi og utidig indblanding fra staten med en langsommere procedure for skilsmisse. Tværtimod viser det sig, at hvert femte par i separationstiden finder ud af, at de gerne vil fortsætte sammen.

Derfor er det hul i hovedet, at den nye skilsmisselov gør det dobbelt så dyrt at tilvælge separation. Men regeringen og dens forlis-partier ser åbenbart ægteskabet som et uvæsentligt levn fra fortiden, der ikke kan gå sin opløsning i møde hurtigt nok, siden de vifter med en økonomisk gulerod for her og nu-skilsmissen. Og de deler tilsyneladende ikke Kristendemokraternes bekymring over, at børnene bliver de største tabere i dette spil.

Der er intet at sige til, at kommende generationer udviser en tydelig individualistisk og selvcentreret adfærd. For lovgivningen favoriserer i den grad individet frem for fællesskabet. Desværre vil en så markant nedprioritering af ægteskabet og familien langsomt, men sikkert nedbryde sammenhængskraften i vort samfund.

Det er grunden til, at Kri-stendemokraterne dels vil arbejde for, at separationen igen er med i prisen, dels arbejde for, at der tilbydes gratis og anonym parterapi for alle især for par med børn.

Egon Jakobsen,politisk næstformand for Kristendemokraterne, Rønnevej 28, Næstved