Prøv avisen

Undskyld, Birthe Rønn Hornbech. Dit fald er min skyld

Heksejagt. Sådan beskriver Søren Krarup forholdene for Birthe Rønn Hornbech under et møde i Indfødsrets udvalget. -- Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Jeg burde have standset forfølgelsen, da venstrefløjen jagtede Birthe Rønn under et samråd, skriver Søren Krarup (DF)

DRABET PÅ Birthe Rønn Hornbech (V) som integrationsminister har været en led historie at bivåne. Det offentlige liv, når det er værst, en blanding af smålighed, ondskabsfuldhed og gemenhed.

Jo, hun har begået en fejl, og hun overså ganske rigtigt en FN-konvention, som Danmark har været så tåbelig at tiltræde, selvom den strider direkte imod den danske grundlov, og hun var længe om at erkende og rette fejlen. Det er rigtigt.

LÆS OGSÅ: Krarup angrer sin rolle i Rønn-sag

Men når hun var længe om det, hænger det sammen med hendes grundighed som jurist og sagsbehandler, at hun ville til bunds i problemet og erkende, hvad der var sket, og hvad der skulle gøres.

Derfor tog det tid. Og derfor kunne en ondsindet venstrefløj i Folketinget kaste sig over hende og anklage hende for både dette og hint.

Havde hun været en facil normalpolitiker, havde hun strakt våben med det samme og ladet sig jage i et musehul. Også selvom den venstrefløj, der jagtede hende, ikke havde observeret noget i lange tider, fordi den snorksov hele året 2010 og først vågnede til sin forfølgelse, da min undsigelse af FN-konventionen i november 2010 vækkede den og fik den til at spore blodhundene fra dagbladet Information ind på den ene fejl, at integrationsministeren havde været længe om at ændre på forholdet.

Så gik den vilde jagt i januar og februar. Så kom hele vort offentlige livs gemenhed til fuld udfoldelse, og Birthe Rønn Hornbech blev jaget vildt dag efter dag. Det var en led oplevelse at være vidne til, og der var kun én ting, der forsonede mig med oplevelsen. Det var Birthe Rønn Hornbechs styrke og uanfægtethed.

JEG FULGTE DET HELE på allernærmeste hold, og jeg var dybt imponeret af den upåvirkethed, ja, humor, hvormed integrationsministeren mødte det glammende kobbel. Hun havde virkelig overskud til at le. Hun lod sig ikke slå ud af selv den mest ondsindede insinuation. De fik hende ikke ned med nakken.

Og jeg siger dette med en vis skyld eller som en brødebetynget synder, for min fejl som næstformand i indfødsretsudvalget gjorde hendes problemer større.

De har sikkert, elskværdige læser, bemærket, hvorledes den glammende venstrefløj har skummet og skabt sig, fordi Birthe Rønn Hornbech ved det åbne samråd i indfødsretsudvalget den 9. februar endte med at slukke for sin mikrofon og nægte at svare på flere enslydende, evigt gentagne spørgsmål. Dette er blevet gjort til en forbrydelse, som nu – Gud bedre det – fører til en anklage imod hende fra den samme glammende venstrefløj, der indklager hende for præsidiet.

Men det var min skyld. Det var mig, der er årsag til det hele.

Forholdet er, at jeg midt under det åbne samråd måtte indtage formandsstolen, fordi Tom Behnke (K) måtte forlade salen. Og at være formand under et samråd vil sige, at man er mødeleder og dirigent og den, der leder slagets gang.

DET GJORDE jeg også. Men jeg var en alt for svag og venlig formand, for jeg tillod, at venstrefløjen, De Radikale, SF og især Enhedslisten jagtede integrationsministeren med de samme og de samme spørgsmål. Birthe Rønn Hornbech havde svaret. Hun svarede igen. Og igen. Men de samme spørgsmål fortsatte igen og igen og igen.

Til sidst havde integrationsministeren fået nok. Hun gentog, at hun havde svaret. Og da spørgsmålene fortsatte med samme kværnende ensformighed, meddelte hun, at nu slukkede hun sin mikrofon og nægtede at svare yderligere.

Dette er blevet gjort til en fældende anklage imod hende. Men det var mig, der skulle have standset forfølgelsen med en meddelelse om, at det hele kørte i ring og var gentagelse på gentagelse, og at jeg standsede samrådet og hævede mødet. Dette skulle og burde jeg have gjort.

Men jeg gjorde det ikke, og det kan jeg ikke tilgive mig selv. Jeg var for venlig mod de glammende forfølgere. Jeg hævdede ikke samrådets værdighed og Folketingets anstændighed. Jeg sagde ikke nej – for det var mig, der skulle have gjort det.

I stedet gjorde Birthe Rønn Hornbech det med kun alt for god grund, og nu skal hun yderligere forfølges af dem, der forvandlede et åbent samråd i indfødsretsudvalget til en uværdig heksejagt. Hun har god grund til at være sur på mig. Det var min skyld.

I stedet slår Birthe Rønn Hornbech en høj latter op over hele forløbet, og det er beundringsværdigt. Siger jeg – en angergiven næstformand.

Søren Krarup er folketingsmedlem og indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti og næstformand i Folketingets Indfødsretsudvalg